etjob.dk
København kommune Fuldmægtig

Barselsvikar Jurist ved Domstolsstyrelsen København

Vil du være med til at understøtte og udvikle domstolenes arbejde? Er du en dygtig og engageret jurist, der arbejder helhedsorienteret og kan skabe resultater? Så er du måske vores nye kollega.

Danmarks Domstole værner om vores demokrati, retssamfund og den enkeltes retssikkerhed. Det gør vi med udgangspunkt i vores vision, vores stærke værdier og vores fælles mål. Domstolsstyrelsen er en del af Danmarks Domstole. Vi har til opgave at udvikle, administrere og understøtte domstolene og arbejder således for ret og retfærdighed.

Vi søger en jurist med høj faglighed, der skal arbejde med både strategiske opgaver og konkret sagsbehandling.

Vi tilbyder dig en spændende stilling

  • på en udviklingsorienteret og uformel arbejdsplads med høj faglighed,
  • hvor du får et stort ansvar i en vigtig samfundsinstitution, og
  • hvor du vil have mange kontaktflader til Domstolsstyrelsens øvrige centre, retterne og eksterne samarbejdspartnere, særligt Justitsministeriets departement.

Du bliver en del af teamet Forretning og Compliance, som er en del af enheden Jura og Forretning, hvor vi er 25 engagerede medarbejdere i et stærkt fagligt miljø, som du kan sparre med og søge inspiration hos. Vi lægger vægt på at skabe værdi for domstolene og brugerne, professionalisme og ikke mindst arbejdsglæde. Du vil referere til teamchefen.

Du får et job med en afvekslende hverdag, hvor du løbende vil blive udfordret på nye opgaver, og hvor der er fokus på din faglige og personlige udvikling.

Nøglerolle i understøttelsen af domstolenes arbejde
En af dine vigtigste opgaver vil være at understøtte et velfungerende samarbejde mellem aktørerne på straffesagsområdet for bl.a. at sikre korte sagsbehandlingstider og bidrage til brugernes samlede oplevelse af mødet med domstolene. Justitsministeriets departement, anklagemyndigheden, politiet og kriminalforsorgen er tætte samarbejdspartnere. Du vil også inden for straffesagsområdet have ansvar for udviklingstiltag inden for fx lovgivning og systemunderstøttelse af arbejdet ved retterne. Du vil herudover bidrage til understøttelsen af udviklingen af domstolenes andre fagområder.

Dine opgaver vil nærmere være at:

  • varetage ledelsesbetjening, herunder udarbejde ledelsesoplæg i form af notater, analyser og præsentationer samt beslutningsforslag og orienteringer til bestyrelse, direktion eller ledelsesfora
  • bidrage til projekter og opgaver i form af juridiske leverancer, analyser, business cases, projektbeskrivelser og -planer.
  • varetage sekretariatsbetjening af forskellige udvalg og arbejdsgrupper, herunder udarbejde og indsamle mødemateriale, forberede mødefora og skrive referat
  • besvare henvendelser fra borgere, virksomheder, offentlige myndigheder og internationale organisationer, herunder folketingsspørgsmål

Du er en dygtig jurist og stærk i samarbejde og proceshåndtering
Du er en fagligt dygtig jurist (cand.jur. eller cand.merc.jur.) gerne med flere års erfaring fra et ministerium, en styrelse, et advokatfirma, retterne eller anklagemyndigheden. Du har en høj faglig integritet med fokus på kvalitet og legalitet. Det vil være en fordel, hvis du har indblik i og forståelse for politiske processer og har kendskab til retsplejen.

Det er afgørende, at du har lyst til at sætte dig ind i Danmarks Domstole som organisation og trives med at have forskellige roller som tovholder, koordinator og sagsbehandler på egne driftsopgaver og udviklingsopgaver i tæt samarbejde med ledelsen på strategisk vigtige områder.

Derudover lægger vi vægt på, at du:

  • arbejder selvstændigt og proaktivt i din opgaveløsning
  • har særdeles gode samarbejdsevner og er dygtig til at skabe gode relationer såvel internt som blandt eksterne samarbejdspartnere og interessenter
  • er god til mundtligt og skriftligt at præsentere problemstillinger og mulige løsninger. Det indebærer bl.a. et klart blik for det væsentlige og et korrekt sprog
  • er resultat- og helhedsorienteret og løser dine opgaver med høj kvalitet
  • kan prioritere og håndtere flere sager på samme tid

Løn og ansættelsesvilkår
Der er tale om et barselsvikariat, og stillingen er derfor tidsbegrænset med forventet udløb til februar 2027. Du vil blive ansat som fuldmægtig i henhold til overenskomst for akademikere i staten indgået mellem Finansministeriet og en række AC-organisationer, herunder Danmarks Jurist- og Økonomforbund. Der vil eventuelt være mulighed for at aftale et personligt tillæg afhængigt af dine kvalifikationer og forudgående erfaringer.

Du vil blive omfattet af en attraktiv flekstidsordning samt få mulighed for hjemmearbejde i op til to dage om ugen, når det er foreneligt med opgavevaretagelsen.

Domstolsstyrelsen er beliggende på både Amagerfælledvej og Gammel Mønt i København. Du vil få arbejdssted på Amagerfælledvej.

Stillingen er til besættelse snarest muligt.

Vil du vide mere?
Har du spørgsmål, er du velkommen til at ringe til teamchef Line Pallisø Bornø på tlf. 29 46 83 47.

Du kan læse mere om Domstolsstyrelsen og Danmarks Domstole på www.domstol.dk. Her kan du også møde en række ansatte samt se en film om arbejdet som jurist i Domstolsstyrelsen.

Ansøgning og øvrige oplysninger
Du sender din ansøgning online via vores rekrutteringssystem. Du bliver guidet igennem processen, når du trykker på knappen ”Søg stillingen” på siden.

Ud over din ansøgning bedes du vedlægge cv, eksamenspapirer – både bachelor- og kandidatbevis med karakterer – samt eventuelle udtalelser m.v.

Vi skal have modtaget din ansøgning i rekrutteringssystemet senest onsdag den 1. oktober 2025 kl. 12.

Vi forventer at holde 1. samtaler den 8. og 9. oktober 2025 og 2. samtaler den 22. oktober 2025.

Vi opfordrer enhver, der er interesseret og kvalificeret, til at søge stillingen uanset alder, køn, race, religion eller etnisk tilhørsforhold mv.