Sagsbehandler i Maritim Implementeringssektion, Karup

Sagsbehandler · Viborg ·
Forsvaret og Forsvarsministeriets styrelser / maritim / projektstyring / analytisk / Fuldtid / Fuldtid

Vil du være med til at styrke Danmarks forsvar i en tid, hvor Europas sikkerhed er udfordret som aldrig før. Har du indsigt i maritime kapaciteter og analytiske tilgange til komplekse problemstillinger? Ønsker du at være en del af et professionelt og dynamisk team, der arbejder med at videreudvikle eksisterende- samt implementere fremtidige maritime kapaciteter, som skal sikre Danmarks og Rigsfællesskabets suverænitet og bidrage til alliancens kollektive forsvar? Så er stillingen som sagsbehandler i Maritim Implementeringssektion måske noget for dig.

Om os
Maritim Implementeringssektion er en del af Udviklings- og Planlægningsstabens Maritime Domæneafdeling i Forsvarsstaben og spiller en central rolle i udviklingen og implementeringen af Forsvarets maritime kapaciteter. Sektionen har ansvar for at koordinere og styre projektimplementering såvel i relation til forsvarsforligsinitiativer, som løbende udvikling af eksisterende sømilitære kapaciteter. Den opgave løser vi i et tæt samspil med Søværnskommandoen, Forsvarets øvrige kommandoer, styrelser og internationale partnere. Samtidig støtter vi øvrige dele af Forsvarskommandoen med sømilitær faglighed.

I lyset af den aktuelle sikkerhedspolitiske situation og intensiverede stormagtskonkurrence, har Forsvaret et afgørende behov for robuste, moderne og fleksible maritime kapaciteter. Erfaringerne fra bl.a. krigen i Ukraine understreger vigtigheden af hurtig implementering af ny teknologi, adaptiv kapacitetsudvikling og effektive kommando- og kontrolstrukturer. Vi arbejder aktivt med at omsætte disse erfaringer til konkrete projekter, der skal styrke Danmarks sømilitære forsvarsevne.

Vores sektion er kendetegnet ved en høj grad af professionalisme, en uformel omgangstone og et arbejdsmiljø, hvor faglighed, ordentlighed og samarbejde vægtes højt.

Om stillingen
Stillingen er slået op som både en civil- og militær stilling.

Du vil spille en nøglerolle i implementeringen af Forsvarets maritime udviklingsprojekter og er ansvarlig for, at omsætte politiske beslutninger til operationelle initiativer, der sikrer implementeringen af de rigtige kapaciteter til tiden. Netop tiden er en afgørende faktor i opbygningen af kampkraft i Søværnet og Forsvaret, og du skal derfor være indstillet på en dynamisk hverdag, hvor der hurtigt skal kunne omstilles mellem dybde og meget korte terminer.

Dine primære arbejdsopgaver vil være:

  • Udarbejdelse af implementeringsplaner og beslutningsgrundlag til maritime kapaciteter
  • Løbende opfølgning på implementeringsprojekter og rapportering til relevante kommandoer og myndigheder
  • Bidrage til udviklingen af fleksible og fremtidssikrede helstøbte løsninger, der tager højde for nye trusler og teknologiske muligheder
  • Støtte til udvikling af maritime strategier, herunder konceptudarbejdelse og internationale udviklingsfora
  • Inddragelse af erfaringer fra aktuelle konflikter for at sikre en tidssvarende og dynamisk tilgang til kapacitetsudvikling

Du vil indgå i et dynamisk team med stor mulighed for selvstændig opgaveløsning. Vi har en bred berøringsflade, både nationalt og internationalt. Du vil få en bred berøringsflade i en dagligdag, hvor mange sager håndteres i tæt sammen med Forsvarsministeriets departement, Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, værn og kommandoer samt industrien og internationale organisationer. En vis rejseaktivitet kan forventes i ind- og udland.

Om dig
Vi forestiller os at du har en akademisk baggrund og eventuelt har erfaring med projektledelse. Hvorvidt du er teknisk eller taktisk orienteret eller har en anden relevant profil er mindre vigtigt, idet dog vi tilstræber at have en bred kompetenceprofil i sektionen. Det er en fordel, hvis du har en solid maritim baggrund og/eller indsigt.

Vi vægter din evne til at arbejde analytisk og struktureret, samt din vilje til at tage ansvar for at drive projekter og initiativer fremad. Du kan administrere procesoptimering og har forståelse for kapacitetsudvikling.

Derudover forventer vi, at du:

  • Har gode kommunikative evner og kan formidle komplekse problemstillinger kort, klart og præcist.
  • Arbejder selvstændigt og proaktivt.
  • Er fleksibel og kan håndtere et dynamisk arbejdsmiljø og korte terminer.
  • Har en interesse for sikkerhedspolitik og de udfordringer, Danmark og NATO står overfor.

Det er en fordel, men ikke et krav hvis du:

  • Har erfaring med stabstjeneste eller projektledelse.
  • Har erfaring/indsigt i kapaciteter der opererer i undervandsdomænet.
  • Har erfaring fra international stabstjeneste eller NATO-relaterede funktioner.

Vil du være med til at forme fremtidens søværn og styrke Danmarks forsvar i en ny sikkerhedspolitisk virkelighed? Så send din ansøgning til Maritim Implementeringssektion.

Vi glæder os til at høre fra dig.

Ansættelsesvilkår
Du ansættes i henhold til den enhver tid gældende overenskomst.

Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Arbejdsstedet er i Karup.

Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Kontakt og ansøgning

Hvis du vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte fungerende chef Henrik Sandager, på telefon 4032 2602 eller mail acevedosamanthabrittany02princekeithFKO-U-MAR202@milpeters-paulstanleyfinley.dk.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Mia Backhausen på telefon 3266 5574.

Ansøgningsfristen er den 13. april 2026. Vi forventer at afholde samtaler snarest herefter.
Stillingen er til besættelse snarest muligt.

Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis/svendebrev. Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes i PDF-format.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

Om Forsvarskommandoen
Forsvarskommandoen er Danmarks og Rigsfællesskabets øverste militære myndighed.
Forsvarskommandoen løser opgaverne under mottoet ”Værd at kæmpe for”, og vores primære ansvar er at udvikle, producere og indsætte de militære kapaciteter og enheder i nationale og internationale opgaver.
Forsvarskommandoen ledes af forsvarschefen, der samtidig er forsvarsministerens øverste militærfaglige rådgiver. Forsvarschefen har tillige ansvaret for den operative ledelse af de danske militære styrker. Forsvarskommandoen består af Forsvarsstaben og de fem kommandoer; Hærkommandoen, Søværnskommandoen, Flyverkommandoen, Specialoperationskommandoen og Arktisk Kommando.

Jobbet er placeret i Viborg kommune, Region Midtjylland. Se flere sagsbehandler jobs i Viborg eller Region Midtjylland.

Oprettet 20 marts og udløber 13 april. Kilde: Jobnet

Kontakt: Henrik Sandager 00529230douglas35zreevesjohnsonhunter@hugheswagnermil.dk +4540322602