etjob.dk
Aalborg kommune Overlæge

Speciallæge til Forsvarets Luftevakueringsenhed SAE

To lægestillinger ved SAE under Luftmedicinsk Center (LMC) er ledig til besættelse 1. november 2025 eller efter aftale. Er du speciallæge og klinisk erfaren med interesse for det præhospitale område, så er muligheden her for at gøre en forskel.

SAE er under etablering i Forsvarets Sanitetskommandos regi, og du får derfor en enestående mulighed for at være med helt fra starten og præge, forme og udvikle enheden frem mod fremtidige operative opgaver.

Om LMC
LMC er et mindre element under ledelse af kommandolæge for Flyvevåbnet, der desuden rådgiver Flyverkommandoen. LMC er normeret til 4 speciallæger, hvor 2 overlæger har det sundhedsfaglige ansvar for SAE og SAR. Afdelingslægen er primært tilknyttet SAE. LMC støtter ligeledes ind med sundhedsfaglig rådgivning til fx mission- og øvelsesplanlægning samt i forbindelse med nyanskaffelser af materiel og medicin. Centeret har base på Flyvestation Aalborg, hvor Forsvarets Luftevakueringsenhed SAE, der evakuerer syge/sårede fra hele verden, ligeledes er placeret.

LMC indgår i Operationsdivisionen i Forsvarets Sanitetskommando, der bl.a. er ansvarlige for, at sundhedsfaglige aspekter tænkes ind i den militære planlægning, ligesom vi deltager i operative opgaver og sikrer sundhedsfaglig rådgivning i Forsvaret.

**Om **stillingen****
Vi søger en afdelingslæge og en overlæge med relevant akut speciale til den nyetablerede evakueringsenhed SAE.

Vores primære opgave er evakuering af syge/sårede soldater hjem til Danmark, hvor din opgave bl.a. består i at være koordinerende læge i Danmark, indgå i sundhedsfagligt team på mission, eller planlægge og gennemføre sundhedsfaglig uddannelse for reserven og fast personel.

Vi er normeret til 5 fastansatte militært personel og 2 fastansætte læger, som er de to stillinger, der her er i opslag. Den daglige ledelse, herunder personale- og budgetansvar for enheden, varetages af overlægen i delt ledelse med den militære chef i SAE. Overlægen har afdelingslægen i direkte reference. Overlægen har herudover fagligt ansvar for den medicinske linje i SAE og hermed hele det sundhedsfaglige team, der ud over afdelingslægen udgøres af 4 flight medics og ca. 40 læger, anæstesisygeplejersker og ambulancebehandlere/paramedicinere på reservekontrakt.

Den overordnede ramme for dig/jer er i overvejende grad sundhedsfaglig rådgivning og sagsbehandling i forhold til sikring af den sundhedsfaglige ramme for SAE opgaver; dvs. enheden har relevant materiel, medicin og uddannelse.

Desuden støtter LMC med sundhedsfaglig rådgivning og anbefalinger til andre dele af Forsvaret, hvilket eksempelvis kan omhandle anskaffelse af nyt medicinsk materiel, sundhedsfaglig planlægning af kommende missioner, udvikling af kapaciteter mv.

Du/I bliver en del af et specialiseret team og fagfællesskab og bidrager til udviklingen af det danske luftevakueringskoncept, og du får mulighed for at arbejde i et tværfagligt miljø med specialiserede kollegaer.

Stillingen kræver strategisk overblik og evnen til at omsætte medicinsk viden til praktiske løsninger i komplekse operative sammenhænge.

Funktionsspecifik efteruddannelse, kurser og konferencer anses som en integreret del af stillingen. Du kan forvente at indgå i nationale og evt. internationale arbejdsgrupper og fora.

I LMC deles vi om en aflønnet telefonvagt, der døgndækker alle weekender og helligdage. Vagtopgaven består i sundhedsfaglig rådgivning vedrørende luftevakuering af en eller flere syge/sårede soldater fra udlandet. Stillingerne indebærer således bl.a. deltagelse i beredskab, mulighed for udsendelser og øvelsesdeltagelse samt fx SAR tjeneste.

Om dig
Vi søger dedikerede og fagligt stærke speciallæger, der brænder for præhospital indsats og trives i et dynamisk, operativt og samarbejdsorienteret miljø. Du har en solid klinisk erfaring og arbejder systematisk og løsningsorienteret – også under pres.

Vi ser gerne, at du:

  • Er speciallæge i anæstesiologi eller andet akut speciale samt erfaring fra det præhospitale område
  • Har erfaring fra eller interesse i operative og tværfaglige miljøer.
  • Motiveres af at opbygge nye strukturer og bidrage til udviklingen af en ny enhed.
  • Trives med undervisning og formidling af medicinsk viden.
  • Har gode samarbejdsevner og kan arbejde selvstændigt.
  • Er fleksibel og indstillet på rejse- og øvelsesaktivitet samt uddannelse.
  • Har erfaring med patienttransport og/eller luftevakuering – dette er en fordel, men ikke et krav.
  • Har lyst og gerne erfaring med ledelse (gældende for overlægestillingen).

Tidligere erfaring fra Forsvaret eller beredskabssektoren er en fordel og ansøgere med en gennemført militærlægeuddannelse vil blive foretrukket.

Ansættelsesvilkår
Afdelingslægestillingen er en militær stilling. Løn- og ansættelse sker i henhold til overenskomst mellem Skatteministeriet og Yngre Læger for Læger i staten.

Overlægestillingen er en militær overlægestilling og ansættelse sker på individuel kontrakt.

Arbejdsstedet er Flyvestation Aalborg, hvor du har din faste base. Der må forventes ugentlig fysisk tilstedeværelse, men der er samtidig mulighed for en vis fleksibilitet i arbejdstilrettelæggelsen med fx mulighed for hjemmearbejdsdage afhængigt af opgaver og operative forhold.

Ansøgning og kontakt
Ansøgningsfristen er fredag 26. september 2025. Vi forventer at holde ansættelsessamtaler 3. oktober 2025. Tiltrædelse 1. november 2025 eller efter aftale.

Hvis du vil vide mere om stillingerne, er du velkommen til at kontakte fungerende kommandolæge for Flyvevåbnet Vibeke Svennum på telefon 4041 1648 eller via e-mail lynchashleycthompsonFSK-O-KLGFLVterrimiller@stone.dkmil.dkbush.dk.

Har du spørgsmål til løn- ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte HR-konsulent Charlotte Møller Nielsen på telefon 3266 5767.

Stillingerne kan søges via linket. Vær opmærksom på, at bilag skal tilføjes som pdf-filer. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale.

Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Hvis du går videre i processen, skal du forud for eventuel ansættelse være forberedt på at gennemføre helbredsvurdering samt screening i forhold til at kunne flyvemedicinsk godkendes.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

Om Forsvarets Sanitetskommando
I Forsvarets Sanitetskommando sikrer vi soldatens helbred. Vi er fagligt ansvarlige for - og varetager sundhedstjenesten i Forsvaret. Vi udvikler og rådgiver om militærmedicinske forhold, om militær fysisk træning og står for driften af infirmerierne og skolerne Center for Militær Fysisk Træning og Center for Sanitets- og Sundhedsuddannelse. Desuden er vi ansvarlige for rekruttering og uddannelse af Forsvarets sundhedsfaglige personel, som tager hånd om danske soldater i nationale og internationale operationer.