Afdelingsleder til hr
Kan du sikre løn- og personaleadministration til gavn for organisationen, har du flair for systemer og lyst til ledelse, så har vi jobbet til dig.
I Vejdirektoratet er vi ca. 1050 ansatte og knap 60 ledere fordelt på seks lokationer i Danmark. Vi arbejder hver dag for at skabe sammenhæng for de mange trafikanter, der benytter de danske statsveje. Som afdelingsleder vil du blive en del af en HR-afdeling, hvor samarbejde og kvalitet i arbejdet er i højsædet.
Som afdelingsleder står du i spidsen for vores HR-drifts afdeling, der arbejder med løn- og personaleadministration fx: ansættelser, fratrædelser, barsel, ferie, sygdom, tidsregistrering, refusioner, løn, elever og kursusadministration. Afdelingen samarbejder tæt sammen med HR-konsulentteamet, der bl.a. består af HR-partnerne og HR-jurister.
Vi har igennem flere år arbejdet i SAP, men er i gang med at overgå til de fælles statslige systemer. Vi er pr. 1. marts 2025 overgået til Statens HR. Derudover arbejder vi på at implementere et nyt tidsregistreringssystem og på at skifte refusionsløsning.
Dine opgaver
Du får bl.a. ansvar for:
- ledelse af 8 medarbejdere som sidder både i København og i Skanderborg
- projektledelse ift. overgangen til de fælles statslige systemer
- høj kvalitet og service ift. de forskellige løn- og personaleadministrative opgaver
- et godt arbejdsmiljø og relevant kompetenceudvikling for dine medarbejdere
Du refererer til områdechefen for Sekretariat & HR, Camilla Falberg Reich, og indgår sammen med afdelingslederen for Direktionssekretariatet i områdeledelsen. Du får derudover et tæt samarbejde med Økonomiområdet.
Din profil
Vi ser for os, at du:
- har relevant uddannelse og kompetencer indenfor HR og ledelse
- har flere års erfaring med HR-administration – gerne fra en statslig styrelse
- er en dygtig projektleder, og forandringsleder
- er tillidsvækkende og kvalitetsbevidst
Velkommen til Vejdirektoratet
Du bliver en del af en organisation, hvor medarbejdertrivsel, kompetenceudvikling og arbejdsliv i balance står højt på dagsordenen. Vi har desuden en god kantine, sociale klubber og træningsfaciliteter.
’’Afdelingen består af både meget erfarne og mindre erfarne medarbejdere. Der er fokus på at levere god service til organisationen, og vi har et godt sammenhold og hjælpes ad’’ fortæller områdechef Camilla Falberg Reich.
Dine løn- og ansættelsesvilkår
Du ansættes med titel som afdelingsleder og lønindplaceres som ”chefkonsulent med personaleansvar”. Ansættelse sker på overenskomstvilkår med mulighed for forhandling af tillæg alt efter kvalifikationer. Du bliver omfattet af Vejdirektoratets cheftidsaftale. Forventet startdato er 1. september 2025.
Vejdirektoratet er en styrelse under Transportministeriet. Dit ansættelsesområde bliver Transportministeriet med de til enhver tid tilhørende institutioner. Du vil blive ansat i Vejdirektoratet på adressen Carsten Niebuhrsgade 43, 1577 København V. Der vil være mulighed for ugentlige hjemmearbejdsdage.
Det er en forudsætning for ansættelsen, at du kan sikkerhedsgodkendes og efterfølgende kan opretholde sikkerhedsgodkendelsen i hele din ansættelsesperiode.
Læs mere
Vil du vide mere om Vejdirektoratet, og hvad det vil sige at arbejde hos os kan du læse mere om vores opgaver og medarbejdere på www.vejdirektoratet.dk.
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte områdechef Camilla Falberg Reich på telefon +45 7244 3003 eller [email protected].
Er du interesseret?
Send din ansøgning senest søndag d. 22. juni. Vi forventer at afholde samtaler umiddelbart efter ansøgningsfristens udløb.
Går du videre fra de indledende samtaler, kan der blive indhentet referencer fra tidligere arbejdsgiver. Søg stillingen ved at trykke på linket ”Søg stillingen” eller via vores hjemmeside www.vejdirektoratet.dk.
Vedhæft ansøgning, cv og andre relevante dokumenter.
Vi tror på, at et inkluderende og mangfoldigt arbejdsmiljø styrker fællesskabet og den måde, vi løser opgaverne på. Vi prioriterer en medarbejdersammensætning, der afspejler samfundet og giver lige muligheder for alle. Derfor opfordrer vi alle kvalificerede til at søge stillinger uanset alder, køn, seksuel orientering, religion, handicap, politisk anskuelse eller etnisk tilhørsforhold.