Senioranklagere/Chefkonsulenter - Rigsadvokaten, Retsafdelingen

Rigspolitiet logoJurist · København ·
Rigspolitiet / anklagemyndighed / strafferetlig / international / Fuldtid / Fuldtid

Kan du li’ at arbejde tæt på de politiske beslutningsprocesser på en arbejdsplads i høj fart og med højt til loftet, og samtidig sikre høj kvalitet i straffesagsbehandlingen både nationalt og internationalt? Så skal du søge en af vores stillinger i Retsafdelingen hos Rigsadvokaten.

Rigsadvokaten søger flere senioranklagere eller special-/chefkonsulenter til Retsafdelingens enheder: Enheden for Tilsyn, Viden og Implementering, International Enhed og Straffesagsenheden.

Stillingerne er til besættelse pr. 1. april 2026 eller snarest muligt derefter.

Om stillingerne
Retsafdelingen er én af de tre afdelinger, som sammen med Kvalitetsafdelingen og Administrationsafdelingen udgør Rigsadvokaten. Retsafdelingen består af tre enheder – henholdsvis Enheden for Tilsyn, Viden og Implementering, Straffesagsenheden og International Enhed. På tværs af enhederne i Retsafdelingen behandler vi både konkrete og generelle sager. Fælles for enhederne er det overordnede faglige ansvar for anklagemyndighedens sagsbehandling inden for enhedernes områder.

International Enhed beskæftiger sig med internationalt strafferetligt samarbejde både i konkrete og generelle sager. Rigsadvokaten er central for behandlingen af sager om retshjælp, udlevering og overførsel af straffuldbyrdelse til Danmark. Enheden behandler et stort antal konkrete sager, ligesom enheden bistår og vejleder politikredsene inden for området.

Enheden deltager endvidere løbende i internationale mødefora i norden, EU og i regi af Europarådet og har et tæt samarbejde med Eurojust.

Enheden bistår tillige Justitsministeriet med faglig viden og praktisk erfaring på det internationale strafferetlige område, herunder i forhold til ny lovgivning på området og indgåelse af internationale bilaterale aftaler. Enheden samarbejder desuden med et stort antal danske myndigheder, herunder Rigspolitiet, Styrelsen for Danmarks Fængsler Udenrigsministeriet og Udlændingestyrelsen.

Du vil blive med-fagansvarlig på et eller flere områder i enheden. Du vil skulle bidrage til at forankre viden på fagområderne samt omsætte denne viden til skriftlig eller mundtlig vejledning internt i enheden og ud til anklagemyndighedens embeder. Du vil løbende skulle sparre med dine kolleger i enheden med henblik på at finde løsninger på nye problemstillinger, ligesom du vil skulle deltage i møder i udlandet.

Straffesagsenheden beskæftiger sig med en lang række forskelligartede konkrete sager, herunder bl.a. sager om erstatning efter retsplejelovens kapitel 93 a, indberetninger om straffesager vedrørende offentligt ansatte, sager om medieansvar, sager mod journalister, disciplinære sager mod advokater og klager over statsadvokaternes afgørelser om påtaleopgivelser, herunder i DUP-sager.

Derudover står enheden for behandlingen af bidrag til besvarelse af spørgsmål fra Folketinget vedrørende konkrete straffesager, ligesom enheden er ansvarlig for bistand til lovgivningsarbejdet og håndteringen af generelle sager i forhold til Grønland og Færøerne.

Straffesagsenheden har i forbindelse med varetagelsen af sin opgaveportefølje tæt kontakt til statsadvokaterne, en lang række eksterne samarbejdspartnere i f.eks. DUP-sager og advokatsager, ligesom enheden arbejder tæt sammen med Kvalitetsafdelingen hos Rigsadvokaten og Justitsministeriet.

Stillingen i Straffesagsenheden er en generaliststilling, og du vil derfor skulle understøtte den samlede opgavevaretagelse på tværs af enhedens sagskategorier og opgaver.

Du vil indgå i enhedens team af senioranklagere, og du vil i den forbindelse få det faglige ansvar for udvalgte sagsområder. Dine opgaver vil bl.a. indebære visitation og underskrift af sager, samt behandling af visse sagstyper. Inden for dine sagsområder får du endvidere det faglige ansvar for turnusanklagere og studenter og skal bidrage til oplæringen af disse.

Enheden for Tilsyn, Viden og Implementering har til opgave at understøtte og udvikle kvaliteten i straffesagsbehandlingen i anklagemyndigheden. Enheden arbejder med tilsyns- og vidensområdet samt med implementering i anklagemyndigheden i tæt samarbejde med kollegaer på tværs af Rigsadvokatens afdelinger, hos statsadvokaterne og i politikredsene.

Vi lægger vægt på samarbejde og bred forankring af opgaverne, og du vil derfor få opgaver inden for alle enhedens områder.

Du vil på tilsynsområdet blandt andet skulle bidrage til at udpege tilsynsområder i anklagemyndigheden, tilrettelægge tilsynsindsatser og deltage i tilsynsbesøg og -møder. På vidensområdet vil du skulle være med til at udvikle arbejdet med at sikre, at vores kollegaer i hele anklagemyndigheden har den bedst mulige adgang til anklagerfaglig viden. Du vil, sammen med dine kolleger i enheden, komme til at arbejde med kvalitetsprojekter samt udviklingsopgaver med fokus på it-løsninger, bl.a. i form af AI-værktøjer. Dine opgaver vil også omfatte undervisning, ligesom du vil indgå i arbejdet med at sikre, at vigtig viden bliver delt på tværs.

