Teamleder til Børne- og Ungeafdelingen, Halsnæs Kommune
Er du en faglig stærk og nærværende leder med is i maven, ro i stemmen og hjertet på rette sted? Brænder du for at skabe trivsel og udvikling for vores personale og de børn, unge og deres familier, der bor i Halsnæs – og har du modet og viljen til at lede i en politisk styret organisation? Så er det måske dig, vi leder efter.
Om stillingen
Vi søger en teamleder til to teams i Børne- og ungeafdelingen, "Indgangen" og "Myndighedsteamet 0-8 år", der begge består af børne- og ungerådgivere og støttende indsatser (familiebehandlere). Du får ledelsesansvaret for 11 dygtige og engagerede rådgivere og bliver en del af et makkerskab med teamlederen for støttende indsatser. I Børne- og ungeafdelingen arbejder myndighed og støttende indsatser tæt sammen for at sikre den bedst mulige indsats for kommunens børn og familier.
Dine arbejdssteder bliver Rådhuset og Familiehuset i Frederiksværk. Du indgår i en ledelsesgruppe på i alt 10, og du refererer til Heidi Eldov, én af de to ledere, der udgør ledelsen af Børne-og ungeafdelingen.
Hos os bliver du en del af en engageret og velfungerende ledergruppe, der arbejder tæt sammen på tværs af myndighed og udfører-delen. Det er en særlig konstellation, hvor vi deler ansvar, støtter hinanden og udvikler både det effektive og det støttende lederskab – til gavn for vores medarbejdere.
Vi tror på, at faglig udvikling og god opgaveløsning sker bedst i fællesskab. Derfor prioriterer vi sparring, fælles refleksion og strategisk samarbejde i hverdagen. En stabil og tillidsfuld ledergruppe skaber tryghed og retning, ikke kun for os selv men også for de medarbejdere, vi leder.
Som teamleder hos os får du mulighed for at præge udviklingen, styrke fagligheden og bidrage til et arbejdsfællesskab, hvor vi løfter i flok.
Om Børne- og Ungeafdelingen
Afdelingen består af Indgangen, Team 0-8 år, Team 9-17 år, Sundhedsplejen, Familieindsatsen Birkehuset, Ungehyblerne, Sammen om Ny Velfærd, Specialteamet, Anbringelsesteamet og Administrationen. I alt er vi ca. 104 medarbejdere og ledere, der arbejder systematisk med opsporing og tidlig indsats – og med kerneopgaven i centrum: at hindre omsorgssvigt, og at øge børn og unges trivsel og mulighed for at indgå i almene fællesskaber.
Vi bevæger os hen imod, at flere medarbejdere kan varetage den samlede palet af opgaver omkring børn og unge, og vi går på arbejde for at skabe værdi gennem lokale indsatser.
Vi leder efter dig, der…
- Har en uddannelse som socialrådgiver eller -formidler med erfaring fra myndighedsområdet
- Gerne har ledelseserfaring.
- Gerne har kendskab til familiebehandlerområdet
- Er fagligt funderet og stærk på juradelen – Barnets Lov er en naturlig del af din værktøjskasse
- Har en lyttende og tillidsskabende tilgang, og balancerer det personlige og professionelle
- Er tydelig, nærværende og god til at udvise handle- og beslutningsevne
- Kan bevare overblikket og roen – have mange bolde i luften og formå at gribe dem
- Er systematisk, udviklingsorienteret og har blik for både faglig og team udvikling.
Du kan se dig selv i følgende
- Du brænder for at hjælpe sårbare børn, unge og familier
- Du er en visionær og dialogorienteret leder, der inspirerer og motiverer dine omgivelser
- Du er nysgerrig på dine medarbejdere og nye faglige muligheder
- Du bidrager med idéer og tænker i alternative løsninger
- Du har gode kommunikative evner – både mundtligt og skriftligt
- Du arbejder helhedsorienteret og ser muligheder i tværfagligt samarbejde.
Praktisk info
- Stillingen er på 37 timer ugentligt med ansættelse pr. 1. januar 2026
- Løn og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og lokal løndannelse
- Ansøgningsfrist: den 31. oktober. kl. 12:00
- Samtaler: første samtale afholdes den 6. november. Anden samtale afholdes i uge 46.
- Kandidater til 2. samtale vil modtage en test, som følges op med tilbagemelding.
Ansættelsesudvalget mødes mandag den 31.oktober og udvælger kandidater til første samtalerunde. Hvis du bliver udvalgt, hører du fra os umiddelbart herefter.
Vil du vide mere?
Kontakt leder i Børne- og ungeafdelingen, Heidi Johanne Eldov, på tlf. 5167 5556. Hun fortæller gerne mere om stillingen og afdelingen.
Lyder det som noget for dig? Så glæder vi os til at høre fra dig og til at byde dig velkommen i et meningsfuldt og udviklingsorienteret lederfællesskab i Halsnæs Kommune.
Om Halsnæs Kommune
Halsnæs er en levende kommune med stærke lokale identiteter og med hovedstaden inden for rækkevidde. Her lever vi tæt på natur, hav og fjord, som giver mulighed for aktive oplevelser for borgere, besøgende og ansatte.
Halsnæs Kommune er en moderne og rummelig arbejdsplads i bevægelse. Vores tre værdier: redelighed, mulighed og helhed er vores fundament. I Halsnæs Kommune får du cirka 3.000 kollegaer fordelt over hele kommunen. Vi har en ambition om, at Halsnæs Kommune skal være et sted, du gerne vil arbejde – uanset hvilken faglighed, du kommer med. Vi sætter barren højt og gør os hver dag umage med at skabe de bedste forudsætninger for, at medarbejderne trives og leverer service og velfærd af høj kvalitet.
Du kan læse mere om Halsnæs Kommune på vores hjemmeside eller på vores LinkedIn-profil.