Vil du styrke børns trivsel som sekretariatskonsulent i Favrskov?

Faglig Konsulent / pædagogisk tilsyn / dagtilbud / kompetenceudvikling

Vil du være med til at styrke kvaliteten i kommunens dagtilbud og skabe de bedste rammer for børns trivsel, udvikling og læring?

Trives du i en udadgående rolle, hvor du bl.a. fører tilsyn med den pædagogiske praksis – og kan du omsætte den viden til udviklingsrettede og driftsmæssige opgaver i forvaltningen? Så er det måske dig, vi søger.

Vi leder efter en engageret sekretariatskonsulent, der kan kombinere pædagogisk indsigt med strategisk overblik og stærk procesledelse.

Om stillingen
Du bliver en del af et kompetent, tværfagligt team, der arbejder på tværs af dagtilbud, skole, børne- og familieområdet samt kultur og fritid.

Dine primære opgaver bliver inden for dagtilbudsområdet, hvor du får en central rolle i at understøtte arbejdet med den pædagogiske kvalitet. En væsentlig del af opgaverne består i selvstændigt at planlægge og gennemføre pædagogiske tilsyn i kommunens daginstitutioner. Tilsynene gennemføres med observationsmetoderne ITERS-3 og ECERS-3 og omfatter både observationer og efterfølgende dialog med ledelse og medarbejdere. Dialogen skal sikre, at indsigterne fra observationerne omsættes til relevant og målrettet udvikling af praksis. Det er en fordel, hvis du har erfaring med tilsynsopgaver fra dagtilbudsområdet – men ikke et krav.

Udover tilsynsopgaven vil du skulle varetage opgaver som:

  • Forskellige udviklingsopgaver i forlængelse af den viden, som tilsynet bidrager med, fx kompetenceudviklingsforløb for nye ledere, workshops for udvalgte institutioner, mv.
  • Varetage rådgivning af ledere samt tovholderfunktion for relevante IT-systemer på dagtilbudsområdet.
  • Koordinere og understøtte tværgående opgaver og projekter, herunder praktikpladser, puljefinansierede indsatser og beredskabsarbejde.
  • Udarbejde analyser, notater og sagsfremstillinger til ledelse og politiske udvalg.

Vi lægger vægt på, at du:

  • Har en relevant uddannelse, fx en professionsbachelor med relevant overbygning eller en universitetsuddannelse.
  • Erfaring fra dagtilbudsområdet enten som konsulent, tilsynsførende eller anden understøttende funktion.
  • Har indsigt i dagtilbudsområdet og er opdateret på viden om pædagogisk praksis.
  • Kan facilitere læreprocesser og møder.
  • Har stærke kommunikative evner – både skriftligt og mundtligt – og kan formidle budskaber til forskellige målgrupper på tværs af organisationen.
  • Arbejder struktureret og selvstændigt, men trives i et tæt og tillidsfuldt samarbejde med kolleger og ledelse.
  • Har god organisatorisk forståelse og gerne erfaring fra en politisk styret organisation.

Dine personlige kompetencer:
Vi forestiller os, at du:

  • Er relationsstærk og tillidsvækkende – både i dialog med dagtilbud, ledere, kolleger og eksterne samarbejdspartnere.
  • Tager naturligt initiativ og ansvar for opgaveløsningen.
  • Bevarer overblik og godt humør, selv når tempoet er højt.
  • Bidrager positivt til fællesskabet og trives i et miljø med vidensdeling og gensidig sparring.

Om arbejdspladsen:
Du vil rent organisatorisk være tilknyttet sekretariatet i Børn og Kultur. Arbejdsstedet er administrationsbygningen i Hvorslev, Danstrupvej 4, 8860 Ulstrup. Stillingen indebærer en del udgående aktivitet i dagtilbuddene og andre lokationer i kommunen. Derfor er kørekort og adgang til bil nødvendigt.

Vi tilbyder i Børn og Kultur:

  • Gode kolleger, der åbent og uhøjtideligt arbejder såvel selvstændigt som i teams med henblik på at skabe de bedste rammer for børn og unge i Favrskov Kommune.
  • En attraktiv og dynamisk arbejdsplads med mange spændende og forskelligartede arbejdsopgaver og med stor indflydelse på egen arbejdstilrettelæggelse.
  • Del af en veldrevet vækstkommune.

Yderligere oplysninger
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte sekretariatschef Benjamin Steen på 42 65 90 38. Stillingen er på fuldtid med opstart pr. 1. februar 2026. Løn- og ansættelsesforhold sker i henhold til gældende overenskomst og principperne i Ny Løn.

Arbejdsstedet er administrationsbygningen i Hvorslev, Danstrupvej 4, 8860 Ulstrup.

Læs mere om Favrskov Kommune på www.favrskov.dk.

Samtaler
Vi forventer at holde samtaler løbende og senest 15. december 2025. Herefter vil der være en anden samtale 19. december 2025.

Ansøgningsfristen er torsdag den 11. december 2025.

Søg stillingen via vores hjemmeside: Job | Favrskov.dk

Favrskov Kommune kan kun modtage ansøgninger sendt elektronisk.Det er en forudsætning for ansættelsen, at den person, som vi ønsker at ansætte, ikke er straffet for forhold, som gør vedkommende uegnet til at bestride stillingen. Der vil derfor blive indhentet straffeattest på den kandidat, der tilbydes ansættelse.