En vigtig del af opgaven er, at du bidrager med din erfaring og dine idéer til konkret at udvikle anklagemyndigheden inden for ovenstående fagområder. Du skal have mod på at være med til at drive den faglige udvikling for at sikre kvalitet i anklagemyndighedens straffesagsbehandling.

Dig
Du er uddannet jurist (cand.jur.). Det vil være en fordel, at du har erfaring fra en politikreds, statsadvokat, politiet eller Justitsministeriet.

Vi forestiller os, at du er initiativrig, opsøgende og grundig i din opgaveløsning. Du har stærke formidlingsevner – både mundtligt og skriftligt, og så trives du i tværfagligt samarbejde og bidrager til et godt arbejdsmiljø.

Særligt i forhold til stillingen i International Enhed, er du en profil, som
• har et højt fagligt niveau og interesse for det internationale strafferetlige samarbejde
• kan veksle mellem tunge komplicerede og lettere juridiske opgaver
• har gode formidlingsevner på engelsk – både skriftligt og mundtligt
• er ansvars- og kvalitetsbevidst i opgaveløsningen

Særligt i forhold til stillingen i Straffesagsenheden, er du en profil, som
• har et højt fagligt niveau og en solid erfaring med behandling af straffesager
• har gode skriftlige og mundtlige formidlingsevner
• har et sikkert blik for kvalitets- og legalitetssikring
• kan træffe beslutninger, der fremmer effektiviteten og kvaliteten i sagsbehandlingen

I forhold til stillingen i Enheden for Tilsyn, Viden og Implementering er du en profil, der
• kan omsætte din høje faglighed til operative retningslinjer, praktisk implementerbare løsninger og lettilgængelig kommunikation
• har erfaring med eller lyst til at undervise
• har interesse for at arbejde med analyse og med it-løsninger

Opgaver og ansvar vil i øvrigt blive tilrettelagt i forhold til dine kompetencer, interesser og udviklingsønsker.

Os
Vi tilbyder dig et udviklende job på en fleksibel arbejdsplads. Vi har et stærkt og uhøjtideligt socialt fællesskab, og i hverdagen vil du let kunne sparre med og søge inspiration hos dygtige og dedikerede kollegaer. Vi tilbyder en spændende og dynamisk opgaveportefølje, hvor du vil få styrket dine kompetencer. Vi lægger samtidig vægt på nytænkning og udviklingsfokus, så vi sammen kan sikre en fortsat løbende udvikling af anklagemyndigheden. Derudover er det vigtigt for os, at du også udvikler dig personligt i din tid hos os.

Løn- og ansættelsesvilkår
Hvis du er senioranklager og nyligt har afsluttet turnus, bliver du som udgangspunkt lønmæssigt indplaceret som fuldmægtig efter overenskomsten for akademikere i staten. Eventuelle andre tillæg forhandles via tillidsrepræsentanten.

Hvis du er senioranklager eller specialkonsulent med mere erfaring, bliver du lønmæssigt indplaceret som specialkonsulent efter overenskomsten for akademikere i staten, medmindre du i forvejen er tjenestemand. Indplaceringen i basislønintervallet inkl. pension og eventuelle tillæg forhandles individuelt. For kandidater med et højt erfarings- og kompetenceniveau vil lønindplaceringen kunne ske i basislønintervallet for chefkonsulenter.

Stillingernes ansættelsesområde er Justitsministeriet med tilhørende institutioner. Hvis du allerede er ansat på Justitsministeriets ansættelsesområde, vil et skifte til stillingen være en rokering inden for området.

Du skal kunne sikkerhedsgodkendes til stillingens nødvendige sikkerhedsniveau – normalt til klassifikationsgraden Hemmeligt. Du kan pålægges at varetage funktioner, hvor sikkerhedsgodkendelse til en højere klassifikationsgrad er nødvendig. Ansættelse i politiet og anklagemyndigheden er betinget af, at du til enhver tid kan opretholde den nødvendige sikkerhedsgodkendelse.

Dit arbejdssted bliver Rigsadvokaten, Frederiksholms Kanal 16, 1220 København K.

Søger du?
Har du lyst til at blive en del af Rigsadvokaten, så send din ansøgning og CV via linket. Hvis du ikke i forvejen er ansat i anklagemyndigheden, bedes du også sende relevante eksamenspapirer.

Du kan få mere information om stillingerne ved at kontakte vicestatsadvokat Lise Fink (Enheden for Tilsyn, Viden og Implementering) på tlf. 30 31 61 42, vicestatsadvokat Gry Ahlefeld-Engel (International Enhed) på tlf. 30 37 62 85 eller vicestatsadvokat Malene Lund Michaelsen (Straffesagsenheden) på tlf. 30 33 00 66.

Ansøgningsfristen er den 5. februar 2026, og vi forventer at afholde samtaler løbende.

Vi opfordrer alle kvalificerede ansøgere til at søge stillingen uanset alder, køn, race, religion eller etnisk baggrund.

Du kan læse mere om anklagemyndigheden på www.anklagemyndigheden.dk.

Jobbet er placeret i København kommune, Region Hovedstaden. Se flere jurist jobs i København eller Region Hovedstaden.

Oprettet 21 januar og udløber 5 februar. Kilde: Jobnet

Kontakt: Lise Fink bassjamesLFI001james42@ramirezmilleranklwilliams-wilson.dk +4530316142