Psykolog til Børnehus Syd i Odense
Vi søger en psykolog til en fast stilling i vores afdeling i Odense fra 1. marts 2026.
Kan du se dig selv arbejde i et spændende krydsfelt mellem udviklingspsykologi og psykotraumatologi? Hvor du i et tværfagligt samarbejde kan hjælpe børn og unge udsat for fysiske, psykiske og/eller seksuelle overgreb, og hvor din faglige vurdering har indvirkning på, hvilke indsatser der iværksættes til barnet? Så har vi måske jobbet for dig!
Om jobbet
Psykologernes arbejdsopgaver i børnehuset er mangeartede og indeholder blandt andet:
- Udredning af børn og unge i forhold til traumatisering samt vurdering af deres belastningsgrad. Der er høj grad af metodefrihed, og der trækkes på både narrative, mentaliseringsbaserede, psykodynamiske og kognitive tilgange. Hertil benyttes psykologfaglige screeninger som en del af udredningen.
- Udarbejdelse af skriftligt produkt, hvori observationer, vurdering og anbefalinger til det fremadrettede støtte- eller behandlingsbehov samles.
- I hvert sagsforløb at indgå i tæt tværfagligt teamsamarbejde med børnehusets socialrådgivere. Dette betyder i praksis, at sagen drøftes løbende, og at der udveksles faglige perspektiver og tanker både mundtligt og skriftligt.
- Løbende samarbejde i sagen mellem de involverede sektorer (politi, sundhedsvæsen, kommune og Børnehus Syd) med henblik på at vidensdele og koordinere den fremadrettede indsats, herunder deltagelse ved et opstartende sagssamråd.
- Overværelse af politiets videoafhøringer af børn.
- Korte kriseinterventionsforløb med børnene og/eller deres nære omsorgspersoner, såfremt der er behov for dette. Dette kan både ske i forlængelse af politiets videoafhøring og efter aftale på sagssamråd.
- På sigt er der i en mindre grad mulighed for traumefokuseret behandling, samtaleforløb med henblik på stabilisering og/eller supervisionsopgaver efter interesse og kompetencer. Børnehusets kerneopgave er udredning, og det er i tilkøb til dette, at børnene/de unge kan tilbydes forskellige former for behandling.
- At bidrage til børnehusets funktion som vidensenhed. Børnehus Syd indgår i samarbejde med Videnscenter for Psykotraumatologi, Syddansk Universitet herunder forskningsprojekter. Aktuelt indgår vi et projekt på tværs af De Danske Børnehuse om implementering af ”child-parent-psychotherapy” (CPP) til børn i aldersgruppen 0-6 år. Vi skal også til at indgå et nyligt påbegyndt projekt omkring systematiske retsmedicinske screeninger til alle børn, der bliver videoafhørt.
Om dig
Vi søger en psykolog, der står stærkt i sin faglighed – gerne med erfaring i at arbejde med børn og unge, der har været udsat for vold eller overgreb. Du skal være imødekommende og i stand til at skabe en tillidsfuld kontakt til alle, der kommer i børnehuset – børn, forældre og samarbejdspartnere.
Børnehuset udreder børn i alderen 0-18 år, men børnene fra 0-6 år udredes primært af vores psykologer, så særligt kendskab til denne målgruppe er en fordel.
Vi har barnets egen oplevelse i fokus, og den faglige vurdering baserer sig på samtale, leg, observationer af barnet og screeninger. Det er vigtigt, at du har stærke kommunikative kompetencer mundtligt og skriftligt, da vores faglige vurderinger og anbefalinger formuleres i en rapport til kommunerne som bidrag til deres børnefaglige undersøgelse.
Som vores nye psykolog forestiller vi os derfor, at du er autoriseret og med erfaring i at arbejde med mindre børn og med viden om eller interesse for krise- og udviklingspsykologi og psykotraumatologi. I forbindelse med evt. autorisation/praksisuddannelse vil der ved ansættelse blive udarbejdet en plan for dette.
Om os
Børnehus Syd har siden 2013 koordineret indsatserne omkring børnene og udredt dem for deres aktuelle belastningsgrad som følge af de overgreb, der er mistanke eller viden om. Vi er forankret i Odense Kommune og består af afdelinger i Odense, Kolding, Esbjerg og Aabenraa. Vi samarbejder med kommune, politi og sundhedsvæsen om at sikre barnet en så skånsom indsats som muligt, og vores udredning og skriftlige produkt indgår i kommunens børnefaglige undersøgelse.
For Børnehus Syd er fællesskab en værdi og en grundtanke om, at det er den fælles indsats, der gør forskellen. Det er derfor vigtigt for os, at du ser en værdi i tværfagligt samarbejde og tværfaglige input både under udredning og i det skriftlige produkt, og at du arbejder godt i teams, såvel som selvstændigt. Det skriftlige produkt er en væsentlig del af vores arbejde, og du skal derfor trives med, at skriftlighed fylder en del i hverdagen.
Vi får dagligt besøg af børn i svære livsomstændigheder, og vi sætter en værdi i at møde dem (såvel som voksne og samarbejdspartnere) med et smil, omsorg og tillid. Vi har en uformel omgangstone og høj grad af kollegial omsorg, da vi ved, at det er vigtigt at kunne passe på os selv og hinanden. Det betyder derfor også noget for os at spise frokost sammen hver dag, ligesom vi har fast torsdagskage og fælles kaffepauser i det omfang, det er muligt. Vi værner om at kunne grine og have det hyggeligt sammen som kollegaer.
Vi tilbyder
- Et meningsfuldt og fagligt spændende arbejdsfelt
- Mulighed for at fordybe dig og tilegne dig specialviden indenfor overgrebsområdet
- Opkvalificering efter behov og et fokus på videreuddannelse indenfor området, herunder monofaglig og tværfaglig supervision
- Mulighed for monofaglig såvel som tværfaglig sparring
- Psykologfaglig ledelse på tværs af vores 4 afdelinger
- Gode muligheder for selv at tilrettelægge dine opgaver
- Imødekommende kollegaer og en arbejdsplads, hvor humor og godt kollegialt sammenhold værdsættes og prioriteres
Vi håber, at jobbet har vakt din interesse, og du har mod på at høre mere.
Vil du vide mere?
Du kan læse mere om os på Børnehus Syds hjemmeside.
Du er også velkommen til at ringe til afdelingsleder Lane Lund på 30 69 44 97 eller psykolog Frederik Styhr Kristensen på 29 41 90 48.
Slutteligt har vi fornyeligt indgået i DR1’s program ”Indefra” med Anders Agger, hvor du kan lære noget mere om os og vores arbejde.
Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er på 32-37 timer om ugen (efter aftale). Skriv gerne i ansøgningen hvilket timetal du ønsker.
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til overenskomst mellem KL og DP.
Det praktiske
Ansøgningsfrist er onsdag den 21. januar 2026.
Ansættelsessamtaler forventes afholdt tirsdag den 27. januar 2026. En evt. anden samtalerunde forventes afholdt onsdag den 28. januar 2026 (om eftermiddagen).
Jobbet er i Region Syddanmark i Odense kommune, se flere Psykolog jobs i Odense eller Region Syddanmark
Oprettet 18 december og udløber 21 januar. Kilde: Jobnet
Kontakt: Lane Lund +4530694497
Lignende jobs