etjob.dk
Køge kommune Job- og virksomhedskonsulent

Virksomhedskonsulent i Ungecentrum, Køge Kommune

Kan du se muligheder for unge med udfordringer, og har du erfaring med at skabe motiverende virksomhedsrettede forløb? Så er du måske vores nye kollega.

Om Ungecentrum

Køge Kommunes kommunale ungeindsats er forankret i Afdelingen for Arbejdsmarked og Borgerservice i Velfærdsforvaltningen. Vores primære opgave er at støtte unge mellem 15 og 29 år uden kompetencegivende uddannelse, så de kan påbegynde og fastholde uddannelse eller beskæftigelse med henblik på selvforsørgelse. I Ungecentrum varetager vi:

  • Beskæftigelsesindsats for unge op til 29 år
  • Uddannelsesvejledning for unge op til 25 år og i grundskolen
  • Drift af Køge Kommunes Særligt Tilrettelagte Ungdomsuddannelse

Vi arbejder tæt sammen med andre afdelinger, og fysisk sidder vi sammen med sagsbehandlere, uddannelsesvejledere, fritidsjobkonsulenter og tilbudsmedarbejdere.

Køge Kommune deltager, som alle danske kommuner – i Ungeløftet, en national indsats for at hjælpe flere unge i job eller uddannelse. Det virksomhedsrettede arbejde spiller en central rolle i Ungeløftet, og dine opgaver vil derfor løbende formes efter de tilknyttede mål og metoder.

Vi søger en kollega, som har erfaring med målgruppen og lyst til at være en del af et dynamisk og udviklende team.

Om stillingen

I vores virksomhedsrettede indsats har vi lige nu fokus på at sikre lønnede timer – allerhelst fra start. Vi tror på, at alle unge har en værdi på arbejdsmarkedet, og at det er vores opgave at finde de rette rammer for den enkelte.

Dine arbejdsopgaver bliver blandt andet at:

  • Identificere og opbygge samarbejde med virksomheder, der kan og vil tage imod vores unge
  • Skabe de rigtige match mellem virksomheder og unge
  • Motivere og støtte de unge, samtidig med at deres arbejdsevne afklares og udvikles
  • Følge tæt op hos virksomhederne og sikre nødvendig dokumentation
  • Levere praktikevalueringer på højt skriftligt niveau
  • Etablere virksomhedspraktikker, kombinationsforløb og løntilskud
  • Bidrage til at understøtte målsætningerne i Ungeløftet gennem virksomhedsrettede aktiviteter

Vi forestiller os, at du

  • Har erfaring med unge i målgruppen 15-29 år med komplekse udfordringer og kender til afklaringsforløb samt kravene til solide funktionsbeskrivelser
  • Er en skarp formidler, både mundtligt og skriftligt, og vægter journalpligt højt
  • Kan strukturere din arbejdsdag, trives med at være ude hos virksomhederne, og har gerne et netværk i Køge og omegn, eller lyst og mulighed for at opbygge det
  • Er en teamplayer, der ser værdien i tværfagligt samarbejde og bidrager til faglig udvikling
  • Er positiv, empatisk og serviceminded, og forstår vigtigheden af motiverende arbejde med de unge
  • Har kendskab til lovgivningen på beskæftigelsesområdet, eller mod på at tilegne dig det
  • Har gode IT-kundskaber. Erfaring med fagsystemer som VITAS og Momentum vægtes positivt
  • Har gyldigt kørekort (kategori B) med egen bil til rådighed
  • Trives i en hverdag, hvor lovgivning, indsats og opgaver løbende er i forandring

Hvad kan vi tilbyde dig

  • En spændende arbejdsplads i udvikling, hvor dine ideer og nye tilgange er velkomne
  • Dygtige kolleger og tid til faglig sparring
  • Et godt arbejdsmiljø med fokus på trivsel og samarbejde
  • Plads til sociale aktiviteter og en aktiv personaleforening
  • Vi tilbyder flextid og mulighed for hjemmearbejde. Du skal dog være indstillet på, at vi har længere åbningstid om torsdagen, hvor arbejdsdagen kan vare til kl. 18.15. Til gengæld starter weekenden tidligt om fredagen, hvor vi slutter kl. 13.30

Løn og ansættelse

Løn og ansættelsesvilkår aftales med den forhandlingsberettigede organisation og efter principperne i Ny Løn med udgangspunkt i dine kvalifikationer. Stillingen er på 37 timer om ugen inkl. Frokost. og er til besættelse snarest muligt eller senest pr. 1. november 2025.

Vil du vide mere?

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte:

  • Faglig koordinator Maria Skouborg, 51 79 53 44
  • Faglig koordinator Sandra Viby Langtofte, 40 17 41 05
  • Leder Camilla Eiby Lambrecht, 24 48 05 94

Ansøgningsfrist og samtale

Din ansøgning skal være os i hænde senest den 16. september 2025 kl. 12.00.

Samtaler forventes afholdt mandag den 22. september 2025 i tidsrummet kl. 08:00 – 16:00. Som en del af ansættelsesprocessen vil vi bede dig udfylde en persontypeprofil forud for samtalen. Når du inviteres til samtale, vil du modtage yderligere information og vejledning omkring dette.

Vi glæder os til at høre fra dig.