etjob.dk
Roskilde kommune Analytiker, data og analyse

Styringsmedarbejder ved Vurderingsstyrelsen - Erhvervsejendomme

Vurderingsstyrelsen skal i gang med værdiansættelse af landets erhvervs-, land- og skovejendomme. Har du evnen og lysten til at analysere, fortolke og formidle tal overskueligt og informativt? Er du proaktiv og serviceminded og har et digitalt mindset, og motiveres du af at samarbejde på alle niveauer i organisationen? Så har vi et spændende job med rig mulighed for sparring og et godt arbejdsmiljø med gode kollegaer.

I Vurderingsstyrelsen udarbejder vi vurderinger af alle landets ca. 400.000 erhvervsejendomme og ca. 100.000 landbrugs- og skovejendomme. Til det formål er vi i fuld gang med implementeringen af et nyt ejendomsvurderingssystem, og vores arbejde er stærkt præget af den omstilling, der er forbundet med overgangen til det nye system.

Den 1. oktober etablerer vi et nyt kontor, Produktionsstyring og Faglig afklaring (erhverv), der får ansvar for at drive og koordinere udarbejdelsen af vurderinger rettet mod erhvervssegmentet. Kontoret ligger centralt i afdelingen Ejendomsvurdering Erhverv, der har ca. 390 medarbejdere.

Vi søger flere styringsmedarbejdere til kontoret, som har en strategisk tilgang og et operationelt drive, der skal være med til at bygge de forretningsunderstøttende værktøjer, som skal anvendes til produktionsplanlægning og -opfølgning.

Produktionsstyring og faglig afklaring
Det nye kontor har to fokusområder. På produktionsstyringssiden bliver den primære opgave at nedbryde styrelsens overordnede målsætninger til operationelle planer og drive og understøtte en stabil og effektiv drift i Ejendomsvurdering Erhverv.

Som medarbejder vil dine primære opgaver være fokuseret på arbejdet med at:

  • nedbryde overordnede mål for styrelsen til egentlige driftsplaner på års-, kvartals-, måneds- og ugebasis.
  • udarbejde og formidle afrapporteringer på driftsstatus på en overskuelig og informativ måde (vi anvender i høj grad PowerBI)
  • udvikle, operationalisere og implementere produktionsstyringsmodeller, processer og -værktøjer
  • udarbejde ledelsesinformation.

Dygtig sparringspartner med driftsindsigt og formidlingsevner
Du kan udarbejde meningsskabende statistikker og ledelsesrapportering, samt fortolke og formidle tal for driften overskueligt og informativt. Du bidrager med analyser, indsamling af viden og data på tværs af enheder, og du kan påpege tendenser og behov for indsatser. Du har gå-mod-mod og trives med opgaver som du selv er med til at definere.

Vi lægger vægt på, at du har nogen års erfaring med flere af nedenstående kompetencer:

  • kan arbejde i krydsfeltet mellem de strategiske målsætninger og det operationelle niveau
  • har solid dataforståelse og gerne en baggrund, hvor du har opnået god metodefaglighed og erfaring med databearbejdning og formidling.
  • har driftsindsigt og forståelse for sammenhænge på tværs
  • har systemforståelse og kan bruge f.eks. excel, BO og SAP ved analyse, sammenstilling og fortolkning af data
  • måske er fortrolig med Microsofts PowerBI og evt. har kendskab til Power Automate
  • har et digitalt mindset og kan spotte automatiseringsmuligheder
  • har gode kommunikationsevner og kan formidle data- og talmateriale på en overskuelig og let forståelig måde
  • trives med selvstændigt ansvar, er fleksibel, proaktiv og resultatorienteret.

Bliv en del af et nyt kontor
Produktionsstyring og faglig afklaring er et nyt kontor pr. 1. oktober 2025. Vi skal være ca. 18

kolleger i kontoret. Vi ønsker at opbygge et stærkt kontor, hvor vi ved, hvad der rør sig i driften og har et konstant fokus på at understøtte en stabil og effektiv drift. Det kræver, at vi er fælles om at vedligeholde et stærkt fagligt miljø i en uformel og tillidsfuld atmosfære – med højt til loftet og godt humør.

Jobbet kræver engagement og indsats, og derfor tilbyder vi også rammerne for et godt arbejdsliv for dig som medarbejder, hvor de er en god balance mellem arbejde og fritid, og hvor du har stor indflydelse på egen opgaver og udvikling.

Kontakt og ansættelsesvilkår
Ansøgning med CV og eksamenspapirer bedes sendt via linket ”Søg stillingen” senest søndag den 28. september 2025. 1. samtaler til stillingen afholdes løbende. Evt. 2. samtaler med personanalyse forventes afholdt den 9. oktober 2025. Tiltrædelse snarest muligt.

Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef Jeanette Smed på telefon 72 37 43 85.

Der vil forud for ansættelse blive indhentet referencer og straffeattest.

Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten (AC), overenskomst for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere (HK) eller overenskomst for fuldmægtige m.fl. (DTS) i Skatteministeriet. Ansættelse vil være i Skatteministeriet med tilhørende institutioner.

Din arbejdsplads vil de første måneder være Ny Østergade 11, 4000 Roskilde. I løbet af 1. kvartal 2026 flytter vi til Universitetsvej 2, 4000 Roskilde (Trekroner).