Børne- og ungerådgiver til Skoleliv i Valby-Vesterbro-Kgs. Enghave (VVK)
Vi løfter børns trivsel og skaber trygge børneliv for de mest udsatte skolebørn. Hvis du vil være med til det og ønsker at blive en del af et stærkt fagligt fællesskab med høje ambitioner for socialfagligt arbejde og tværfagligt samarbejde, så er det dig, vi søger.
Da en af vores dygtige kollegaer har fået en ny rolle, søger vi en børne- og ungerådgiver til fastansættelse i myndighedsgruppen i afdelingen Skoleliv i Valby-Vesterbro-Kgs. Enghave (VVK).
Lidt om Skoleliv og os i VVK
I myndighedsgruppen i Skoleliv bliver du en del af et stærkt kollegialt fællesskab bestående af dig og 22 dygtige rådgiverkollegaer, to teamledere, en faglig koordinator og en afdelingsleder.
Vi arbejder fortrinsvis med skolebørn i alderen 8 til 13 år, hvilket giver os en særlig mulighed for at hjælpe børn og familier i en periode af børnenes liv, hvor udviklingen for alvor tager fart, og hvor vi med den rette indsats kan gøre en stor forskel.
Vi arbejder med mange forskellige problemstillinger – alt fra psykiske vanskeligheder til skolevægring og kriminalitet – så der er en stor variation i opgaverne og mulighed for at specialisere dig i det, som du har en særlig interesse for. Sidst, men ikke mindst, har vores målgruppe også en alder, hvor det i højere og højere grad bliver muligt at inddrage barnets perspektiv med afsæt i barnets egne udsagn, hvorfor børnesamtalen og repræsentationen af barnets perspektiv er et kernefokus i vores arbejde.
Det er også en fordel, hvis du har viden om eller interesse for autisme, da vi oplever en stigende opgave med at understøtte børn med autismediagnoser og deres familier i skolesystemet og i deres hverdag.
Skoleliv er en afdeling i Din Sociale Indgang – Valby-Vesterbro-Kgs. Enghave (DSI VVK), som er én ud af fem bydelsenheder, hvor vi varetager sagsbehandlingen på børne- og familieområdet i København. I VVK er vi ca. 225 medarbejdere med forskellige faglige baggrunde.
Om stillingen
Som børne- og ungerådgiver i Skoleliv får du ansvaret for sagsbehandlingen i et antal børnesager, som du i tæt samarbejde med familierne, dine kollegaer og resten af husets mange kompetente fagpersoner vil arbejde for at skabe en positiv udvikling i.
Du vil desuden samarbejde tæt med områdets skoler, PPR og vores skolesocialrådgivere, som alle bidrager til at sikre en helhedsorienteret indsats med afsæt i børnenes hverdag i skole og hjem.
Dine vigtigste opgaver vil være at
- inddrage børnene, så deres stemme kommer bedst muligt i spil
- samarbejde med forældre og netværk om, hvordan vi bedst hjælper dem til at støtte børnene
- udarbejde afdækninger, børnefaglige undersøgelser, træffe afgørelser og iværksætte støtte til børn og unge efter barnets lov
- være tovholder for den koordinerende indsats i sagerne og herunder indgå i et tæt professionelt samarbejde med andre fagpersoner
- følge op på effekten af indsatser og justere efter behov
Om dig
Vi forventer, at du
- er uddannet socialrådgiver eller har en lignende uddannelsesmæssig baggrund
- har kendskab til lovgivningen på det specialiserede børneområde og har et skarpt blik for sagsførelse
- er god til at kommunikere og kan formulere dig klart og tydeligt både overfor borgerne og i den efterfølgende skriftlige dokumentation
- har stærke relationskompetencer, som du bruger aktivt til at skabe alliancer med familierne og deres netværk om at skabe forandring for børnene
- er samarbejdsorienteret både internt og eksternt med fokus på, at en vigtig del af din rolle som rådgiver er at mobilisere og sætte retning for andre fagpersoners arbejde med at skabe forandring for familierne
- er indstillet på en til tider hektisk hverdag, hvor du kan være nødt til at afvige fra det planlagte, når situationen kalder på det
Som person er du en holdspiller, der kender dig selv, og som ved, hvor du kan hjælpe andre, og hvor de kan hjælpe dig. Du er ambitiøs på egne og børnenes vegne, men formår også at glæde dig over det, som du når, når tiden bliver for knap.
