Sagsbehandler til Flystøtteudstyr i Ballerup - Projektledelse hos Forsvaret
Sagsbehandler / projektledelse / teknisk dokumentation / materielanskaffelse
Er du ingeniør, maskinmester eller lignende og har du maskinteknisk profil eller interesse? Brænder du for at være del af et bredt favnende team med stort ansvar for alt Forsvarets flystøtteudstyr og værkstedsmateriel, så er du måske vores nye kollega.
Om os
I Kapacitetscenter Flystøtteudstyr køber vi ikke fly, helikoptere eller droner. Men det er os, der har ansvaret for næsten alt det andet. Vi har ansvaret for alle logistiske-, tekniske- og projektlederopgaver, som der er i forbindelse med driften og anskaffelse af det vi kalder flystøtteudstyr. Dette indebærer brand- og redningsmateriel, køretøjer til flybugsering, flytankningsmateriel, flystrøm, flyve- og nødudstyr, værktøj, værkstedsudstyr, Forsvarets hunde, arktisk materiel og meget mere.
Vi understøtter hele Forsvaret med ekspertise og løsninger inden for materiel og udstyr – fra det eksisterende grej til anskaffelse af nyt. Vi arbejder tæt sammen med alle grene af Forsvaret, herunder Hæren, Søværnet og Flyvevåbnet, samt med Hjemmeværnet og Beredskabsstyrelsen, for at sikre, at de har det nødvendige udstyr til at løse deres opgaver.
Du søger denne stilling i FMI, men FMI er så meget mere. Vi kan derfor tilbyde dig et karriereforløb i FMI, som tager afsæt i dine evner og ønsker samt i FMI’s behov. Der er gode muligheder for avancement i FMI, naturligvis afhængig af dit potentiale og ledige stillinger.
Om stillingen
Som vores nye kollega bliver du en del af et team på 14 kollegaer i Kapacitetscenter Flystøtteudstyr med tæt kontakt til samarbejdspartnere på tværs af Forsvarsministeriets koncern og med eksterne kunder og leverandører, både nationalt og internationalt.
Dine opgaver og ansvarsområder omfatter bl.a.:
- Anskaffelse af materiel
- Udarbejdelse og håndtering af teknisk dokumentation
- Drift og vedligeholdelse af materiel
- Planlægning og gennemførelse af udfasning
- Projektledelse af både større og mindre anskaffelsesprojekter
- Ansvar for egne kapaciteter – herunder løbende opfølgning på behov og udviklingsmuligheder
Du kan forvente at få fleksible arbejdsdage, hvor du arbejder tæt sammen med dine kollegaer her i huset og med andre samarbejdspartnere på tværs af koncernen. Vi har et meget uformelt arbejdsmiljø, hvor der ikke er langt fra dig til din nærmeste leder og chef, og hvor vi har både godt kollegialt samarbejde og garantien for en afvekslende hverdag. Som fagspecialist har du den naturlige daglige berøring med de opgaver, der er i sektionen, men du bliver også naturlig del af projekter, som ligger uden for sektionen, men som smager lidt af dit fagområde.
Du kan forvente ca. 10-20 dages årlig rejseaktivitet til både Danmark og udlandet.
Om dig
Vi leder efter dig, som er teknisk dygtig kandidat/projektleder, og som har relevant baggrund, fx som ingeniør, maskinmester eller lignende.
Vi ser gerne, at du allerede har kendskab til maskinteknologi, erfaring med gennemførelse af anskaffelser, og gerne suppleret med projektledererfaring – små som store projekter. Du har teknisk indsigt i de logistiske koncepter for større materieldrifts- og anskaffelsesprojekter og det vil være en fordel, hvis du allerede har kendskab til fx flystøtteudstyr, maskiner eller værkstedsudstyr enten fra Forsvaret eller fra et andet relevant sted.
Det vil være at foretrække, hvis du allerede har kendskab til ICAO, EASA/EMAR, CE-mærkning og arbejdsmiljø, men det er ikke et krav.
Som person er du målrettet, forholder dig kritisk undersøgende og arbejder selvstændigt med opgaver og projekter samtidigt med, at du har let ved at opbygge positive relationer gennem dine stærke samarbejdsevner. Du holder fast i dine relationer gennem din evne til at skrive og tale, hvor du formulerer dig kort og klart på både dansk og engelsk.
Ansættelsesvilkår
Bemærk, at stillingen er slået op civilt og militært.
Ansættelsen sker efter den til enhver tid gældende overenskomst.
Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Arbejdsstedet er i Ballerup
Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Kontakt og ansøgning
Har du fået lyst til at høre mere om jobbet, er du velkommen til at kontakte chef for sektionen, Merete Them Kjølholm på telefon 20 67 03 24 eller næstkommanderende MJ Jan Kræmmer Pedersen på telefon 27 28 35 84.
Har du spørgsmål til løn og ansættelsesforhold, kan du kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Mie Jensen på telefon 32 66 53 94.
Ansøgningsfristen er den 21. november 2025 og samtaler forventes afholdt i forlængelse heraf. Stillingen er til besættelse hurtigst muligt. Vi holder samtaler umiddelbart efter ansøgningsfristen.
Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis. Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes i PDF-format.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
OM FORSVARSMINISTERIETS MATERIEL- OG INDKØBSSTYRELSE
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) har, som styrelse under Forsvarsministeriets koncern, det overordnede ansvar for koncernens materiel- og informatiksystemer fra ’vugge til grav’. FMI har ca. 1.900 medarbejdere. Omkring 1.400 er civile, imens 500 er militære. Knap 850 af FMI’s ca. 1.900 medarbejdere er placeret i domicilet i Ballerup.
FMI’s hovedopgave er at anskaffe, vedligeholde og videreudvikle materiel til hele Forsvarsministeriets koncern, lige fra kampvogne, skibe og fly til IT-udstyr, feltrationer og lommeknive. Til at gøre dette administrerer FMI årligt ca. 9 mia. kr. svarende til ca. 1/3 af det samlede forsvarsbudget. Pengene bliver brugt til at yde den bedst mulige støtte til især de udsendte styrker og operative enheder, da det er støtten hertil, som altid er i centrum.
Læs mere om Forsvaret som arbejdsplads på www.Forsvaret.dk
Lignende jobs
Tekniske Sagsbehandlere til Forsvarets Digitale Transformation
Tekniske sagsbehandlere til Forsvarets ISR-systemer i Ballerup
Teknisk Sagsbehandler ved Forsvarets Unmanned Vehicles Team
Ingeniør til Torpedo- og Sonarsystemer - Søværnet FMIudløber snart
Ingeniør søges til Forsvarets Redningshelikopter-Team i Ballerup
Se flere Sagsbehandler jobs i Ballerup eller hele Region Hovedstaden