Udviklingsorienteret vicedirektør med stort styringsgen til Region Hovedstaden

Region Hovedstaden logo · Herlev ·
Region Hovedstaden / projektledelse / porteføljestyring / økonomistyring / Fuldtid / Fuldtid

Center for Ejendomme (CEJ) søger en vicedirektør, der kan drive udvikling og leverancer for nogle af de største hospitalsbyggerier i Danmark. Som den nye vicedirektør for Større Byggerier bliver du en del af direktionen i CEJ. Du kommer til at varetage en kompleks og samfundsnyttig opgave med et stort ansvar for fremtidens hospitalsbyggerier. Region Hovedstaden står over for en fusion med Region Sjælland – det nye Region Østdanmark – hvilket skaber et øget behov for den fortsatte professionalisering af CEJ’s anlægsportefølje, kommende renoveringer og en stærk strategisk ledelse af de største byggeprojekter.

Om stillingen og dine arbejdsopgaver
Som vicedirektør får du en central rolle med det overordnede ansvar for Region Hovedstadens største hospitalsbyggerier. Du bliver en vigtig sparringspartner for de øvrige direktionsmedlemmer og har ansvar for at skabe sammenhæng, governance og retning på tværs af organisationen. Hospitalsbyggerierne omfatter bl.a. Nyt Hospital Nordsjælland, Mary Elizabeths Hospital, Nyt Hospital Bispebjerg, Psykiatrien på Bispebjerg, projekter på Jonstrupvang og Bredegaard samt den kommende totalrenovering af Central-komplekset på Rigshospitalet. Parallelt hermed skal CEJ gennemføre en omfattende renovering og modernisering af den eksisterende hospitalsmasse. Du bliver overordnet leder for i alt ca. 60 medarbejdere, og fire projektdirektører refererer til dig.

Dine opgaver vil omfatte:

  • at have det overordnede ansvar for ledelsen af regionens største hospitalsbyggerier med fokus på professionel porteføljestyring inden for økonomi, tid, kvalitet og risici
  • at bidrage til implementeringen af den samlede strategi med fokus på at være den foretrukken samarbejdspartner for hospitaler og øvrige interessenter i Region Hovedstaden og Region Østdanmark
  • at sikre ensartede principper for økonomi-, risiko- og rapporteringsstyring på tværs af porteføljen samt transparens over for direktion, politisk niveau og øvrige centrale interessenter
  • at sætte strategisk retning for projektmodel, bygherrestrategi samt entreprise- og kontraktformer med henblik på effektiv gennemførelse, risikominimering og værdiskabelse
  • at videreudvikle og forankre bæredygtige byggeprincipper og ESG-/SDG-indsatser
  • at udvikle samarbejds- og partnerskabsmodeller, der styrker relationer og forebygger konflikter i komplekse byggeprocesser
  • at agere synlig og professionel repræsentant for CEJ i relation til direktion, koncernledelse, hospitalsledelser og politisk niveau
  • at gå forrest som leder og sikre en organisation præget af trivsel, høj faglighed og resultatskabelse

Din profil
Du har solid topledererfaring som bygherre, rådgiver eller entreprenør og har gennem din rolle opnået indgående kendskab til den offentlige sektor. Du har minimum 8–10 års erfaring med store og komplekse bygge- og installationsprojekter (megaprojekter) inden for hospitaler, pharma, forskningslaboratorier, infrastrukturprojekter eller lignende.

Du har stærke kompetencer inden for økonomi- og risikostyring, herunder styring af projekter i milliard-klassen. Du er desuden vant til at begå dig i komplekse, politisk styrede beslutningsrum og håndtere interessenter på højt niveau.

Uddannelsesmæssigt har du en relevant teknisk eller forretningsmæssig videregående uddannelse. Du har solid erfaring som personaleleder på tværs af mange fagligheder og med ledelse af ledere.

Personligt er du en strategisk og handlekraftig leder med stærke relationelle og kommunikative kom-petencer. Du skaber resultater gennem tydelig ledelse. Du motiverer og engagerer andre og opbygger tillid. Du arbejder analytisk og struktureret med komplekse problemstillinger og har samtidig evnen til at tænke i nye løsninger og drive udvikling.

Stillingen forudsætter, at du kan sikkerhedsgodkendes.

En vigtig rolle i Danmarks største hospitalsbyggerier
Som vicedirektør med ansvar for Større Byggerier får du et væsentligt strategisk mandat, betydeligt råderum og mulighed for at præge udviklingen og professionaliseringen af fremtidens sundhedsbyggeri – herunder samarbejdsmodeller, risikostyring, bæredygtighed og sikker ibrugtagning.

Du får høj synlighed og kort vej til beslutninger samt et tæt samarbejde med det politiske niveau, top-ledelsen og eksterne partnere. Samtidig får du en central rolle i fusionen mellem Region Hovedstaden og Region Sjælland.

Om Center for Ejendomme
Center for Ejendomme har siden 2017 varetaget regionens ejendomsportefølje på over 2 mio. kvadratmeter – fra fredede ejendomme til nye hospitalsbyggerier. Sammen skaber, driver og optimerer vi de fysiske rammer for Region Hovedstadens hospitaler og virksomheder, og vi står for relaterede ejendomsservices samt lager og logistik på tværs af regionen.

Vi vil være en stærk og værdsat samarbejdspartner med et højt fagligt niveau, der skaber gode oplevelser for patienter, pårørende og medarbejdere. Vi er en arbejdsplads med en åben og anerkendende omgangs-tone. Vi arbejder med højt tempo, korte beslutningsveje og godt humør som en del af CEJ-kulturen.

Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesforhold fastlægges i henhold til Danske Regioners Aftale for Chefer. Arbejdsstedet er CEJ-Huset i Herlev og hos byggeprojekterne.

Yderligere oplysninger
Vil du vide mere om stillingen, kan du kontakte direktør Mogens Kornbo på mail: pporterrphelpsmogens.kornbo@watts-nunezregionhperez-andersonlee.dk. Eller kontakt partner i Holmgaard Management, Britta Borch Egevang, på telefon: 70 26 61 44 eller på mail wgarcianicholsjohnjacqueline78bbe@clinepetersonholmgaardmanagement.dk, hvor du kan få en udførlig stillings- og personprofil.

Ansættelsesproces
Du søger stillingen ved at uploade din ansøgning, CV og relevante uddannelsesbeviser via linket i annoncen. Ansøgningsfristen er 8. marts 2026.

Første samtale finder sted den 23. marts eller 25. marts, og anden samtale afholdes den 13. april. Der vil være tests i forbindelse med en eventuel anden samtale.

Vi ser frem til at høre fra dig.

Se og læs mere om Center for Ejendomme her.

Jobbet er placeret i Herlev kommune, Region Hovedstaden.

Oprettet 6 februar og udløber 8 marts. Kilde: Jobnet

Kontakt: Britta Borch Egevang +4570266144

Lignende jobs