Er du interesseret i udbud, arkitektur, forretningsanalyse eller leverandørstyring, og vil du gøre en forskel for den digitale forvaltning i danmark?

Har du interesse for udbud og måske endda erfaring med SKI-aftaler eller K-kontrakter, og er du nysgerrig på, hvordan din faglighed kan bruges i arbejdet med offentlige data? Eller har du talent for at få leverandørsamarbejdet til at fungere? Hos os får du mulighed for at kaste dig ud i vigtige opgaver, være en del af et stærkt team og få indflydelse fra start.

Hos os får du lov til at prøve kræfter med meget – og sætte dit præg fra start

Er du klar til at gøre en forskel med din viden om udbud, arkitektur eller leverandørstyring?I Kontor for Forvaltningsløsninger vil vi rigtig gerne byde dig velkommen efter sommeren. Afhængigt af din profil vil du indgå på tværs af kontorets forvaltningsløsninger og bidrage med hjælp til udbud, it-arkitektur, test, leverandørstyring – eller måske noget helt andet, som du er ekspert i.

Du skal være med til at designe rammerne for vores løsninger, fx gennem udarbejdelse af sourcingstrategi, ligesom du også får fingrene ned i selve systemerne – bl.a. inden for adresseområdet og ledningsområdet.

Bliv en del af et kollegialt fællesskab med plads til vidensdeling og sjov!

Du bliver en del af kontoret Forvaltningsløsninger, der gennem forvaltning, videreudvikling og udvikling af Klimadatastyrelsens forvaltningssystemer blandt andet har til opgave at bidrage til et solidt datafundament for den digitale forvaltning i Danmark.

Kontoret har ansvaret for de tre grunddataregistre: Danske Stednavne, Danmarks Adresseregister og Danmarks Administrative Geografiske inddeling, samt ansvaret for Ledningsejerregistret, og der er fokus på at forløse synergier mellem de fire løsninger samt implementere ensartet tilgang til drift, kontrakt- og leverandørstyring. Herudover arbejder kontoret for at etablere en udstillingsløsning for området for alternative drivmidler med bl.a. data fra ladestandere samt for at få etableret understøttelse af it-indløb samt sourcing- og platformsstrategi på tværs af Klimadatastyrelsen.

Kontoret er ét af 10 kontorer i styrelsen og har 19 medarbejdere med forskellige baggrunde og fagligheder. Vi værdsætter et rart arbejdsmiljø med plads til humor, videndeling og kollegialt fællesskab.

Din nye kollega Sofie siger:

”Klimadatastyrelsen værner om et arbejdsmiljø, hvor høj faglighed og trivsel går hånd i hånd. Her er det naturligt at sparre fagligt i teamet, give en hjælpende hånd og grine sammen. Vores kultur er kendetegnet ved en afslappet tone og et åbent sind. Kort sagt: En god arbejdsplads med plads til dig.”

Det, vi ser efter hos dig

Du har en akademisk baggrund, som kan være inden for samfunds-, geofaglige eller it-områderne, og du brænder for data og digitalisering.

Derudover forventer vi, at:

  • Du evner at sætte dig ind i nye faglige områder og har lyst til at være med til at sætte rammerne for vores udbuds- og udviklingsarbejde fremadrettet
  • Du har en skarp pen og kan kommunikere kompliceret stof forståeligt både skriftligt og mundtligt
  • Du har interesse for data
  • Du kan facilitere og dokumentere processer
  • Du er god til at samarbejde på tværs af fagligheder

Vi søger 2-3 nye kollegaer med forskellige profiler til arbejdet med forvaltningsløsninger. Vi er især på udkig efter personer med interesse – og gerne erfaring – inden for udbud, arkitektur eller leverandørstyring. Både erfarne og nyuddannede kan komme i betragtning, og du vil få opgaver, der matcher dine kompetencer og interesser.

Løn og vilkår

Du bliver ansat i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og akademikere i staten med mulighed for forhandling af tillæg.

Ansættelsesområdet er Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet med tilhørende institutioner.

Vi glæder os til at høre fra dig

Synes du, det ovenstående lyder interessant, er vi meget interesserede i at høre om din motivation for at blive en del af vores team.

Vi ser frem til at modtage din ansøgning sammen med dit CV og relevant eksamensbevis senest d. 15. juni 2025.

Samtaler afholdes løbende.

Vi ser frem til at byde dig velkommen.

Ønsker du at vide mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte kontorchef Sarah Kirkeby 23 41 56 03.