SSA til Kompleks Ældepleje - Kildegården, Gladsaxe
Erfaren og empatisk social- og sundhedsassistent søges til fast dagvagt på afdeling B på Kildegården, Midlertidige Pladser.
Brænder du for at gøre en forskel for den komplekse ældre borger – særligt dem med kognitive problematikker? Og har du lyst til at arbejde pædagogisk med den skrøbelige ældre borger i et miljø, hvor både faglighed, ordentlighed og humor fylder hverdagen? Så er du måske vores nye kollega på Kildegården,
Om os
På afdeling B på Kildegården vil du møde borgere med komplekse, medicinske problemstillinger, og ofte også kognitive problemstillinger, som kræver at din faglighed og nysgerrighed kommer i spil. Vi er en faglig dygtig og engageret personalegruppe, der samarbejder tæt sammen om at skabe de bedste rammer for borgerne. Hos os finder du en imødekommende og inkluderende omgangstone – vi tror på, at et godt arbejdsmiljø går hånd i hånd med høj kvalitet i pleje og omsorg.
På Kildegården arbejder en lang række forskellige faggrupper. Vi er sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, fysioterapeuter, ergoterapeuter, pædagoger, diætist og læge – og vi arbejder sammen om at skabe gode forløb for de borgere som opholder sig på Kildegården.
Vi lægger stor vægt på at arbejde med elever og studerende i vores daglige praksis. At dele viden, udvikle kompetencer og være rollemodeller er en naturlig del af vores arbejdsfællesskab.
Om dig:
Vi søger en social- og sundhedsassistent, der:
- har lyst til at arbejde med borger med komplekse plejebehov og ind i mellem også kognitive udfordringer
- finder det meningsfuldt at kombinere sundhedsfaglig viden med en pædagogisk tilgang til den skrøbelige ældre borger
- bidrager aktivt til det faglige fællesskab og til et godt arbejdsmiljø
- har interesse i at vejlede og samarbejde med elever og studerende
Vi tilbyder:
- Et spændende og alsidigt arbejde, med fokus på faglig udvikling
- Et kollegialt fællesskab præget af åbenhed, humor og samarbejde
- En arbejdsplads, hvor vi værdsætter dit engagement og din faglighed
Vil du være med til at gøre en forskel for borgerne på Kildegården – og samtidig blive en del af et stærkt og varmt fællesskab? Så glæder vi os til at høre fra dig!
Hvis du er blevet nysgerrig, så er du velkommen til at kontakte daglig leder Jeanne Rosenø Hvidberg på mobil 20 44 93 97, og til at komme forbi til en kaffeaftale.
Ansættelsesforhold:
Stillingen er på 37 timer, eller efter aftale, med arbejde hver 3. weekend.
Ansøgningsfrist er 23. oktober 2025, og med start pr. 1. december 2025, eller efter aftale.
I Gladsaxe tager vi udgangspunkt i borgernes og virksomhedernes behov og trivsel i alt, hvad vi gør. Bæredygtig velfærd og udvikling er en mærkesag for os og vi arbejder for både social, miljømæssig og økonomisk bæredygtighed. Med FN’s verdensmål som ramme ser vi en bæredygtig fremtid som noget, vi skaber sammen – med borgere, virksomheder, foreninger og lokalsamfundet. Du kan læse mere om vores mål i Gladsaxestrategien.
Ingen ansatte i Gladsaxe Kommune må ryge eller bruge tobaksrelaterede produkter i arbejdstiden, som for eksempel snus og vapes.
Vi opfordrer alle interesserede uanset alder, køn/identitet, seksualitet, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.