etjob.dk
Sorø kommune Specialkonsulent

Uddannelseskonsulent - Region Sjælland

Form fremtidens ungdoms- og voksenuddannelser i Region Sjælland og kommende Region Østdanmark

Vil du være med til at præge fremtidens uddannelseslandskab? Som uddannelseskonsulent hos os får du en central rolle i at udvikle rammerne for unges og voksnes uddannelsesmuligheder – først i Region Sjælland og fra 2027 i den nye Region Østdanmark.

Du bliver en del af Team Uddannelse i Enheden for Politik & Udvikling under Regional Udvikling, hvor vi arbejder tæt sammen med politikere, uddannelsesinstitutioner og ministerier. Her får du indflydelse på reformer, elevfordeling og udviklingsprojekter om trivsel, grønne kompetencer og gode overgange i uddannelsessystemet. Dit arbejde får direkte betydning for elever og institutioner i hele regionen.

Vi står samtidig midt i en spændende tid med store forandringer:

  • Fusionen mellem Region Sjælland og Region Hovedstaden til Region Østdanmark fra 1. januar 2027 (med forberedelser i 2026).
  • Reformer i uddannelsesområdet, bl.a. EPX – den nye erhvervs- og professionsrettede gymnasieuddannelse – samt ændringer i institutionsstrukturen.

Vi søger derfor en kollega, der trives i et foranderligt landskab, og som har lyst til at bidrage både til fusionsarbejdet og til udviklingen af fremtidens ungdoms- og voksenuddannelser.

Om stillingen og opgaverne

Som vores nye kollega bliver du en del af et engageret team, der arbejder for at sikre gode uddannelsesmuligheder i hele Region Sjælland – og fra 2027 i hele Region Østdanmark. Vi arbejder med både ungdoms- og voksenuddannelser og løser opgaver med stor politisk bevågenhed.

Dine opgaver kan bl.a. være at:

  • Understøtte politikere og direktion med solide beslutningsgrundlag – fx mødemateriale, oplæg og sager.
  • Være kontaktpunkt for uddannelsesaktører i projekter om trivsel, grønne kompetencer og gode overgange i uddannelsessystemet.
  • Bidrage til elevfordelingsprocessen på de gymnasiale ungdomsuddannelser.
  • Opbygge relationer og samarbejde med uddannelsesinstitutioner, andre regioner, ministerier og øvrige partnere.
  • Varetage myndighedsopgaver inden for forberedende voksenundervisning (FVU), ordblindeundervisning (OBU) og ved nye udbud af ungdomsuddannelser.

Hos os skal det være både meningsfuldt og udviklende at gå på arbejde. Du får ansvar og indflydelse på din egen opgaveportefølje i tæt dialog med teamet, så opgaverne matcher både organisationens behov og dine styrker.

Om dig

Du har lyst til at arbejde i en politisk styret organisation og trives i en omskiftelig hverdag. Du har mod på at være en del af en fusionsperiode, hvor vi ikke har alle svarene på forhånd – og hvor du sammen med os er med til at finde vejene frem. Erfaring fra uddannelsesområdet er en fordel, men ikke et krav. Er du nyuddannet, hører vi også meget gerne fra dig.

Vi forestiller os, at du kan genkende dig selv i følgende:

  • Relevant samfundsvidenskabelig kandidatuddannelse eller tilsvarende.

  • Klar og præcis kommunikation – især skriftligt.

  • Evne til at drive sager selvstændigt og følge dem til dørs.

  • Lyst til at arbejde i en politisk styret organisation og trives i en omskiftelig hverdag.

  • Erfaring fra uddannelsesområdet og indsigt i aktuelle dagsordener.

  • Kendskab til sagsfremstilling i en politisk styret organisation.

  • Naturligt flair for relationer og samarbejde på tværs.

  • Mod på at indgå i en fusionsperiode, hvor svarene ikke altid er givet på forhånd.

Derfor skal du vælge os

Hos os får du ikke bare et job – du får muligheden for at være med dér, hvor uddannelseslandskabet formes. Du kommer tæt på beslutningsprocesserne, og dit arbejde vil få direkte indflydelse på unges og voksnes uddannelsesmuligheder i hele Sjælland – og snart i hele Østdanmark.

Vi ved, at en god arbejdsplads handler om mere end spændende opgaver. Derfor tilbyder vi:

  • Fleksibilitet i hverdagen – med mulighed for hjemmearbejde 1–2 dage om ugen, så arbejde og privatliv hænger sammen.
  • Professionel og personlig udvikling – du får indblik i politiske processer tæt på beslutningstagerne og mulighed for at dygtiggøre dig fagligt.
  • Et stærkt fællesskab – du bliver en del af et team med gode kolleger, der prioriterer samarbejde, hjælper hinanden i pressede perioder og fejrer succeserne sammen.

Her får du altså både mening i arbejdet, karrieremuligheder og en hverdag med kolleger, der brænder for at gøre en forskel.

Arbejdssted og organisering

Dit arbejdssted er Regionshuset i Sorø. Der er gode togforbindelser, bl.a. direkte til og fra København H. I forbindelse med etableringen af Region Østdanmark kan der ske organisatoriske ændringer, som kan påvirke den fysiske placering af Team Uddannelse. Du inddrages og informeres i god tid, hvis det bliver aktuelt.

Løn og ansættelsesvilkår

  • Tiltrædelse: 1. november 2025 (fuld tid).
  • Løn og vilkår: Efter gældende overenskomst og principperne i Ny Løn i Region Sjælland.

Vil du vide mere?

Kontakt udviklingschef Lene Madsen Milner på 24 40 81 99, hvis du har spørgsmål til stillingen. Send gerne en sms – så ringer Lene tilbage snarest muligt.

Ansøgning og proces

Send din motiverede ansøgning og dit CV via vores rekrutteringssystem senest 21. september 2025 kl. 23.59.

  • Første samtaler: 23. september 2025 i Regionshuset i Sorø.
  • Eventuel anden samtale: 25. september 2025.

I din ansøgning må du gerne forholde dig til, hvad du mener er vigtigst på uddannelsesområdet i Region Sjælland/Region Østdanmark de kommende år.

Vi opfordrer alle kvalificerede – uanset baggrund – til at søge.

Om Region Sjælland
Vi er regionens største arbejdsplads med mere end 21.000 medarbejdere og et budget på 23 mia. kroner. Vi løser opgaver inden for sundhed, psykiatri og regional udvikling og driver en række sociale institutioner. Klik ind på www.regionsjaelland.dk og læs mere om regionens opgaver, struktur og geografi. Du finder os også på Facebook, Twitter og LinkedIn.