4 x UDCG I-WG stillinger i Ballerup
Vil du være med til at bidrage til innovationssamarbejdet med Ukraine og understøtte innovationsbehovet i Forsvaret? Så har vi brug for dig i vores nye team i Danish Defence Innovation Unit med særlig fokus på innovationsarbejdet til støtte for Ukraine.
Vi søger i alt fire nye kollegaer.
Om os
Danish Defence Innovation Unit er en enhed under Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, placeret i Udviklingsdivisionen. Enheden arbejder med struktureret innovation og teknologisk udvikling til gavn for Forsvaret og internationale samarbejdspartnere – særligt Ukraine.
Danish Defence Innovation Unit blev oprettet i 2024 og arbejder tæt sammen med Forsvarskommandoen, erhvervslivet, universiteter og internationale partnere med henblik på at skabe de nødvendige rammer for innovation i Forsvaret. Vi understøtter Forsvarets behov for innovationsforløb, herunder test og afprøvning af interessante teknologiske løsninger, etablerer innovationsarenaer i samarbejde med Forsvarskommandoen samt koordinerer andre relevante centrale innovationsaktiviteter i og omkring Forsvaret. Endvidere understøtter vi Ukraines innovationsbehov i form af særlige innovationsprojekter samt i rammen af koalitionen til støtte for Ukraine.
Om stillingerne
Du bliver en del af en lille og dynamisk enhed, der sætter pris på initiativ, samarbejde og en uformel tone. Arbejdsstedet er i Ballerup, og vi tilbyder fleksible rammer med mulighed for både faglig udvikling og selvstændigt ansvar.
Under koalitionen til støtte for Ukraine, Ukraine Defence Contact Group, er der nedsat en arbejdsgruppe, Working Group Innovation, der i koalitionssammenhæng har til formål at understøtte Ukraines teknologiske innovationsbehov. Den danske materieldirektør er formand for denne arbejdsgruppe. En af Danish Defence Innovation Units opgaver er at fungere som sekretariat for arbejdsgruppen.
Som en del af Danish Defence Innovation Unit etableres der nu et lille team, hvortil vi søger fire nye kollegaer til at varetage sekretariatsopgaverne, som bl.a. består i at opbygge og vedligeholde relationer og samarbejde med counterparts i Ukraine Defence Contact Group arbejdet samt relevante NATO-fora m.v., herunder også at koordinere Ukraine Defence Contact Group Working Group Innovation arbejdet i f.t. Ukraine Defence Contact Group Capability Coalitions, andre relevante arbejdsgrupper og fora.
Konkrete opgaver består i at bistå med at klarlægge og definere Ukraines teknologiske innovationsbehov samt deltage i dialog med relevante samarbejdspartnere angående prioritering af behovene. Efterfølgende at gennemføre prioriterede calls, challenges og andre innovationsforløb til opfyldelse af de prioriterede behov, herunder at udarbejde proces for det pågældende innovationsforløb, sammensætning af evt. evalueringspaneler m.v., inddragelse af relevante teknologisk ekspertise, modtage, behandle og prioritere umiddelbare løsningsforslag samt opfølgning på de udvalgte innovationsforløb, herunder særligt i f.t. øvrige nationers projekter.
Der skal endvidere foretages løbende opfølgning og dialog med involverede parter, brugere m.v. i f.t. de igangsatte forløb og arbejdspakker, facilitering af systematisk videns- og erfaringsopsamling samt overførsel af udviklede løsninger til Ukraine.
I opgaverne ligger også et særligt fokus på nationale gevinster i samarbejdet i Working Group Innovation og på at agere som bindeled til industri, akademia, forsvar og øvrige nationale myndigheder. Opgaverne inden for dette består især i at informere om Ukraine Defence Contact Group innovationsaktiviteter samt at videreformidle erfaringer fra Ukraine Defence Contact Group-arbejdet og erfaringer fra samarbejdet med Ukraine generelt til dansk erhvervsliv og akademia, ligesom at erfaringer vedrørende Ukraine fra dansk erhvervsliv og akademia også skal indhentes til gavn for Ukraine Defence Contact Group-innovationsarbejdet og dansk forsvar generelt.
