Social- og sundhedsassistent på Grevenlund i Odense
Vil du være med til at gøre en forskel for voksne med medfødt hjerneskade? Grevenlund udvider, og derfor har vi brug for en social- og sundhedsassistent mere.
Specialtilbuddet Grevenlund søger en engageret social- og sundhedsassistent. Her bliver du en del af et stærkt tværfagligt fællesskab, hvor høj faglighed, udvikling og medindflydelse er i centrum. Stillingen er på 37 timer.
Hvem er vi?
Bo- og Aktivitetstilbuddet Grevenlund er et af Odense Kommunes specialtilbud for voksne med medfødt hjerneskade. Grevenlund er beliggende i et naturskønt område i det sydøstlige Odense. Her bor der aktuelt 18 borgere, snart 22, som alle er kendetegnet ved at have massivt behov for støtte og miljøtilrettelæggelse. Borgergruppen er uhomogen i forhold til funktionsniveau og specifikke behov for special pædagogik eller anden indsats. Som et helhedstilbud rummer Grevenlund også et aktivitets- og samværstilbud. Dette er samtidig et dagtilbud for eksterne borgere.
Vi bliver omkring 45 fastansatte kollegaer fordelt i 2 fløje, som er sammensat i tværfaglige teams bestående af pædagoger, ergoterapeuter, fysioterapeuter og social- og sundhedsassistenter m.m. Hver fløj med egen leder. Vi samarbejder ud fra en rehabiliterende tilgang, hvor borgeren og dennes individuelt tilrettelagte målsætninger og indsatser er i fokus. Flere af borgerne rummer problemstillinger, som kræver specialviden og der er derfor kollegaer, som løbende har fået efteruddannelse og opbygget specialviden omkring områder som seksualvejledning, LA2, neuropædagogik, psykiatri, kommunikation, domsanbringelse m.v.
Om at arbejde på Grevenlund
”Grevenlund er et spændende og rart sted at arbejde. Min hverdag og mine arbejdsopgaver er alsidige, og mine pædagogiske evner bliver udfordret. På Grevenlund er der frihed og medbestemmelse til at udtænke kreative og alternative løsninger, der understøtter borgernes livskvalitet mest muligt,” fortæller Mette, pædagog.
"Jeg har været ansat på Grevenlund i mere end 6 år, fordi jeg trives i relationer med andre mennesker. Jeg er glad for at være en del af en arbejdsplads, hvor faglighed vægtes højt og tværfaglighed værdsættes. Jeg har som ergoterapeut mulighed for at bringe mine kompetencer i spil. Jeg har rammer, hvori jeg kan bruge min kreativitet og nysgerrighed i mit daglige arbejde," fortæller Mads, ergoterapeut.
Du kan hos os forvente, at du bliver uddannet specialist indenfor et meget komplekst område, enten via dine dygtige kollegaer eller specifikke kurser. Du bliver klædt på til mange af de udfordringer, du måtte møde i eventuelle fremtidige jobs.
Udover dette har vi:
- Gode og fagligt dygtige kollegaer, som gerne vil lære fra sig
- Et godt arbejdsmiljø
- Høj faglighed
- Tværfagligt samarbejde, hvor den enkelte faggruppes kompetencer udnyttes
- Mulighed for kompetenceudvikling og relevant efteruddannelse
- Faglig og kollegial supervision
- Indflydelse på egen hverdag
Hvad kan du tilbyde os?
Det kan være en fordel med erfaring indenfor området, men dette er ikke et krav. Det vigtigste for os, når vi søger en kollega, er at du er en person, som har lyst til at udvikle dig i et fællesskab, hvor det er behov for et højt fagligt samarbejdsniveau. Netop dine evner til at samarbejde, din lyst til at lære, og dine kompetencer i forhold til at understøtte refleksive processer i et teammiljø, er centrale for din mulige ansættelse.
Som sundhedsfaglig medarbejder på Grevenlund er det vigtigt, at du ønsker at være med til at implementere og systematisere den sundhedsfaglige indsats på stedet. Der er fokus på det sundhedsfaglige i Odense Kommune, hvorfor du som social- og sundhedsassistent har nogle specifikke opgaver i forhold til medicinhåndtering m.v. Vi har lige nu et team på 7 social- og sundhedsassistenter, som dækker 3 bosteder. Derudover er der tilknyttet et sygeplejersketeam til området, som der også samarbejdes med.
Udover den specifikke sundhedsfaglige del forventes du at indgå i normeringen sammen med de andre faggrupper, med de opgaver dette indebærer. Du arbejder i dag- og aftentimer og hver 2. weekend.
Det er et krav, at du har kørekort.
For dig, som synes at dette lyder spændende, men har brug for at vide mere, kan du kontakte os.
Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst mellem KL og den forhandlingsberettigede organisation. Stillingen er med ansættelse på døgnoverenskomst og med tiltrædelse den 1. maj 2026.
Vil du vide mere?
For yderligere spørgsmål om stillingen er du velkommen til at kontakte vores assisterende rehabiliteringsledere Ditte Høtoft Nielsen på 23 60 22 37 eller Therese Kathrine Skov på 23 45 21 55.
Det praktiske
Ansøgningsfristen er den 1. april 2026, og vi afholder løbende samtaler.
Jobbet er placeret i Odense kommune, Region Syddanmark. Se flere ssa jobs i Odense eller Region Syddanmark.
Oprettet 17 marts og udløber 1 april. Kilde: Jobnet
Kontakt: Ulla Leth +4529499319
Lignende jobs
Social- og sundhedsassistent til Benediktsgruppen
Social- og sundhedsassistent til Stigtebo Plejecenter i Lohals
Social- og sundhedsassistent til Hjemmeplejen Kalundborg by
Social- og sundhedsassistent søges til Filadelfias Bosted ”Stormly” i Juelsminde
Mandlig social- og sundhedsassistent til Sikringsafdelingen i Slagelse