Strategisk Leder til Socialøkonomisk Virksomhed - Huset Venture
Vi søger en forretningsorienteret leder til Huset Venture Storkøbenhavn. Du skal være gjort af et stof - hvor du udover at have et stort driftsfokus - motiveres af social ansvarlighed, cirkulær økonomi og FN’s verdensmål. Huset Venture Storkøbenhavn, som er en socialøkonomisk virksomhed, skal nemlig ledes på en både kommerciel og værdibaseret måde …
Huset Venture Storkøbenhavn består af et professionelt skrædderi med systue, en kursusafdeling og en beskæftigelsesrettet job- og udviklingsafdeling. I alle afdelinger er der en faglig teamleder, så vi har brug for en dygtig, øverste chef, der binder virksomheden sammen og sørger for, at den er i drift.
Huset Ventures formål er at skabe arbejdspladser til mennesker, der pga. enten ulykke, handicap eller sygdom ikke kan arbejde på fuld kraft, men stadig indeholder masser af gåpåmod, virkelyst, faglige kompetencer og arbejdsevne. Hele 95 % af vores 150 ansatte på landsplan er derfor i fleksjob.
Dine arbejdsopgaver
Som chef for Huset Venture Storkøbenhavn skal du drive og udvikle virksomheden efter Huset Ventures velafprøvede forretningskoncept. Du skal varetage samarbejdet med leverandører, kunder og samarbejdspartnere – herunder de omkringliggende kommuner. Du har ansvar for husets økonomi, afrapportering, drift og udvikling, og du vil få overordnet personaleansvar for ca. 40 medarbejdere. Du bliver også en del af Huset Ventures nationale ledelse.
Kan du motiveres af DOBBELT bæredygtighed?
Vores succeskriterie er at være både økonomisk og socialt bæredygtige. Du skal derfor kunne blive motiveret af denne særlige, DOBBELTE bæredygtighed, og en af dine grundlæggende værdier skal være, at du helt konkret gerne vil være med til at gøre en stor menneskelig forskel og dermed gøre verden til et bedre sted. Det lyder måske højtravende, men i praksis betyder det bare, at du ved at arbejde hos os får et arbejde med en dybere mening og at virksomheden har et højere formål.
Faglige kompetencer:
· Solid erfaring med at drive og udvikle forretning/erhverv
· Stærk i personaleledelse
· I stand til at arbejde med rentabilitet
· Erfaring med planlægning og organisering
· Gerne erfaring med samarbejde mellem det private erhvervsliv og det offentlige
· Evt. viden om socialøkonomi
· Erfaring med et af vores forretningsområder
· I stand til at arbejde i en kompleks virksomhed, der både er idealistisk og økonomisk funderet.
Personlige kompetencer:
· Struktureret og udviklingsorienteret
· Handlekraftig og selvstændig ildsjæl
· Empatisk og rummelig
· Kommunikerende og god til opbygning af netværk
· Anerkendende og tillidsfuld tilgang til medarbejdere og samarbejdspartnere
· Mod til at have visioner og gå efter dem.
Huset Venture Storkøbenhavn er en del af den landsdækkende, socialøkonomiske virksomhed Huset Venture. Du kommer til at referere til adm. direktør Inge Bak, og du vil i øvrigt indgå i et fast samarbejde med Huset Ventures stabsafdelinger, der fysisk ligger i Huset Venture Aarhus. Du vil som sagt blive en del af den nationale ledelsesgruppe, hvorfor du 4-6 gange om året skal påregne jyllandsture af 1-2 dages varighed.
Jobbet tager udgangspunkt i ordinær ansættelse på 37 timer. Ansættelsesvilkår forhandles individuelt.
Fysisk arbejdssted: Telegrafvej 4, 2750 Ballerup. Ansøgningsfrist fredag d. 31. oktober.
Send ansøgningen med relevante bilag og eventuelle referencer til HR-medarbejder Majbritt Simonsen på shannon70jobrossedwardwisejames@wells.dkbecker.dkhusetventure.dkhenderson.dk.
Stillingen ønskes besat pr. 1-1-26. Eventuel henvendelse om stillingen til regionschef Marina Hoffmann på 4213 3080 og fra 13. oktober adm. direktør Inge Bak på 6155 5502.
Du kan læse mere om Huset Venture Storkøbenhavn her https://husetventure.dk/storkobenhavn/ og om Huset Ventures socialøkonomiske koncept her https://husetventure.dk/storkobenhavn/videncenter/huset-venture-konceptet/
Huset Venture er Danmarks største registrerede socialøkonomiske virksomhed med afdelinger i Aarhus, Kolding, Ringkøbing og Storkøbenhavn.
Huset Venture drives på markedsvilkår med et socialt formål om at skabe job til mennesker, der har nedsat arbejdsevne. 95 % af vores knap 150 ansatte arbejder derfor på særlige vilkår. Huset Venture består af to søjler – dels en kursus- og afklaringsenhed og dels erhvervsafdelinger inden for bl.a. reklame, web, regnskab, brugskunst og skrædderi.