Afdelingsleder for Unge ved Marjatta Skolehjemmet
Marjatta søger a****fdelingsleder til ungdomsgruppen Birken på Skolehjemmet
Nærværende og engageret afdelingsleder, som brænder for arbejdet med unge og unge voksne med udviklingshæmning. Der lige som os vægter gode og stærke relationer, og ser dem som fundamentet for udvikling og en forudsætning for kvaliteten i vores hverdag. Vi arbejder ud fra et helhedsorienteret menneskesyn, hvor vi både sætter individet og fællesskabet i centrum. Kan du nikke genkendende til ovennævnte så er du måske vores nye afdelingsleder.
Hvem er vi:
Birken er en unge-døgngruppe på Skolehjemmet, der er en del af Marjatta. Birken består af 12 unge og unge voksne i alderen 15-22 år. Udgangspunktet for alt arbejdet er den enkelte og fællesskabet. Vi arbejder målrettet med at udvikle og styrke den enkelte unges potentialer og samtidig guide og støtte den enkelte til at være en del af et meningsfuldt fællesskab og have venner og kammerater.
Stillingen er på 37 timer og tiltrædelse gerne omkring 1. januar eller efter aftale.
Vi tilbyder:
- At du bliver en del af et velfungerende ledelsesteam med 10 gruppeledere og en forstander omkring dig for sparring og samarbejde
- En engageret medarbejdergruppe som med stor faglighed og erfaring, er gode til at tage ansvar og løse opgaverne. Alle brænder for deres arbejde og hjælper, guider og støtter hinanden til at løfte i flok
- En gruppe dejlige unge mennesker som vil sætte spor i dit hjerte. Alle med udviklingshæmning, samt forskellige diagnoser og behov for støtte, som skal guides og vejledes for at få en værdifuld hverdag
- En dejlig arbejdsplads med plads til spændende faglige drøftelser og et rummeligt arbejdsmiljø med psykologisk tryghed og humor
- Et fællesskab som omfatter børn, unge og voksne i hele Marjatta
- Mulighed for fordybelse og udvikling af specialkompetencer
Formelle kompetencer:
- Meget gerne erfaring med personaleledelse
- Gerne i besiddelse af en lederuddannelse eller indstillet på at starte op med det inden for de første ansættelses år
- Er fagligt velfunderet, og uddannet helsepædagog eller pædagog med interesse for helsepædagogisk overbygning
- Har evner og interesse for at arbejde med administrative opgaver, herunder varetage mødeplaner, forhandlinger og kontakt med kommuner, udfærdigelse af mål, delmål og også gerne kendskab til dokumentationssystemet Sensum One
- Kan gå forrest, samt skabe struktur og tydelighed med gode rammer og dialoger for faglig udvikling
- Er fagligt funderet til at håndtere, at der kan opstå pædagogiske konflikter
Vi søger dig som:
- Kan være kulturbærer og vil engagere dig i ex. fejring af årstidsfesterne
- Har lyst til at arbejde på gulvet og være en del af dagligdagen i gruppen
- Ønsker at udvikle faglighed og brænder for det unge menneskes udvikling
- Er optaget af at pleje et godt pårørende samarbejde
- Kan være støttende og har humoristisk sans, samtidig med at være løsningsorienteret og kreativ i forhold til det pædagogiske relations arbejde
- Har mod og faglighed til at stå i pædagogiske konflikter, og trives med at guide og vejlede medarbejdere
Skolehjemmet Marjatta ligger på Sydsjælland, tæt ved Præstø, og med den smukkeste udsigt over Præstø Fjord. Vi har en specialskole, STU forløb og dag- og døgntilbud, og til de unge voksne er der forskellige former for aktivitets- og samværstilbud. Der er 75 børn, unge og voksne i døgntilbuddet og 32 børn og unge i dagtilbuddet på Skolehjemmet.
Løn og ansættelse: Ansættelsen sker efter gældende regional overenskomst samt vores lokale forhåndsaftaler.
Yderligere oplysninger: Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte forstander Tine Bay Sørensen på mail twsstephenshieldsjoegonzalez@young-hopkins.dkmarjatta.dkpatel.dk eller telefon 2360 5119 eller gruppeleder Marko Fribert på mail markfybarrettqfowler@chavez-meyer.dkpatton.dkmarjatta.dkreilly-spencer.dk og telefon 5651 7842.
Ansøgningsprocedure: Skriftlig ansøgning med relevant CV bedes uploaded via vores hjemmeside ”Ledige stillinger”, ansøgningen skal være os i hænde senest 26. oktober 2025.
Vi gør opmærksom på, at vi ønsker at indhente referencer fra tidligere arbejdspladser, samt at der i forbindelse med ansættelse indhentes børne- og straffeattest.
Bemærk at Marjatta er en røg-/tobaksfri arbejdsplads.
Læs mere om Marjatta på vores hjemmeside www.marjatta.dk
Tæt på skov, fjord og strand på Sydsjælland og Stevns ligger Marjatta. Marjatta bygger sit virke på Rudolf Steiners menneskesyn og den antroposofiske filosofi. Marjatta huser 250 børn, unge og voksne borgere, rundt omkring på mangfoldige bosteder og værksteder. Vi har omkring 600 medarbejdere. Vi lægger vægt på, at beboerne skal møde omsorgsfulde og fagligt dygtige medarbejdere, der på en kærlig måde kan understøtte hver enkelt borgers trivsel og udvikling samt fremme hans/hendes livskvalitet.