Løfte-, Træk- og Surringstekniker i Nordjylland, Forsvarets Vedligeholdelse

Mekaniker · Aalborg ·
Forsvaret og Forsvarsministeriets styrelser / Fysisk / Teknisk / Erhvervsuddannelse / metalfag / ISO‑45001 / ISO‑9001 / Fuldtid / Fuldtid

Vi leder efter en kvalificeret tekniker til kontrol og eftersyn af Løfte, trække og surringsmateriel. Har du et svendebrev inden for metalfagene og tænker du kvalitet i din opgaveløsning? Så er det måske dig vi søger til denne stilling.

Om os
Vi er en dynamisk afdeling, der er i tæt samarbejde med Forsvarsministeriets Materiel- og indkøbsstyrelsen og vores kunder i resten af Forsvaret. Vi udfører eftersyn på alt forsvarets Løft-, Træk- og Surringsmateriel.

Vi er 33 medarbejdere, der er fordelt i Korsør, Aalborg, Skive og Haderslev.
Vi er ISO certificeret inden for ISO 45001 - arbejdsmiljø og ISO 9001 – kvalitet.

Hos os vil du komme til at arbejde sammen med fagligt dygtige teknikere og blive en del af et solidt fællesskab i en professionel enhed.

Vi forsøger at få arbejdsliv og fritid til at være i god balance, samt at alle medarbejdere har stor indflydelse på eget jobområde.

Om stillingen
Opgaverne omfatter blandt andet registrering, mærkning, eftersyn, godkendelse og tilbagemelding af LTS-materiel indenfor anhugningsgrej (sjækler, wirer, stropper og kæder), værkstedskraner, stiger, donkrafte, faldsikringsudstyr, løftebord, autolifte, mandskabslifte, læssebagsmækker, køretøjsmonterede kraner, selvkørende kraner og løftere, køretøjsmonterede spil og specialkøretøjer i Forsvaret.

Arbejdet udføres i overensstemmelse med offentlige reguleringer og Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste kvalitetssikringskrav. Der vil være rejseaktivitet af flere dages varighed både i ind- og udland.

Om dig
Du er faglært inden for metalfagene og meget gerne med en uddannelse som lastvognsmekaniker, smed, mekaniker eller maskinarbejder.

Du er kvalitetsbevidst og omhyggelig i det daglige arbejde, og du formår at arbejde systematisk, ligeledes kan du udføre selvstændig opgaveløsning. Det er vigtigt at du har en høj arbejdsmoral, samt gode samarbejdsevner da du både skal arbejde selvstændigt og i teams.

Da arbejdsopgaverne kan indebære kørsel i forbindelse med opgaverne, er kørekort kategori B et ubetinget krav. Hvis du ikke har kategori C skal dette tages kort efter ansættelse. CE, samt truckcertifikat er ønskeligt.

Du skal være indforstået og villig til, at der løbende er en del uddannelses- og kursusvirksomhed i forbindelse med dit arbejde.

Ansættelsesvilkår
Ansættelsen sker i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) og Organisationsaftale for håndværkere og teknikere.

Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Arbejdsstedet er i Aalborg.

Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Kontakt og ansøgning
Hvis du vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Assisterende Værkstedsleder Peter Cassøe på telefon 2466 9034 eller Værkstedsleder Bjarne Nielsen på telefon 5123 5229.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Katrine Glyngbo på telefon 3266 5542.

Ansøgningsfristen er den 16. marts 2026 og samtaler forventes afholdt i forlængelse heraf. Stillingen er til besættelse hurtigst muligt.

Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af svendebrev. Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes i PDF-format.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

Om Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste
Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste er en kvalitetsledelses og arbejdsmiljøbevidst servicevirksomhed, der vedligeholder, reparerer og modificerer Forsvarets materiel. En del af virksomheden er i dag ISO og arbejdsmiljøcertificeret, hvilket forventes at blive udbredt til hele organisationen. Myndigheden beskæftiger ca. 1700 medarbejdere.

Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste består af en Vedligeholdelsesdivision med seks vedligeholdelsesområder fordelt geografisk over hele landet, og en Planlægnings- og Koordinationsdivision beliggende i Brabrand. De seks Vedligeholdelsesområder er specialiseret i at reparere, vedligeholde og modificere specifikke materielsystemer indenfor deres faglige søjle. Planlægnings- og Koordinationsdivisionen består af en Forretningsafdeling og en Driftsafdeling, som varetager koordinerende planlægning, uddannelse, styring, controlling og udvikling af Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste.

Ud over at reparere og vedligeholde Forsvarets materiel så støtter Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste Forsvarets operationer og missioner med veluddannet militært teknisk personel, der udlånes til Forsvarets enheder iht. aftalte planlægning eller ad hoc i særlige tilfælde.

Jobbet er placeret i Aalborg kommune, Region Nordjylland. Se flere mekaniker jobs i Aalborg eller Region Nordjylland.

Oprettet 16 februar og udløber 16 marts. Kilde: Jobnet

Kontakt: Katrine Glyngbo +4532665542

Lignende jobs