Studentermedhjælper i Forretningsudvikling - Banedanmark
Start din karriere i Forretningsudvikling i trafikdivisionen i Banedanmark og vær med til at gøre en forskel!
Kunne du tænke dig at assistere med forretningsudvikling og IT-projekter, så de kan bidrage til bæredygtig udvikling af jernbanen?
Forretningsudviklingsrollen er at understøtte området Trafik på tværs af opgaver og samtidigt fungere som katalysator for udvikling i forretningen. Fælles for alle sektioner og medarbejdere i området er, at vi varetager opgaver, som går på tværs af Trafik. Vi tilbyder en spændende mulighed for at få opbygget en erfaring inden for bl.a. IT-projektledelse, procesudvikling, systemudvikling og dataanalyser.
Dine opgaver
Vi er på udkig efter en dygtig studentermedhjælper, som kan bistå os i vores daglige arbejde. Dine arbejdsopgaver vil bl.a. omfatte
- Diverse administrations, drift- og databehandlingsopgaver med projektledere.
- Assistere projektledere med diverse projekter indenfor IT-systemudvikling og implementering.
- Procesarbejde sammen med forretningsudviklere.
Vi tilbyder dig et relevant studiejob med masser af læring
Du bliver en del af vores engagerede og ambitiøse team i sektionen Udvikling og Processer. I Udvikling og Processer arbejder projektledere og forretningsudviklere med udvikling og implementering af IT-systemer der understøtter Trafiks processer, samt forandringsledelse og procesledelsesopgaver.
Du får spændende opgaver inden for forretningsudvikling, ligesom du kommer til at understøtte kollegerne i en række administrative opgaver og processer. Du får stor indsigt i vores opgaver og kommer til at bidrage til de gode løsninger. Hos os får du faglige udfordringer og ansvar allerede fra første dag og din læringskurve bliver stejl.
Vi har et godt sammenhold, hvor faglighed og personlig udvikling prioriteres højt. Vores arbejdsmiljø er uhøjtideligt med plads til forskellighed, og der er stor opbakning i teamet til de forskellige sociale arrangementer. Vi prioriterer fællesskab og vidensdeling højt og vi tilbyder gode muligheder for relevante kurser.
Din arbejdstid vil være mellem 10-15 timer om ugen, men vi er naturligvis fleksible i forhold til forelæsninger, eksaminer m.m.
Du vil arbejde fra vores Trafiktårn på Carsten Niebuhrs Gade 49, 1577 København V tæt på Fisketorvet og Dybbølsbro st.
Kvalifikationer
Du læser måske på universitetet, gerne en naturvidenskabelig linje, for eksempel fysik, matematik, ingeniør, IT eller lignende. Måske har du stor forståelse for tal, modeller og data, men vigtigst af alt har du interessen i at tilegne dig viden inden for områderne og ønsker at udvikle din forretningsforståelse.
Som person tager du ansvar for dine opgaver og du har en struktureret tilgang til opgaveløsningen. Du er grundig og detaljeorienteret uden det påvirker din produktivitet. Du trives med at være initiativrig i forhold til at opsøge opgaver, og sætter en ære i at følge opgaverne til dørs. Vi forventer du kan anvende Office pakken og er fortrolig med Excel. Det vil være en fordel hvis du har erfaring med lidt programmering. Men det vigtigste er dit gode humør og dit ønske om at være en del af et miljø med skiftende opgaver, ligesom resten af dine kollegaer.
Løn & vilkår
Ansættelsen vil være omfattet af Fællesoverenskomsten mellem Skatteministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det statslige område og Organisationsaftalen mellem Skatteministeriet og HK/Stat, Danmark samt protokollat for kontorfunktionærer ansat ved Banedanmark. Stillingen følger lønnen for HK-studerende, der er 141,14 kr. i timen.
Ansøgning & kontakt
Vil du vide mere om stillingen, så kontakt sektionschef Stella Marta Jónsdóttir.
Send din ansøgning, CV, karakterudskrift samt dokumentation på, at du er indskrevet på en videregående uddannelse (denne dokumentation er et krav for at blive ansat i stillingen) hurtigst muligt, da vi vurderer ansøgninger og indkalder til samtaler løbende.
For at søge stillingen klikker du på linket "Søg stillingen" og følger instruktionerne.
Vi ser frem til at modtage din ansøgning.