Teamet skal løbende yde generel støtte til Ukraine Defence Contact Group Working Group Innovation formanden i f.t. mødeforberedelse, gennemførelse og opfølgning i rammen af Ukraine Defence Contact Group Working Group Innovation arbejdet.
Endelig skal teamets medarbejdere bistå med øvrige Danish Defence Innovation Unit innovationsaktiviteter efter behov.
De endelige konkrete opgaver for de enkelte stillinger vil blive afstemt i f.t. de endelige kandidaters kompetencer, erfaringer og ikke mindst personlige profil.
Nyuddannede kan også komme i betragtning.
Om dig
Vi forestiller os, at du har en akademisk uddannelse – måske kombineret med erfaring fra styrelsesniveau, en konsulentvirksomhed eller en større organisation, hvor du har arbejdet med komplekse eller tværgående opgaver eller måske haft ansvaret for koordination af større opgaver. Du behøver ikke på forhånd at kende Forsvarets struktur og virkemåde, men du har interesse og nysgerrighed til at sætte dig ind i en stor og kompleks organisation i konstant udvikling.
Du kan sætte retning og skabe fremdrift i projekter, også når der er mange aktører og uklare rammer. Du kommunikerer sikkert og klart – både skriftligt og mundtligt – og er vant til at arbejde både på dansk og engelsk. Du har et naturligt drive og tager ansvar for både store og små opgaver. Du arbejder struktureret, har sans for koordinering og trives med en bred kontaktflade på tværs af myndigheder, virksomheder og forskningsmiljøer både nationalt såvel som internationalt.
Vi lægger desuden vægt på, at du har erfaring med projektledelse eller projektkoordination, innovation, teknologi eller arbejde i krydsfeltet mellem offentlig og privat sektor. Endvidere at du har interesse for industriens og akademia roller i udviklingen af nye løsninger til Forsvaret, gerne kombineret med militærfaglig eller teknisk forståelse - erfaring er en fordel, men absolut ikke et krav.
Endelig vægter vi, at du er vant til at anvende digitale værktøjer og har et godt greb om MS Office-pakken.
Du behøver ikke være ekspert i alt fra start – det vigtigste er, at du er dedikeret, engageret og ser muligheder frem for begrænsninger, samt at du er åben, imødekommende og besidder evnen til at skabe arbejdsglæde og et godt arbejdsmiljø og samarbejde med andre om at gøre en forskel.
Er du klar til at blive en del af et sted, hvor innovation og forsvar mødes?
Så glæder vi os til at høre fra dig!
Ansættelsesvilkår
Du ansættes i henhold til den enhver tid gældende overenskomst.
Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Arbejdsstedet er i Ballerup.
Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Kontakt og ansøgning
Hvis du vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte major og chef for Danish Defence Innovation Unit, Martin Veirum på telefon 2173 2306.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Katrine Glyngbo på telefon 3266 5542.
Ansøgningsfristen er den 16. marts 2026 og samtaler forventes afholdt i forlængelse heraf. Stillingen er til besættelse hurtigst muligt.
Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis. Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes i PDF-format.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Om Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse er en styrelse under Forsvarsministeriet. FMI har ansvaret for det samlede forsvars og beredskabs materiel, it og cybersikkerhed. Det er os, der anskaffer, driver og bortskaffer materiel og it for såvel Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet, Arktisk Kommando, Specialoperationskommandoen, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og resten af Forsvarsministeriets koncern. Desuden bistår vores it-medarbejdere dagligt i at modstå de cyberangreb, Forsvarsministeriets koncern udsættes for. Vi er ca. 2500 medarbejdere (3/4 civile - 1/4 militære) fordelt ud over hele Kongeriget, med hovedkontorer i henholdsvis Ballerup, Brabrand og Hvidovre.
Jobbet er placeret i Ballerup kommune, Region Hovedstaden. Se flere projektleder jobs i Ballerup eller Region Hovedstaden.
Oprettet 17 februar og udløber 16 marts. Kilde: Jobnet
Kontakt: Katrine Glyngbo +4532665542
Lignende jobs
Studentermedhjælper til Danish Defence Innovation Unit i Ballerup