Det får du hos os
I VVK lægger vi vægt på at være en arbejdsplads med højt til loftet både fagligt og socialt, og vi værdsætter, at den enkelte bidrager med gode ideer og initiativ. Vi har en ambition om at gøre myndighedsrollen til et klart karrierevalg, hvor du som børne- og ungerådgiver har mulighed for at udvikle dig fagligt og bringe dine socialfaglige kompetencer i spil.
Hos os står du ikke alene med sagerne. Tværtimod kan du forvente, at vi tager et fælles ansvar for sagsbehandlingen, og at du bliver en del af et fagligt fællesskab, hvor vi interesserer os for og hjælper hinanden.
Derudover vil du hos os møde
- en organisation, hvor trivsel og arbejdsglæde vægtes højt, og hvor vi opfatter os selv som en enhed, der løser opgaverne i fællesskab
- muligheder for at specialisere dig indenfor ét eller flere områder og indgå i udviklingsprojekter, faglige aktiviteter mv. efter interesse
- god faglig sparring fra kollegaer og ledelse samt supervision
- en arbejdsplads med et stærkt kollegialt fællesskab og mange sociale arrangementer
- fleksibel arbejdstid, mulighed for hjemmearbejde og en god kantineordning
Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår efter overenskomst for socialrådgivere, socialformidlere og/eller HK- overenskomst for administration og IT og indenfor rammerne af lokal løndannelse.
Stillingen er på 37 timer ugentligt. Vi arbejder til kl. 17:00 på torsdage og fredage til kl. 14:00.
Der er tale om en fastansættelse. Tiltrædelse den 1. april 2026 eller snarest muligt derefter.
Vil du vide mere?
Kontakt teamleder Nikoline Koldby Larsen på 51 62 90 94 ved spørgsmål vedrørende stillingen eller os i Skoleliv.
Besøg siden Børn og unge | Socialjob. for at høre mere om arbejdet som børne- og ungerådgiver i Københavns Kommune.
Vi glæder os til at læse din ansøgning!
Søg via linket senest mandag den 9. marts 2026
Sammen med motiveret ansøgning beder vi dig uploade CV, eksamensbeviser og evt. udtalelser.
Vi holder løbende samtaler samt den 11. og 12. marts 2026 og forventer at holde 2. samtaler.
Om Socialforvaltningen i Københavns Kommune
Socialforvaltningen (SOF) i Københavns Kommune arbejder for at støtte udsatte borgere og familier samt borgere med handicap i at leve gode og selvstændige liv. Vi tilbyder sociale indsatser på tværs af aldersgrupper og målgrupper – fra børn og unge med behov for støtte til voksne med sociale udfordringer eller handicap.
Vi har klare faglige ambitioner om at hjælpe borgere frem mod øget trivsel og livsmestring. Dette sker gennem forebyggelse, behandling og specialiserede tilbud, der tilpasses den enkeltes behov. Fra den 1. januar 2025 består SOF af seks driftscentre, fire administrative centre og et ledelsessekretariat, der arbejder tæt sammen om at sikre helhedsorienterede løsninger og høj faglighed.
Med en stærk tværfaglig tilgang og fokus på udvikling hjælper vi borgere med at møde hverdagens udfordringer og skabe nye muligheder.
Jobbet er placeret i København kommune, Region Hovedstaden. Se flere socialrådgiver jobs i København eller Region Hovedstaden.
Oprettet 6 februar og udløber 9 marts. Kilde: Jobnet
Kontakt: Nikoline Koldby Larsen +4551629094
Lignende jobs
Børne- og ungerådgiver til Børneliv i Valby-Vesterbro-Kgs. Enghave
Tværgående socialfaglig koordinator til børne- og ungeområdet - Valby
Børne- og ungerådgivere til specialiseret handicapområde – City-Østerbro i København Ø
Børne- og ungerådgiver i Børneteamet – Specialiseret Handicap, City-Østerbro
Socialrådgivere med faglig styrke til Guldberg‑Blågård i Nørrebro – børneområdet