Sygeplejerske søges til hyrdehøj plejecenter
Faglig rollemodel og kulturbærer søges
En af vores dygtige sygeplejersker har valgt at gå på velfortjent efterløn – derfor søger vi nu en ny kollega, der har lyst til at sætte sit faglige præg og bidrage aktivt til fællesskabet på Hyrdehøj Plejecenter.
Vil du være med til at gøre en forskel – ikke bare for vores beboere, men også for dine kollegaer? Har du lyst til at bringe din faglighed i spil i en rolle, hvor du både har ansvar og indflydelse? Har du mod på at være en tydelig rollemodel, der går forrest for at skabe en kultur præget af læring, åbenhed og samarbejde? Så kan du være den sygeplejerske vi leder efter på Hyrdehøj Plejecenter.
Om jobbet
Som sygeplejerske på Hyrdehøj Plejecenter bliver du en del af et stærkt fagligt team med fire sygeplejersker, som i tæt samarbejde med afdelingslederne har det sygeplejefaglige ansvar. Vi arbejder i mindre tværfaglige teams bestående af social- og sundhedshjælpere, social- og sundhedsassistenter og en sygeplejerske. Du får en central rolle i at sikre kvaliteten i plejen – både i praksis og gennem faglig sparring og kompetenceudvikling af dine kollegaer.
Ud over vores 2 afdelinger (Magnoliekvarteret og Skovkvarteret) med almene plejeboliger, har vi Blomsterhuset hvor der bor 10 voksne med udviklingshæmning. Du vil blive fast tilknyttet denne afdeling og arbejdet her vil udgøre ca. 10 timer om ugen. De resterende timer vil du have primær base i Skovkvarteret.
Stillingen er på 30-37 timer og som udgangspunkt vagt- og weekendfri, med enkelte helligdage som fordeles mellem dig og dine sygeplejerskekollegaer. Der kan dog opstå behov for at du træder til i enkelte weekender og aftenvagter, hvorfor du skal være indstillet på dette.
Din rolle og ansvar
- Du bedriver faglig ledelse og går forrest som en tydelig rollemodel
- Du understøtter og udvikler kollegaers faglighed gennem sparring og oplæring
- Du bidrager aktivt til et arbejdsmiljø med høj faglighed, respekt og hjælpsomhed
- Du tager ansvar for at lære af fejl og deler viden åbent og generøst
- Du indgår i helhedspleje og komplekse plejesituationer, herunder terminale forløb
- Du indgår i samarbejdet med plejehjemslæger, pårørende og andre faggrupper
- Du deltager aktivt i oplæring af elever og studerende, med mulighed for at tage uddannelse som Klinisk vejleder
Vi tilbyder
- En arbejdsplads i udvikling, med plads til ideer og initiativ
- Et åbent fladt hierarki med høj grad af medindflydelse
- Et stærkt sygeplejefagligt fællesskab og daglig sparring
- Fokus på vidensdeling, læringskultur og plads til at fejle og lære
- Mulighed for faglig og personlig udvikling, inkl. efteruddannelse og kurser
Vi ønsker os, at du
- Er en engageret og erfaren sygeplejerske med lyst til ældrepleje
- Brænder for at udvikle andre og bidrage til at stærkt team
- Har stærke relationelle evner og kan navigere i svære samtaler
- Kommunikerer klart og respektfuldt – både skriftligt og mundtligt
- Trives i en omskiftelig hverdag med både planlagte og akutte opgaver
Praktisk
Hvis du ønsker yderligere information om jobbet eller har brug for at komme forbi og mærke huset, er du velkommen til at kontakte Souschef Christina Reffs på tlf. 2445 1584 eller mail [email protected]. Det er også muligt at få tilsendt en funktionsbeskrivelse.
Ansøgningsfristen er den 18.06.2025, men vi afholder samtaler løbende.
Stillingen er til besættelse pr. 01.08.2025.
Løn- og ansættelsesvilkår tager afsæt i gældende overenskomst.
Der indhentes referencer og straffeattest ved aftale om ansættelse.