Afdelingsleder for Miljø og Byg i Nyborg Kommune
I Nyborg Kommune leder vi efter en afdelingsleder til Miljø og Byg, der kan skabe retning og udvikle en stærk kultur i tæt samspil med både medarbejdere og lederkolleger.
Vi har et stærkt fokus på ledelse, og vi tror på, at god ledelse er nøglen til både trivsel, faglig kvalitet og gode resultater. Du bliver en del af et engageret lederteam med tæt dialog, høje ambitioner og fælles ansvar for at skabe en stærk faglig og organisatorisk helhed.
Det er en spændende lederstilling, fordi du får et job med stor indflydelse og mulighed for at sætte en tydelig kurs og være med til at udvikle en samarbejdende og tillidsfuld kultur – både i dit eget team og på tværs af hele Teknik og Miljø i samarbejde med lederteamet.
Her er plads til, at du bringer dine idéer, din erfaring og blik for mennesker og samarbejde i spil. Det er et arbejde med tyngde – og med stor betydning for både borgere, virksomheder og dine kollegaer i kommunen.
Hvem er du – og hvad drømmer vi om?
Vi søger en leder, som har:
- skabt resultater gennem kulturforandring
- erfaring med at servicere erhvervslivet i forhold til myndighedstilladelser
- stærke sociale og relationelle kompetencer
- erfaring med forvaltningsret og jura
- erfaring med politisk betjening
- kendskab til byggesager, miljøområdet og BBR
Du skal ikke være fagekspert, men du skal kunne sætte rammer og retning, der giver dygtige medarbejdere mulighed for at lykkes. Du har blik for, hvad der skal til for at få mennesker og opgaver til at spille sammen – og du går til ledelsesopgaven med nysgerrighed og tydelighed.
Yderligere information:
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst og principperne for lokal løndannelse. Vi gør opmærksom på, at der skal forevises straffeattest inden ansættelse.
Vi tror på at dialog er det vigtigste for at lave et godt match for dig og os. Samtidig vil vi gerne gøre det nemt at søge - derfor skal du ikke sende en ansøgning, men blot dit CV. På baggrund af dette screener vi og inviterer relevante kandidater til en indledende telefonsamtale med chef for Teknik og Miljø Søren Ravn-Nielsen tlf. 2167 1239. På baggrund af CV og telefonsamtale beslutter ansættelsesudvalget, hvilke kandidater, der kaldes til samtale.
Ansøgningsfrist torsdag 21. august 2025
Ansættelsessamtaler afholdes løbende
Tiltrædelse snarest muligt
Som led i rekrutteringsprocessen vil der blive udarbejdet en personprofil med efterfølgende interview for de kandidater, der går videre til 2. samtale. Til dette formål videregives navn, telefonnr. og e-mail adresse til People Tools. Ansættelsesudvalget gennemgår resultaterne af personprofilerne før 2. samtale.
Nyborg Kommune har indført røgfri arbejdstid. Politikken gælder alle ansatte og betyder, at det ikke er muligt at ryge i arbejdstiden. Rygepolitikken skal sikre, at alle ansatte i Nyborg Kommune kan færdes i et røgfrit arbejdsmiljø.