Social- og sundhedsassistent til Bo- og aflastningstilbuddet Violen i Aalborg

SSA / neuropædagogik / rehabilitering / medicinhåndtering

Det er vel banal livskvalitet: At opleve glæden ved en hverdag med en blanding af rutiner, aktiviteter, sociale hyggestunder og afslapning. Du vil opleve store smil, blink i øjet og fornøjede lyde, når beboere på Bo- og aflastningstilbuddet Violen trives, fordi du med mærkbart engagement bringer din sundhedsfaglige og pædagogiske profil i spil.

Hvad er opgaven?
På Bo og aflastningstilbuddet Violen bor 13 voksne med varig nedsat fysisk og psykisk funktionsevne, i aflastningsdelen på Violen er der tilknyttet 18 borgere som kommer på ophold af varierende længde, ligeledes med varig nedsat fysisk og psykisk funktionsevne. Det betyder, at de i stort omfang har brug for støtte og hjælp i forhold til såvel den personlige pleje samt det sociale og praktiske hverdagsliv.

Vi søger en ny kollega med overskud til og interesse i både at have et pædagogisk og sundhedsfagligt blik på andres trivsel. Vi arbejder overordnet ud fra en neuropædagogisk forståelsesramme og recovery orienteret rehabilitering.

Dine kolleger arbejder først og fremmest ud fra en socialpædagogisk faglighed, og du skal samarbejde med dem om det sundhedsfaglige blik på den enkeltes trivsel. På hvert botilbud er der lokale medicinansvarlige, som du naturligvis får et tæt og udviklende samarbejde med.

Mange af borgerne har brug for omfangsrig og kompleks pleje, og du skal være klar på at planlægge og styre medicinforløb herunder dosering, medicinadministration, undervisning af nyansatte kolleger, sikring af at interne medicininstrukser efterleves mm. Du skal stå for medicinhåndtering og generelt udføre sundhedsfaglige opgaver i samarbejde med kolleger.

Ud over de sundhedsfaglige opgaver, skal du indgå i den daglige pædagogiske praksis på lige fod med de øvrige kolleger. De socialpædagogiske opgaver handler f.eks. om at gribe de udviklings- og relations muligheder, som er attraktive og relevante for den enkelte.

Vi har allerede 2 assistenter på tilbuddet som har samme funktion som dig og I deler opgaver imellem jer og arbejder på skift.

Om organisationen
Stillingen er på Bo- og aflastningstilbuddet Violen, som hører til i Botilbud Nord der består af 4 botilbud:

  • Ungdomshøjskolen, Studievej 19
  • Bo- og aflastningstilbuddet Violen, Studievej 19
  • Botilbuddet Studievej 15
  • Botilbuddet Valmuehaven, Sulsted

Alle fire botilbud er socialpædagogiske døgntilbud i ”Center for Livskraft’ i Aalborg Kommunes Voksensocialområde

Vi er overbeviste om, at alle har drømme, og at alle skal opleve at være betydningsfulde i deres eget og andres liv. Vi kalder dette mindset for Livskraft. Vi lægger i alle situationer mærke til tegn og signaler, som giver en indikation af, hvad der giver glæde, energi og gejst for den enkelte.

Mere om stillingen og din nye arbejdsplads
Stillingen er fast og på 37 timer ugentlig. Du får skiftende arbejdstider hovedsageligt dag og aften samt hver 2. weekend. 

Vi forventer dermed, at du har en vis råstyrke, og at du forstår, hvor ventet og vigtig din indsats er.

Dine opgaver vil være:

  • At planlægge, koordinere og dokumentere medicinhåndtering ud fra gældende arbejdsgangsbeskrivelser
  • At få øje på, hvordan den enkelte kan være så mentalt engageret og fysisk aktiv som muligt i de daglige gøremål.
  • At finde kreative måder, der gør det muligt for den enkelte at træffe valg og give udtryk for drømme og ønsker.
  • At samarbejde med kolleger om at udvikle de faglige blikke og begrundelser, så vi altid er bevidste om og skarpe på metoderne.

Vi forventer, at du:

  • Er uddannet social- og sundhedsassistent og har flair for og interesse i at understøtte livskvalitet for borgere med stort fysisk støttebehov.
  • Kan give eksempler på din evne til at strukturere og dokumentere (sundheds-) faglige forløb.
  • Er fysisk og psykisk robust og trives med at arbejde selvstændigt sammen med andre.
  • Bliver beskrevet af andre som en stærk og stabil kollega, der bringer både faglighed og positivt humør ind i arbejdsmiljøet.

Her vil du opleve:

  • Et fagligt stærkt hus med fokus på alle hverdagslivets små glimt af læring og livsglæde.
  • Kollegialt samspil der i høj grad anerkender, at fysiske, psykiske og sociale faktorer tilsammen har betydning for den enkeltes trivsel og livskvalitet.
  • Stor interesse for og indflydelse på at udvikle velfærd på helt nye måder.

Vil du vide mere?
For yderligere oplysninger om stillingen er du velkommen til at kontakte assisterende leder Gerard A. Høgsbro, hverdage mellem kl. 8.00 – 9.00 på telefon 9931 7832.

Løn- og ansættelsesvilkår:
Løn- og ansættelse sker efter gældende overenskomst mellem KL og den forhandlingsberettigede organisation.

Forud for endelig ansættelse skal der foreligge en straffeattest og indhentes referencer.

Stillingen ønskes besat snarest muligt og senest den 1. Januar 2026. Ansættelsessamtaler forventes afholdt i løbet af uge 47.

Bliv en del af Dobbelt A – få dobbelt op på muligheder
Hos os bliver du en del af et fedt fællesskab med 17.500 kolleger. Glæd dig til at få dobbelt op på udviklingsmuligheder, gode ansættelsesforhold og fokus på trivsel. Vi tror på, at forskellighed gør os stærkere, og opfordrer alle til at søge – uanset alder, køn, baggrund, religion eller handicap.
Se alle fordelene ved et job hos os og bliv klogere på ansættelsesprocessen trin-for-trin. https://www.aalborg.dk/job-og-karriere

Nysgerrig på mere?

Du kan også klikke ind på aalborg.dk og læse mere om vores organisation, og hvad vi står på: