Energistyrelsen søger en specialist til tilsyn med beredskab i energisektoren
Vil du være med til at sikre forsyningen af energi til samfundet ved at føre tilsyn med energivirksomhedernes beredskabsarbejde? Har du interesse for cybersikkerhed og beredskab? Så er jobbet som specialist i Energistyrelsens beredskabsenhed måske noget for dig.
Om os Du vil blive ansat i Beredskabsenheden, der udvikler rammerne for beredskabsplanlægningen for el-, naturgas-, fjernvarme-, fjernkøling- og oliesektorerne, således at der er strøm i kontakten, varmt i stuerne, naturgas i rørene og olieprodukter i tankene til gavn for borgere og virksomheder.
I beredskabsenheden arbejder vi således med at opretholde og videreføre de væsentligste dele af samfundets energiforsyning i krisesituationer. Styrelsen er beredskabsmæssig sektormyndighed på energiområdet og varetager de overordnede, koordinerende og regulerende beredskabsopgaver i energisektorerne. Vi samarbejder med virksomhederne i energisektoren, myndigheder og brancheorganisationer i Danmark, samt internationale organisationer som EU, NATO og det Internationale Energi Agentur.
Vi er en fagligt bredt sammensat enhed, som lægger vægt på at kombinere flere forskellige fagligheder og lære af hinanden.
Om jobbet Du bliver tilknyttet tilsynsenheden, som er i gang med den praktiske implementering af Lov om styrket beredskab og bekendtgørelsen om modstandsdygtighed og beredskab i energisektoren. Du kommer til at bidrage til sagsbehandling af energivirksomhedernes planer og rapporter – og ikke mindst kommer du til at deltage i tilsynene med virksomhederne. Vi tager ud til virksomhederne, så du skal regne med ca. 20 rejsedage om året med overnatninger. Sammen med de øvrige i tilsynsteamet vil du være med til at sikre et passende højt niveau af organisatorisk beredskab, cybersikkerhed og fysisk sikkerhed hos virksomhederne i energisektoren.
Du vil få selvstændige opgaver, men vil ofte arbejde tæt sammen med kollegerne i enheden. Opgaverne kan for eksempel være:
- Godkendelse af beredskabsplaner
- Vurdering af virksomhedernes risiko- og sårbarhedsanalyser
- Udarbejdelse af scenarier til virksomhedernes risikoanalyser
- Tilsyn med virksomhederne ved fysiske besøg, hvor vi undersøger om deres beredskabsarbejde virker i praksis
- Deltagelse i udviklingsarbejdet i sektoren i forhold til løbende at sikre et passende højt niveau for beredskab og cybersikkerhed
- Samarbejde med sektoren og med relevante myndigheder omkring udvikling af området
Vi tilbyder en spændende hverdag i en organisation, der skal skabe sammenhæng mellem de praktiske, faglige problemstillinger og det politiske miljø. Vi har et uformelt miljø med gode kolleger, høj faglighed og stort engagement.
Om dig Du er en fagligt stærk specialist med interesse for cybersikkerhed og beredskab. Du er positiv af natur og har lyst til at søge samarbejde og sparring i forbindelse med håndtering af sager med flere facetter og mange interessenter.
Vi lægger endvidere vægt på, at du:
- Har viden om energisystemet og dets indretning
- Har kendskab til IEC 62443 og/eller ISO 27001
- Har interesse for og gerne kendskab til sikkerhed inden for industrielle kontrolsystemer
- Har interesse for udviklingen i truslerne mod energisektoren og andre samfundskritiske sektorer
- Er samarbejdsorienteret og kan lide at vende komplekse problemstillinger med dine kolleger
- Arbejder selvstændigt og er proaktiv i din opgaveløsning.
- Har gå-på-mod og lyst til at lære og udvikle dig
Tidligere erfaring med el-, fjernvarme-, olie- eller naturgassektorerne vil være en fordel, men ikke en forudsætning. Det samme vil erfaring med tilsynsarbejde inden for beredskab og cybersikkerhed i kritiske samfundssektorer.
Alle erfaringsniveauer er i udgangspunktet relevante, derfor opfordrer vi dig til at søge, uanset om du er nyuddannet eller har mange års erfaring.
Løn- og ansættelsesvilkår Ansættelse og aflønning sker i henhold til den relevante overenskomst for akademikere i staten som fuldmægtig med rådighedsforpligtigelse, som konsulent eller som kontorfunktionær på fuld tid, hvor ansættelse og aflønning sker på løngruppe 3 i henhold til gældende overenskomst mellem Staten og HK.
Ansættelsesområdet er Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet med tilhørende institutioner.
Supplerende oplysninger kan fås ved henvendelse til enhedschef Malene Hein Nybroe på telefon +45 33 95 09 22 og på mail [email protected].
Energistyrelsen betragter mangfoldighed som et aktiv og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen
Sådan ansøger du Du søger via www.ens.dk/job. Benyt funktionen "Søg stillingen" på stillingsopslaget.
Din motiverede ansøgning med CV, eksamensbevis inkl. karakteroversigt og eventuelle øvrige bilag skal være indtastet senest den 27. juli 2025. Der afholdes samtaler i uge 33, 2025. Forventet startdato er den 1. oktober 2025.