etjob.dk
Frederiksberg kommune It-product manager

Erfaren Testmanager til CBS IT-afdeling

CBS søger en erfaren og engageret testmanager til vores IT-afdeling. Som testmanager vil du have en bred berøringsflade i organisationen og spille en central rolle i at sikre kvaliteten af vores IT-løsninger.

Vi søger dig, der har nogle års erfaring i rollen, og har erfaring med test af datamigrering eller lignende teknisk testområde.

Hvem er vi?

Du bliver en del af IT-afdelingen, som består af fem enheder (Systemintegration, Drift, Support, Enterprise Arkitektur og Projektenheden) med omtrent 100 medarbejdere samlet set.

IT-afdelingen leverer IT-løsninger af høj kvalitet til CBS, og vægter åbenhed, initiativ og samarbejde på tværs meget højt. Vi ser det som vores fornemmeste opgave at arbejde sammen om at levere de gevinster og skabe de forudsætninger, der er nødvendige for en fortsat udvikling af et ambitiøst universitet.

IT-afdelingen på CBS leverer IT-services til CBS’ ca. 2.000 ansatte og ca. 22.000 studerende. Vi sikrer, at IT fungerer og udvikler sig sammen med CBS.

Som testmanager vil du indgå i Projektenheden, der består af 15 engagerede og professionelle medarbejdere, herunder IT-projektledere, testspecialist/-manager, en systemforvaltningspartner og en IT-forretningspartner.

Projektenheden varetager en bred vifte af opgaver i relation til CBS’ projekter, systemer og services. Vi arbejder med risikobaseret test, og de største projekter har en testmanager tilknyttet, så vi sikrer at vi kommer godt i mål med vores løsninger.

Arbejdsopgaver i stillingen

Vores største projekt, hvor CBS indgår i et indkøbsfælleskab med øvrige universiteter, vil udskifte den studieadministrative kerne. I forbindelse med forberedelse og eksekvering af datamigreringen, har vi behov for en ny kollega, der kan hjælpe os med planlægning og ledelse af testdelen.

I din hverdag vil du have fokus på ledelse og styring af test, herunder testplanlægning, risiko- og kvalitetsvurdering, rapportering, og opfølgning på testresultater.

Samarbejde med projektledere, udviklere og andre interessenter vil også være noget du vil prioritere.

Du har to testfaglige kollegaer i afdelingen, og du skal også have lyst til at bidrage med at varetage vedligehold af vores teststyringsplatform TestRail, og løbende forfine vores metodeværktøjskasse. Og så vil du bidrage til et godt samarbejde med de øvrige enheder i IT-afdelingen og resten af CBS.

Projekterne vi leder fra Projektenheden er af varierende størrelse; de kan være store og tværgående i universitetssektoren, eller mindre projekter, der involverer IT. Dit projekt er det absolut største og højst prioriterede projekt på CBS.

Lidt om dig

Vi leder efter dig, der har nogle års erfaring med at lede testdelen af projekter. Du er god til kommunikation, og nyder at samarbejde med dine kollegaer. Du er formentlig uddannet på kandidatniveau og har erfaring, der er underbygget af eksempelvis ISTQB Test Manager eller lignende certificering.

Du kan også komme med en helt anden profil – overrask os gerne.

Hvad vi håber på

  • Du har dokumenteret erfaring med test management, gerne fra den offentlige sektor eller en politisk styret organisation.
  • Du har dybdegående kendskab til testmetoder og kvalitetssikringsværktøjer.
  • Du er teknisk funderet og har arbejdet med datamigrering.
  • Du kan begå dig hjemmevant blandt forskellige mennesker.
  • Du er selvledende og venter ikke på, at nogen sætter dig i gang.
  • Du har god og rettidig kommunikation, som en af dine spidskompetencer.
  • Du kan arbejde i moderat krydspres og kan bevare et overblik.
  • Du kan strukturere og sikre god nedbrydning af dine opgaver.

Vi går op i, at vi arbejder sammen, og derfor er det især vigtigt for os at du har lyst til at samarbejde med dine nye kollegaer. Vi kan godt lide at fremme og skabe fælles læringsmiljøer.

Hvad vi tilbyder

  • En spændende og udfordrende rolle.
  • God mulighed for selvstændigt at planlægge og videreudvikle området.
  • En uformel omgangsform, gode kollegaer og et virkeligt rart arbejdsmiljø.
  • En arbejdsplads med foretrukne værdier som forretningsdreven IT, god holdånd og involvering.
  • Gode muligheder for efteruddannelse og kompetenceudvikling.
  • Et alsidigt miljø, der udfordrer din evne til at tænke tværgående i organisationen.

Vi er en rummelig organisation, hvor vores værdier handler om, at vi også skal have tid til et liv udenfor arbejdspladsen. Vi lægger vægt på diversitet, har brede rammer for tilrettelæggelse af opgaverne, en fleksibel arbejdstid (flextid) og der er mulighed for hjemmearbejde efter aftale. Vi er mest inde på kontoret, hvor du vil sidde med dine kollegaer i gode, lyse lokaler i hjertet af Frederiksberg.

Løn og ansættelsesvilkår for stillingen

Ansættelse og aflønning sker efter gældende overenskomst mellem Finansministeriet og relevant organisation, med en indplacering og aflønning afhængig af kvalifikationer og erfaring.

Der vil ved ansættelsen være mulighed for at forhandle personlige tillæg. Du vil blive ansat i en fuldtidsstilling.

Har du spørgsmål?

Hvis du vil vide mere om stillingens indhold er du velkommen til at kontakte IT-projektchef Julie Lundberg Arildsen på tlf. 41852232, eller Testspecialist Charlotte Inouye på tlf. 41853730.

Hvornår og hvordan du søger

Vi afholder samtaler løbende fra start august, for at sikre en hurtig proces. Derfor er din ansøgning meget velkommen før ansøgningsfristens udløb, d. 10.08.2025.

Ansøgningsfrist: 10-08-2025