LØNKONSULENT TIL LØNADMINISTRATIONEN i ALBERTSLUND KOMMUNE

Albertslund Kommune logoLønbogholder · Albertslund ·
Albertslund Kommune / lønadministration / HR / personalejura / Fuldtid / Fuldtid

Har du lyst til at arbejde i en kommune med store ambitioner, engagerede medarbejdere og en samarbejdskultur, der går på tværs af områder og niveauer? Så søger vi en ny kollega til vores lønteam, der kan arbejde selvstændigt og lide at have indflydelse på løsningen af egne opgaver, men samtidig er en holdspiller, der brænder for den organisation, du bliver en del af.

Albertslund er en grøn kommune med store ambitioner. Vi er stolte af vores kommune, og gør os umage i vores opgaver og indsatser for borgerne, foreningerne og virksomhederne. Vi er én kommune og én organisation. Vi har engagerede og dygtige medarbejdere samt en samarbejdskultur, der går på tværs af områder og niveauer. Det gør Albertslund Kommune til et godt sted at arbejde.

Om enheden HR & Løn i Albertslund Kommune
Lønadministrationen er et nyt team, der pr. 1. januar 2026 blev udvidet til at bestå af 7 lønkonsulenter og en faglig koordinator. Dette skete ifm. en centralisering af lønadministrationen. Pt. er de 6 stillinger som lønkonsulenter besat og stillingen som faglig koordinator, så vi mangler at besætte den sidste stilling som lønkonsulent. Formålet med centraliseringen er at skabe en professionel lønfunktion og dermed få en driftssikker og bæredygtig lønfunktion på den lange bane. Udover lønteamet er der et team på 3 medarbejdere, der arbejder med personalejura og 3 kolleger, som arbejder med arbejdsmiljø, MED og udviklingsopgaver. Vores primære rolle er at yde faglig bistand og rådgivning til hele organisationen, både det politiske og administrative niveau, omkring personalejura, HR og løn. Du bliver en del af et stærkt hold. Ambitionerne og det faglige niveau er højt, stemningen er god og man "vil hinanden". Vi tager alle ansvar for opgaverne og anvender digitale værktøjer så meget som muligt.

Om stillingen
Vi drømmer om at få en ny kollega, der har vilje, lyst og evne til at arbejde med lønadministration Det er vigtigt for os, at du er nysgerrig, initiativrig og har eller ønsker at få en bred viden om løn- og ansættelsesvilkår inden for det kommunale område. Det er vigtigt, at du har en opsøgende og struktureret tilgang i dit arbejde. Vi bruger KMD Opus. Du vil komme til at håndtere alle personalegrupper, samt alle typer af ansættelser på tværs af kommunen, ligesom du meget gerne må have talforståelse. Du skal derfor have lyst til og interesse for en hverdag med stor bredde i opgaverne. Er dette ikke muligt fra starten, så arbejder vi os derhen sammen.

Stillingen har fokus på klassisk lønadministration. Opgaverne i denne stilling består primært i lønsagsbehandling af forskellig art, såsom:

  • Generel personaleadministration, udfærdigelse af ansættelsesbrev, anciennitetsberegninger for løn og pension, timetalsændring, lønsammensætning, fratrædelse m.v.
  • Rådgivning og vejledning til ledere, administrative medarbejder, lønmodtager og øvrige samarbejdspartner i relation til alle spørgsmål vedrørende løn, ansættelsesvilkår, arbejdstid, barsel, sygdom, refusion og ferieregler m.m.
  • Lønindplacering
  • Overenskomstfortolkning
  • Ansøgning om og behandling af diverse refusioner (dagpenge, flexjob, barsel og AKUT)
  • Ændringer i E-indkomst og SKAT
  • Afstemninger af lønkonti
  • Håndtering af spørgsmål til KMD Opus
  • Udarbejdelse af skriftlige oplæg/retningslinjer om lønområdet
  • Arbejde med digitalisering/automatisering af processerne omkring løn

Det vil være en fordel, hvis du har erfaring med lønadministration, men det er ikke et krav. Det vigtigste er, at du har mod på og lyst til de beskrevne opgaver.

Dagene er aldrig ens, men der vil dog være en række tilbagevendende opgaver.

Vi forventer, at du kan arbejde selvstændigt, og tager ansvar for opgaverne på lige fod med dine kollegaer. Du bliver en del af et team og en enhed, der vægter samarbejdet og relationerne højt, har det sjovt med hinanden, og som vil gøre sig umage for, at du kan føle dig hjemme. Du skal trives med månedlige deadlines, og være god til at kunne prioritere både egne såvel som teamets fælles opgaver, for at alle når i mål.

Vi kan tilbyde

  • et spændende og udfordrende job i en bæredygtig by for børnene, det grønne og fællesskabet
  • nogle fantastiske kollegaer, som venter på at byde dig velkommen og glæder sig til samarbejdet med dig
  • deltagelse i udvidelsen af en lønadministration, der skal professionaliseres
  • stor bredde i opgaverne
  • gode muligheder for at præge jobindholdet og sætte dine kompetencer i spil
  • fleksibel arbejdstid med mulighed for hjemmearbejdsdage.

Ansøgning og tiltrædelse

Stillingen er fast på 37 timer på overenskomstvilkår med start 1. juni 2026.

Lønindplacering sker efter forhandling mellem kommunen og den forhandlingsberettigede organisation.

Det er en del af Albertslund Kommunes ansættelsespolitik at fremme mangfoldighed og ligestilling.

Det er en forudsætning for din ansættelse i Albertslund Kommune, at du har en gyldig arbejds- og opholdstilladelse.

Albertslund Kommune har røgfri arbejdstid.

Der er ansøgningsfrist søndag den 12. april 2026. Der kan indgå en case i en evt. 2. samtale.

Du kan blive klogere på Albertslund som by og arbejdsplads på www.albertslund.dk

Du er velkommen til at kontakte leder af HR & Løn, Maria Sauer på tlf. 20 49 96 75, eller faglig koordinator Elena Høgskær på telefon 60 56 24 09, hvis du har spørgsmål til stillingen.

Velkommen til Albertslund - den bæredygtige by for børnene, det grønne og fællesskaber. Albertslund Kommune har mange kvaliteter, som skaber fantastiske rammer for hverdagslivet – både for borgere og medarbejdere. Midt i naturen og med et rigt forenings- og kulturliv, som børn og voksne cykler til og fra på byens mange kilometer cykelstier, der er adskilt fra bilerne på vejene. Der er S-tog lige til døren og flere supercykelstier, bl.a. mellem Albertslund og Vesterport i hjertet af København. Desuden skaber letbanen gode forbindelser til hele hovedstadsområdet.

I Albertslund Kommune har vi samme tilgang til vores opgaver, som vi selv ville ønske at opleve som borgere. Vi er vidt forskellige, men er fælles om vores opgave for borgere, foreninger og virksomheder. Du kan møde nogle af vores dygtige medarbejdere påwww.albertslund.dk/indefra og få et indtryk af bredden af arbejdsområder, opgaver og fagligheder i Albertslund Kommune.

I Albertslund Kommune er der højt til loftet og gode udviklingsmuligheder - vi glæder os til at høre fra dig.

Jobbet er placeret i Albertslund kommune, Region Hovedstaden. Se flere lønbogholder jobs i Albertslund eller Region Hovedstaden.

Oprettet 23 marts og udløber 12 april. Kilde: Jobnet

Kontakt: Maria Sauer +4520499675

Lignende jobs