Teknisk målretter til CNE og CNA operationer
FE søger et antal tekniske målrettere, der kan indgå i operative CNE og CNA-teams med ansvar for operationer fra idefase til levering af indhentning eller cybereffekter.
Du får udfordringer og plads til at udvikle dig
Stillingen befinder sig i vores efterretningssektor. Du vil være et centralt led i at udpege og kvalificere mål for FE’s CNE og CNA-operationer. Formålet er at levere det datagrundlag, der bruges til vores efterretninger samt grundlag for levering af cybereffekter. Stillingen er i et miljø, som fagligt spænder meget bredt, og er præget af engagement, hvor alle brænder for at udvikle og nytænke FE’s CNE-indhentning og CNA-operationer. Du skal være indstillet på en hektisk og alsidig hverdag med spændende udfordringer, hvor løsninger ikke altid ligger lige for og kan være utraditionelle, ligesom du trives med at tage ansvar for at kunne skære opgaver til. Du skal ligeledes være tålmodig nok til længevarende projekter, når det kræves for at nå frem til løsningen. Du vil blive placeret i et team, sammen med andre faggrupper, herunder hackere.
Dine arbejdsopgaver vil kunne blive en eller flere af nedenstående:
- I tæt samarbejde med andre, være med til at omsætte FE’s efterretningsbehov til konkrete CNE-indhentningsoperationer og indgå i dialogen med FE’s øvrige afdelinger og faggrupper, herunder analytikere.
- Teknisk kortlægning og afdækning af lande, personer, organisationer og kommunikationsmåder af interesse for FE, herunder formidle tekniske muligheder og begrænsninger til mindre tekniske faggrupper.
- Nedbrydning af større tekniske opgaver og operationer til håndterbare delelementer sammen med dit team.
- Afdækning af nye teknologier, forstå muligheder og begrænsninger i en geografisk kontekst, samt afdække hvilke datakilder som er relevante i forskellige sammenhænge.
- Analyse af data og netværk med henblik på udvikling af de tekniske operationer, herunder daglig dialog med og støtte til hackerne.
Du og din baggrund er vigtig
Du skal have evnen til at forstå komplekse sammenhænge, især de tekniske men også med de geografiske, militære, politiske og kulturelle aspekter. Du skal kunne omsætte din viden til konkrete resultater til gavn for opgaveløsningen.
Du er sandsynligvis naturligt nysgerrig, og når du kaster dig over en opgave, vil du kunne lide at ”lege” med data og afprøve nye metoder. Du er derfor ikke kun bundet af en fast rutine, fremgangsmåde eller et bestemt værktøj.
Du giver ikke op når du møder udfordringer, og du ved, at vedholdenhed er nødvendigt for at opnå resultater. Du trives med at arbejde selvstændigt, og ikke altid blive stillet klart definerede opgaver, men i stedet selv opsøge og løse problemer, dog altid med dit teams støtte. Du er vant til at samarbejde, også med folk som ikke ligner dig selv og med lidt skæve og kreative personligheder.
Som teknisk målretter er det ikke afgørende hvilken formel uddannelse du har, men vi lægger meget vægt på dine personlige evner og din tilgang til opgaveløsningen. Du kan have en relevant IT-, akademisk, eller anden tilsvarende uddannelse. Måske har du arbejdet med store datamængder før, og har erfaring med programmering. Du kan f.eks. have erfaring med analyse af data til et kommercielt formål, eller have en relevant baggrund fra Politiet, Forsvaret, FE eller et IT-sikkerhedsfirma.
Du har:
- Evnen til at formulere dig klart, både mundtligt og skriftligt, på både dansk og engelsk, herunder også komplekse tekniske problemstillinger. Hvis du taler flere sprog, er det en fordel men ikke et krav.
- Meget god IT-forståelse, der gør dig i stand til at anvende forskellige komplekse IT-systemer.
- Grundlæggende viden om datanetværk, tele- og satellitkommunikation – eller viljen og evnen til at erhverve den.
- Grundlæggende viden om databaseteknologier, dataprocessering og programmering.
- Kendskab til internetprotokoller, især TCP/IP.
- God forståelse for hvordan et netværk kan opbygges, og samspillet mellem enhederne.
