etjob.dk
København kommune Journalist

Taleskriver til Justitsministeriet - Kommunikation og Politik

Vores dygtige taleskriver igennem fem år har fået nyt job – vi søger derfor en ny taleskriver! Kan du skrive levende, klart og personligt om justitsministerens visioner for et trygt og sikkert samfund? Så er det måske dig?

Om stillingen
Vi arbejder med straf, forebyggelse og alt derimellem, bandekonflikter, borgernært politi, vanvidskørsel, trusler om spionage, hybridangreb og terror. Det handler om at sikre et trygt og sikkert samfund for os alle sammen. Alt det skal du være med til at formidle som ny taleskriver for justitsministeren.

Vi leder efter en person, der ikke alene kan skrive en fængende tale med historier, billeder, kant og et knivskarpt hovedbudskab. Du skal også gerne kunne tænke i den større politiske fortælling og omsætte den til flere typer af konkrete produkter. Det vil hovedsageligt være taler, men arbejdet kommer også til at indebære debatindlæg, tekst til politiske udspil og andre kommunikations- og presseopgaver.

Ud over at være en dygtig taleskriver er det afgørende, at du har politisk tæft, kan holde styr på fakta og har forståelse for at arbejde i en politisk styret organisation.

Du får mulighed for at arbejde i et fagligt stærkt miljø med en spændende dagligdag tæt på den politiske beslutningsproces. Vi kan tilbyde et udfordrende og selvstændigt job med en alsidig hverdag – sammen med gode kolleger.

Om Kommunikationssekretariatet
Du vil indgå i Kommunikationssekretariatet, som er en del af Policy- og Ledelsessekretariatet i Justitsministeriets departement. Vi understøtter ministeren og departementet med både ekstern og intern kommunikation.

Vores opgaver består blandt andet af pressehåndtering, udarbejdelse og lancering af udspil og strategisk kommunikation, taleskrivning, koncernkommunikation og web.

Som taleskriver kommer du til at arbejde tæt sammen med husets dygtige fagfolk, dine kolleger i Kommunikationssekretariatet, ministerens særlige rådgivere og samarbejdspartnere i Justitsministeriets koncern som for eksempel i politiet.

Om dig
Du har en relevant uddannelsesmæssig baggrund – du er for eksempel cand.mag. i retorik, journalist eller cand.scient.pol. – og du har erfaring med taleskrivning.

Vi forventer, at du:

· har en skarp pen, politisk tæft og blik for den store fortælling,
· kan skære hovedbudskabet til og omsætte tørre paragraffer til et levende sprog,
· kan sætte dig ind i komplekse problemstillinger og gøre dem konkrete,
· forstår vigtigheden af faglig kvalitetssikring og samtidig ikke er bange for at udfordre huset og
· trives i et arbejdsmiljø, hvor tempoet er højt og hverdagen uforudsigelig.

Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesforhold fastsættes i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst. Indplacering sker afhængig af kvalifikationer. Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt.

Ansøgning
Stillingen kan søges elektronisk, og din ansøgning skal være modtaget i rekrutteringssystemet senest den 10. august 2025. Vi forventer at holde l samtaler løbende, og der kan forventes en skrivetest i forbindelse med rekrutteringsprocessen.

Ansøgningen vedlægges CV, karakterudskrift og eventuelle udtalelser fra tidligere arbejdsgivere. Vedlæg også gerne eksempler på tidligere taler, præsentationer mv. Eventuelle spørgsmål kan rettes til kommunikationschef Emil Melchior på telefon 4037 6737. Du kan også kontakte vores afgående taleskriver Charlotte Dahlsgaard Steensbeck på 2120 7423 for at høre mere om det daglige arbejde.

Du kan desuden få yderligere information om Justitsministeriet på vores hjemmeside www.jm.dk. Alle interesserede uanset personlig baggrund opfordres til at søge stillingen.