Kommunikationsrådgiver til Naturnationalparker - Skab Vild Natur
Fuldmægtig / naturforvaltning / kommunikation / pressehåndtering
Over hele Danmark er Naturstyrelsen i gang med at etablere naturnationalparker, hvor biodiversiteten får førsteprioritet. Det kræver kommunikation, der både skaber forståelse for, hvorfor vi gør det og de faglige nye måder at forvalte vores fælles natur på – og samtidig giver alle lyst til at opleve den vilde natur tæt på.
Derfor søger vi en kollega, der kan omsætte de store ambitioner for vildere natur i Danmark til klar, troværdig og inspirerende kommunikation – og som kan holde styr på processerne undervejs.
Naturstyrelsen skal skabe mere vild og rig natur på statens arealer. Det gør vi blandt andet ved at rejse nye urørte skove via skovrejsningsindsatsen i grøn trepart, ved udlægning af knap 70.000 ha urørt skov i de eksisterende statsskove og ikke mindst etablere 21 naturnationalparker på statens arealer fra Thy i det nordvestlige Jylland til Almindingen på Bornholm.
Det er en vigtig indsats, som sætter aftryk i naturen til gavn for dyr og planter og til glæde for de kommende generationer. Og så er det spændende stof for en engageret kommunikatør.
Om stillingen
I Kommunikation har vi brug for en kollega, der kan sikre fremdrift i arbejdet med naturnationalparkerne. Vi har de seneste år udviklet et kommunikationskoncept fra udpegning til åbning, som nu skal udbredes til alle parkerne.
Du skal holde overblikket over processerne i de mange parker og samtidig bidrage til konkrete produkter – fra pressemeddelelser og webindhold til budskaber i pressearbejdet.
Du bliver en del af et lille, men stærkt kommunikationsteam, der samarbejder tæt med engagerede fagfolk i hele styrelsen. Vi arbejder med alt fra kampagner og digitale naturguider til pressehåndtering og arrangementer med ministre.
Om dig
Du er en erfaren kommunikatør og rådgiver, der trives i krydsfeltet mellem faglighed, politik og medier. Du kan sikre fremdrift i projekter – og samtidig få noget fra hånden i form af pressemeddelelser, budskabspapirer og webtekster. Du forstår den politiske kontekst og kan oversætte komplekse processer til klar kommunikation.
Vi har følgende ønsker til vores kommende kollega:
- Du har en relevant uddannelse inden for kommunikation eller journalistik og har mindst fem års erfaring fra en politisk styret organisation og gerne solid erfaring i processtyring.
- Du skriver skarpt og præcist og kan levere indhold af høj kvalitet – fra pressemeddelelser og SoMe-opslag til strategiske oplæg og kan omsætte faglige emner til let forståeligt indhold.
- Du arbejder struktureret og kan skabe fremdrift i længerevarende kommunikationsprojekter.
- Du har blik for både de korte deadlines og det lange strategiske træk, hvor processtyring er vigtig.
- Du er god til at opbygge relationer og få ting til at lykkes i fællesskab og kan trives i tæt samarbejde med vores kolleger på enhederne samt i andre styrelser og ministerier.
- Du har forståelse for både traditionelle og digitale medier.
- Du har erfaring med at håndtere pressehenvendelser og rådgive organisationen i den forbindelse.
- Du ser muligheder og løsninger – også når opgaven bliver kompleks.
Om os
Naturstyrelsen er en del af Ministeriet for Grøn Trepart. Vi er i gang med en historisk omlægning af det danske landskab ved bl.a. at gennemføre klima-lavbundsprojekter. Endvidere forvalter styrelsen den fælles naturarv i form af ca. 210.000 hektar statslige naturområder over hele landet med natur og friluftsliv som omdrejningspunkt. En række af disse forvaltningsopgaver som f.eks. etablering af naturnationalparkerne har ophæng i Miljø- og Ligestillingsministeriet.
Styrelsen har ca. 650 medarbejdere, der arbejder på Naturstyrelsens hovedkontor i Randbøl og på vores 16 lokale enheder, der dækker hele Danmark.
Du bliver en del af et team med stærke kommunikationsmedarbejdere, der er dygtige til at understøtte organisationens behov. Dertil kommer du til at arbejde tæt sammen med de faglige medarbejdere i Naturstyrelsens hovedkontor og på vores 16 enheder ude i landet.
Løn- og ansættelsesforhold
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst mellem Finansministeriet og en række akademikerorganisationer for akademikere i staten (Akademikeroverenskomsten) eller i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst mellem Finansministeriet og Dansk Journalistforbund for journalister i statens tjeneste og aftale for praktikanter, der under deres uddannelse til journalist ansættes i staten.
Alt efter din erfaring og kompetencer kan der blive tale om ansættelse som specialkonsulent.
Ansættelsesområdet er Ministeriet for Grøn Trepart med tilhørende institutioner. Tjenestestedet er Naturstyrelsen, Gjøddinggård, Førstballevej 2, 7183 Randbøl.
Du vil have din daglige arbejdsdag i Randbøl nær Vejle, hvor hovedkontoret ligger. Der vil dog også være dage, hvor du skal ud i landet og besøge de lokale enheder, der får tingene til at ske ude på de smukke statslige naturarealer. Det er derfor et krav, at du har kørekort til personbil.
Der er mulighed for hjemmearbejde. Dette planlægges sammen med nærmeste leder og sker under hensyntagen til samarbejdet med dine kolleger og opgavernes karakter.
Arbejdstiden er gennemsnitligt 37 timer pr. uge.
Stillingen forventes besat pr. 1. januar 2026 eller snarest muligt derefter.
Yderligere oplysninger
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Presse- og Kommunikationschef, Kristoffer Voigt Rasmussen på tlf. 20 26 62 64.
Sådan søger du stillingen
Hvis det lyder som noget for dig, så søger du stillingen online ved at sende din ansøgning, CV og uddannelsesbevis senest den 4. december 2025.
Vi afholder ansættelsessamtaler den 9. og 10. december og eventuelle 2. samtaler den
12. december. Der kan indgå case i rekrutteringsprocessen.
Du kan læse mere om styrelsen og arbejdsopgaverne på www.nst.dk.
Vi glæder os til at høre fra dig – og til at få endnu en engageret kollega med på holdet, der vil være med til at skabe mere vild natur i Danmark.