- Erfaring med Linux/Unix – ellers har du evnen til at lære det hurtigt.
- Evne til at kommunikere med mange faggrupper på tværs af organisationen og forstå og omsætte deres behov til en indhentningskontekst.
- Evne til at kunne opnå viden om CNE/CNA-kapaciteter, metoder, tradecraft og operationssikkerhed.
Det er en endvidere fordel hvis du har:
- Erfaring med konfiguration af routere og andre netværksenheder.
- Arbejdet med Python, SQL eller lign.
- Erfaring med værktøjer til dataanalyse.
- Erfaring med PCAP-analyse, eventuelt via Wireshark.
- Erfaring fra arbejde i en IT-sikkerhedskontekst, herunder med Cyber Threat Intelligence.
Din nye arbejdsplads
Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) er Danmarks udenrigs- og militære efterretningstjeneste og arbejder – hemmeligt og åbent – for at beskytte Danmark og danske interesser i en foranderlig verden.
Vi er ikke alene om at beskytte Danmark, men vi er den eneste myndighed, der har fået mandat til at udnytte helt særlige midler til at afdække, hvad andre stater og udenlandske aktører forsøger at holde hemmeligt. Det giver mening for os at bidrage til fred, tryghed og sikkerhed for danskerne, både i den analoge og i den digitale verden og det gør vi ved at afdække, vurdere, rådgive om og modvirke både aktuelle trusler og trusler under udvikling.
Vi værdsætter styrken i vores mangfoldighed med dybe fagligheder og specialister og vi er en helt speciel og operativt orienteret vidensorganisation, der har mange forskellige opgaver, men fælles for dem alle er det vidensgrundlag, som vores efterretningsarbejde skaber.
Arbejdet foregår på FE’s lokationer i Dragør.
Din lønpakke afhænger af dine kvalifikationer
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til overenskomst mellem Skatteministeriet og den relevante faglige organisation, afhængig af din uddannelsesmæssige baggrund. Derudover har du mulighed for at forhandle løntillæg efter kvalifikationer. Den gennemsnitlige arbejdstid er 37 timer om ugen inklusiv betalt frokostpause. Til stillingen hører en pensionsordning, som FE betaler.
Som ansat i FE er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det er et krav, at du kan sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele din ansættelse. Som i resten af forsvaret har du pligt til kortvarig udsendelse til udlandet.
Sådan søger du stillingen
Bemærk venligst at alle digitale ansøgninger ikke tages i betragtning.
Din ansøgning, CV og dokumentation for uddannelse i hardcopy kan enten:
- Afleveres personligt (anbefales) mellem kl. 06:30 og 19:30 (alle dage) til
Forsvaret Efterretningstjeneste
Kastellet 19 (grå bygning, døren midt på bygningen)
2100 København Ø
Kuverten skal afleveres i postkassen.
Eller
- Sendes med post til Kastellet 30, 2100 København Ø.
I begges tilfælde bedes konvolutten mærkes som: Teknisk målretter
Ansøgningsfristen er den. 22 marts 2026. Vi ansætter løbende og med start snarest muligt, men vi kan vente på den rigtige kandidat.
I ansøgningen bedes du angive en nyoprettet mailadresse, som ikke kan spores tilbage til dig, som vi vil bruge til at kontakte dig på. Nærmere oplysning om stillingerne kan fås ved henvendelse til os på mail: 2026Blondie@proton.me
Al kontakt skal ske via din nyoprettede mailadresse og uden personhenførbare oplysninger.
Du kan også læse mere på www.fe-ddis.dk, hvor du blandt andet finder vores ”INDBLIK” og kan få et mere detaljeret indblik i FE´s opgaver, FE som arbejdsplads og yderligere information om ansættelsesmæssige spørgsmål.
Vi glæder os til at modtage din ansøgning.
Jobbet er placeret i København kommune, Region Hovedstaden. Se flere programmør jobs i København eller Region Hovedstaden.
Oprettet 20 februar og udløber 22 marts. Kilde: Jobnet
Kontakt: HR Partner +4533325566
Lignende jobs
Vil du være hacker i Danmarks stærkeste operative miljø?
FE's indhentning søger offensive udviklere
CNE Platform & Infrastructure Specialist