Chefkonsulent i Informationssikkerhed - Region Syddanmark
Brænder du for faglig ledelse? Kan du favne bredt på tværs af sikkerhedsområdet? Er du fagligt stærk på ISO-standarder, informationssikkerhed og compliance? Så er det måske dig, vi søger som vores nye chefkonsulent i funktionsområdet Informationssikkerhed og Compliance.
Om stillingen
Som chefkonsulent bliver du en central drivkraft i den faglige ledelse. Du får en nøglerolle i løbende at forbedre medarbejdernes eksekveringsevne, ensarte arbejdsgange og som sparringspartner for medarbejderne, sikre høj faglig kvalitet i opgaveløsningen.
Dine opgaver vil ofte bære præg af, at du skal sætte en faglig retning, men du vil også skulle bruge en væsentlig del af din tid på at følge op på medarbejdernes opgaver og fremdrift, facilitere ressourcestyring og tidsregistrering samt forbedre interne arbejdsgange og processer. Dette samtidig med at du har et løbende fokus på at udnytte mulighederne i ServiceNow, der er et vigtigt omdrejningspunkt i måden, hvorpå vi fremadrettet i Regionen skal arbejde med sikkerhedsagendaen. Indimellem vil du også skulle deltage i mødeaktiviteter på tværs af andre funktionsområder og stabsfunktioner.
Du bliver en del af et ledelsesteam, der i dag består af en afdelingschef og en funktionschef. Din nærmeste leder og tætteste sparringspartner bliver funktionschefen, der også er personaleleder for de øvrige 22 medarbejdere.
Den faglige ledelsesopgave er både stor og bred og vil derfor blive fordelt mellem afdelingschefen, funktionschefen, dig og – gennem distribueret ledelse – også medarbejderne. Du får mulighed for at sætte dit præg på arbejdsfordeling, men den faglige ledelsesopgave er din primære kerneopgave og vil dermed også have sin hovedvægt hos dig.
Dine primære opgaver
- Indgå i et tæt samarbejde med både afdelingschefen – og i særlig grad – med funktionschefen, herunder aflaste dem begge med faglige og administrative ledelsesopgaver
- Bidrage til forenkling, standardisering og ensretning af arbejdsgange – bl.a. via ServiceNow
- Understøtte funktionsområdets teams og bidrage til sammenhæng og koordination på tværs
- Være medarbejdernes daglige sparringspartner og støtte dem i opgaveløsningen
- Opfølgning på medarbejdernes fremdrift og eksekvering i opgaveløsningen
- Understøtte arbejdet med ressourcestyring og medarbejdernes faglige karriereveje
- Facilitere udvalgte nøgleprocesser.
Din profil
Du er formentlig generalist og kan favne bredt på tværs af sikkerhedsområdet. Du er fortrolig med relevante ISO-standarder (f.eks. ISO27001), informationssikkerhed, samt risikostyring og compliance.
Du har minimum 5 års erfaring fra en organisation, der har som kerneopgave at varetage informationssikkerhedsopgaver – gerne en offentlig organisation.
Du har erfaring med faglig ledelse fra en lign. stilling og det vægter positivt, hvis du har gennemført en særskilt lederuddannelse – f.eks. en diplom- eller masteruddannelse. Du har desuden erfaring med ServiceNow og/eller er som minimum nysgerrig på at udvide dine kompetencer inden for dette område.
Som person vil du kunne genkende at:
- Du arbejder selvstændigt, proaktivt, struktureret og tager ansvar
- Du er loyal og ordentlig i det du siger og gør
- Du prioriterer et sundt arbejdsmiljø med tillid og samarbejde – uden at miste fokus på opgaveløsningen og medarbejdernes eksekveringsevne
- Du har en god portion robusthed og gennemslagskraft
- Du er nysgerrig, initiativrig og kan skabe forbedringer i praksis
- Du er teamorienteret og kan samarbejde på tværs af forskellige fagområder.
Hvilke opgaver varetager Informationssikkerhed og Compliance?
Informationssikkerhed og Compliance er en ’shared service’ for hele regionen, men organisatorisk forankret i Regional IT’s Sikkerhedsafdeling. Funktionsområdet har både generalist-, tekniske- og juridiske profiler, der gennem tæt samarbejde, bidrager til opgaveløsningen med hver deres kompetencer. Funktionsområdets opgaveportefølje er informationssikkerhed og andre regulatoriske krav som f.eks. Medical Device Regulation (MDR).
Opgaveporteføljen spænder bredt - fra juridisk og teknisk rådgivning, sagsbehandling, udarbejdelse og vedligeholdelse af retningslinjer, facilitering af processer, bistand ved risikovurderinger og databehandleraftaler - til rapportering, koordinering af tilsyn og implementering af nye forordninger.
Vores omgangstone er uformel og humoristisk, og vi lægger vægt på, at det skal være sjovt at gå på arbejde samtidig med, at vi sigter efter et højt fagligt niveau med gode muligheder for faglig udvikling.
Er Region Syddanmark en arbejdsplads for dig?
Region Syddanmark er med sine mere end 26.000 ansatte en af Danmarks største arbejdspladser.
Regional IT er den centrale it-driftsorganisation i Region Syddanmark og tæller ca. 430 medarbejdere, der er fordelt på en række lokationer med hovedvægten i Vejle, Kolding og Odense.
Funktionsområdet Informationssikkerhed og Compliance har medarbejdere på 5 lokationer: Regionshuset i Vejle, Vejle Sygehus, Aabenraa Sygehus, Odense Universitetshospital og Esbjerg Sygehus. Du skal derfor forvente rejseaktivitet inden for regionen, omend din primære arbejdsplads bliver i Regionshuset i Vejle, hvor også din nærmeste leder og afdelingschefen har deres daglige gang.
Vi tilbyder et varierende og udfordrende job inden for en sektor, hvor den nyeste teknologi tages i brug til gavn for borgerne og patienterne.
Vi lægger vægt på faglig og personlig udvikling og at vores medarbejdere har de kompetencer, som er nødvendige for, at de kan løse deres opgaver. Vi bestræber os på at være en organisation, hvor vi har fokus på at få både arbejds- og privatliv til at fungere. Du vil således blive ansat med flekstid, og mulighed for hjemmearbejdsdage.
Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst.
Tiltrædelse: den 1. oktober 2025 eller efter aftale.
Arbejdssted: Regionshuset, Damhaven 12, 7100 Vejle.
Er du interesseret?
Vil du vide mere om stillingen er du velkommen til at kontakte funktionschef for Informationssikkerhed og compliance Morten Andreasen på telefon 20 36 28 16.
Læs mere om Regional IT som arbejdsplads her: https://regionsyddanmark.dk/om-region-syddanmark/job-og-arbejdsforhold/regional-it-som-arbejdsplads
Din ansøgning
Send din ansøgning senest den 15. august 2025.
Samtaler gennemføres den 21. august 2025 og evt. den 27. august 2025. Der kan blive anvendt case og personlighedstest som et led i rekrutteringen.
Vi ser frem til at modtage din ansøgning.