Vedligeholdelsestekniker til Energianlæg i Hjørring
Produktionstekniker / Erhvervsuddannelse / Fysisk / Produktion / energi / vedligehold / affaldshåndtering / grøn omstilling
Vil du være med til at sikre drift og vedligehold af et energianlæg, der producerer varme og strøm ved hjælp af affaldsforbrænding? Vil du samtidig tage ansvar for et værksted med fokus på opgaveløsning og løbende forbedringer? Så er du måske den kollega, vi mangler på Energianlægget i Hjørring.
På vores Energianlæg i Hjørring omdanner vi affald fra både virksomheder, private og sygehuse til strøm og fjernvarme, og sørger for, at resterne bliver håndteret miljøsikkert. Du får en vigtig rolle i at sikre, at anlægget kører stabilt, sikkert og effektivt med fokus på løbende vedligeholdelse og fremtidssikring af anlægget.
Om jobbet
Som vedligeholdelsestekniker bliver du en del af det team, der har ansvar for den daglige drift af værkstedet og de opgaver, der udspringer herfra. Du arbejder tæt sammen med den vedligeholdelsesansvarlige og -koordinator samt øvrige kolleger og sikrer, at opgaverne bliver løst effektivt og med høj faglighed.
Dine opgaver bliver bl.a.:
- Udføre daglige vedligeholdelsesopgaver og kvittere via Sertica vedligeholdelsesprogram
- Fejlsøge og udbedre defekter i eget hovedfagområde
- Varetage ansvar for værkstedet og være faglig sparringspartner for 1-2 praktikanter
- Varetage lagerstyring og ansvar for kørende materiel
- Løse ad-hoc opgaver og deltage i koordinering på morgenmøder
- Være områdeansvarlig for røggasrenssystemet, også under kedelrevision
- Bidrage til opgaver inden for miljø, arbejdsmiljø og lovpligtige eftersyn
Om dig
Vi forestiller os, at du har en håndværksmæssig baggrund, fx som mekaniker, maskinist eller lignende, og har en god teknisk forståelse. Du har blik for sammenhænge og kan se helheden i større vedligeholdelsesprojekter og revisioner.
Som person er du fleksibel, løsningsorienteret og god til at holde overblik, også når der er mange opgaver i gang samtidig. Du trives med at tage ansvar, både for opgaver og for samarbejdet med kolleger og praktikanter.
Derudover er det en fordel, hvis du:
- Har erfaring med vedligehold og fejlsøgning på tekniske anlæg
- IT-forståelse og kendskab til vedligeholdelsessystemer
- Truckkort
- B-kørekort (krav)
Vi tilbyder
Du bliver en del af et fagligt stærkt team med 21 dygtige kolleger og en uformel kultur med højt til loftet, stort samarbejde og godt humør. Hos os er der plads til at prøve nye idéer af, og du får et meningsfuldt job, hvor du er med til at understøtte miljø- og klimamål og dermed en mere bæredygtig fremtid.
Vi arbejder i en hverdag med både stabil drift og udvikling, hvor der ikke er langt fra idé til handling.
Hos Nordværk arbejder vi ud fra værdierne: ordentlighed, samarbejde, faglighed og bæredygtighed. De afspejler sig i hverdagen, og vi lægger vægt på, at du har lyst til at efterleve dem i praksis.
Løn og ansættelsesforhold
- Forventet opstart: 1. januar 2026 med mulighed for tidligere opstart
- Arbejdstid: 37 timer ugentligt
- Løn efter kvalifikationer og gældende overenskomst
- Arbejdssted: Miljøvej 7, 9800 Hjørring
Vi ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer derfor alle kvalificerede, uanset personlig baggrund, til at søge.
Om processen
Ansøgningsfristen er d. 23. november 2025.
Vi forventer at afholde første samtalerunde tirsdag d. 2. december 2025 og anden samtalerunde mandag d. 8. december 2025, hvor kandidater til anden samtale skal besvare en personprofilanalyse.
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte vores afdelingsleder for Energianlæg - Hjørring, Morten Storm Andersen, på mail: jaredhartmanmsdkatherine49vasquezchristine@nordvaerk.dkmckinney.dklopez.dk eller tlf.: 2214 1776.
Bemærk, at ansøgninger ikke modtages pr. mail.
Vi glæder os til at modtage din ansøgning!
Nordværk I/S
Nordværk er Danmarks tredje største affaldsselskab, som beskæftiger ca. 600 medarbejdere. I et stærkt fællesskab bidrager vi til den grønne omstilling med fokus på klima og miljø til gavn for ejerkommuner, borgere og virksomheder i Nordjylland. Nordværk servicerer 400.000 borgere i det nordjyske og er ansvarlig for affaldsindsamlingen og driften af genbrugspladserne i Hjørring Kommune, Aalborg Kommune, Brønderslev Kommune, Rebild Kommune og Jammerbugt Kommune. Vi leverer tryghed og sikkerhed i opgaveløsningen med stort fokus på den økonomiske, den miljømæssige og den sociale bundlinje. Vi prioriterer og deltager aktivt i lokale løsninger og skaber resultater med blik for hele Nordjylland – og den øvrige omverden. Med et stærkt fokus på vores fælles fremtid vil vi være klimaneutrale og pionerer i den grønne omstilling. Læs mere på https://nordvaerk.dk/om-nordvaerk/
Lignende jobs
Operatør til Moderne Energianlæg i Hjørring
Automekaniker søges hos Hjørring Bilcenter
Mekaniker til Super Dæk Service Hjørring
Se flere Produktionstekniker jobs i Hjørring eller hele Region Nordjylland