Faglig leder til det specialiserede socialområde for voksne
Vil du være med til at understøtte den faglige udvikling i Socialfaglig Enhed i Hillerød Kommune? Kan du at omsætte lovgivning, principafgørelser og kvalitetsstandarder til fagligt velunderbyggede afgørelser, som samtidig giver mening i et borgerperspektiv? Og formår du at skabe en god og konstruktiv dialog med borgere og pårørende, og understøtte de gode løsninger også når en sag giver udfordringer? Så håber vi meget, at du har lyst til at søge denne attraktive stilling.
I Socialfaglig Enhed går vi fra én til to faglige ledere. Til den nyoprettede stilling mangler vi dig, der er et fagligt fyrtårn på socialområdet, og som drives af at skabe gode faglige resultater sammen med medarbejderne, hvor borgerne oplever at blive hjulpet bedst muligt, samtidig med at vi har et skarpt blik for både økonomi og lovgivningen på området.
Socialfaglig Enhed varetager myndighedsopgaver på det specialiserede socialområde for voksne. Vi er 20 fagligt dygtige medarbejdere, der tilsammen løser opgaver på tværs af handicap, psykiatri, misbrug og socialt udsatte.
I Socialfaglig Enhed bliver du en del af en arbejdsplads, hvor vi arbejder målrettet på at sikre, at borgerne får det tilbud, der matcher deres behov, ligesom vi har øje for at anvende ressourcerne bedst muligt. Det er vigtigt for os, at borgerens samlede plan giver mening i den enkeltes liv. Derfor gør vi os umage for at sikre, at alle indsatser samtænkes, og at vi har øje for muligheder i civilsamfundet og i netværket. At borgeren inddrages i egen sag, ser vi som en forudsætning for et godt samarbejde mellem borger og sagsbehandler.
Socialfaglig Enhed er organiseret i to teams; Team 1, der har varetager §85 og andre mindre indgribende indsatser, og Team 2, som varetager botilbud og andre mere indgribende indsatser. Selvom de to teams har hver deres hovedopgaver, har vi et stort fokus på at samarbejde og hjælpe hinanden på tværs, når det giver mening for opgaveløsningen.
Stillingen som faglig leder
I den nyoprettede stilling vil du referere til sektionslederen, og din primære opgave vil være at understøtte Team 1. Teamets hovedopgaver ligger inden for socialpædagogisk støtte, forsorgshjem, husvildeboliger og misbrugsbehandling. En yderligere vigtig opgave for teamet er at varetage den åbne rådgivning i Tjekpunktet – et tværfagligt tilbud, der varetages sammen med det pædagogiske personale fra vores interne tilbud, Trollesbro.
Samtidig vil du få et meget tæt samarbejde med den anden faglige leder, der primært skal understøtte Team 2. Den konkrete fordeling af opgaverne mellem de to faglige ledere, vil derudover bero på hvilke kompetencer og interesseområder, vores nye kollega træder ind med, og vi forventer at visse områder vil gå på tværs af de to faglige ledere. Der er ikke direkte personaleansvar forbundet med stillingen.
Din primære opgave vil være at understøtte den faglige opgaveløsning sammen med sagsbehandlerne. Det indebærer f.eks. både et fokus på udredninger med den rette tyngde ift. den forventede indsats, solide lovmedholdelige afgørelser, og inddragelse af borgerperspektivet. Du vil skulle understøtte sagsbehandlerne ved at deltage i møder med borgere, pårørende og/eller tilbud, når der er behov for dette, ligesom en sag nogle gange kan kalde på parløb mellem sagsbehandler og faglig leder i en periode.
Du vil i udgangspunktet ikke selv have borgersager, men du forventes at kunne træde til og varetage sagsbehandlingen i særlige sager, hvis der i perioder er behov for dette.
Socialområdet er i Hillerød Kommune organiseret sammen med de sektioner, der varetager beskæftigelsesindsatsen. Vi har fokus på at skabe helhed i indsatserne for de borgere, der både har en social og en beskæftigelsesrettet indsats. Her vil du som ny faglig leder få en vigtig rolle ved at medvirke til de gode helhedsorienterede planer til gavn og glæde for borgerne, ligesom du vil have samarbejde med vores udførerkolleger, behandlingspsykiatrien samt andre aktører.
Når vi spørger medarbejderne i Socialfaglig Enhed, hvad der er vigtigt for dem ift. faglig ledelse, lyder der ord som:
Tilgængelighed - Lydhørhed - Faglig inspiration – Retningsgivende - Fælles faglighed – Bygge på det, vi i forvejen kan – Blik for helheden
Om dig
Du er uddannet socialrådgiver, socialformidler eller lignende, og du har solid erfaring med myndighedsarbejdet på det specialiserede socialområde for voksne.
Derudover vil vi gerne tale med dig om
- Dine refleksioner på at udøve faglig ledelse i myndighed, hvor du både skal have det socialfaglige, det lovgivningsmæssige og det økonomiske perspektiv.
- Hvordan du arbejder med læringsperspektivet hos sagsbehandlerne, både individuelt og som gruppe
- Dine perspektiver på, hvordan vi som socialområde samarbejder bedst muligt med andre fagpersoner omkring i borger
- Hvordan du vil understøtte, at vi får tænkt netværk og civilsamfund ind som supplement til kommunale indsatser
- Dine tanker om borgerinddragelsen hele vejen gennem et sagsforløb
Bliver du inviteret til samtale, lover vi til gengæld at fortælle meget mere om os og om arbejdet i Socialfaglig Enhed, ligesom vi gerne udfolder de muligheder, der er for både kompetenceudvikling og for selv at planlægge dine arbejdsopgaver og din arbejdstid.
I Socialfaglig Enhed sidder vi i storrumskontor, og Hillerød Kommune har røgfri arbejdstid.
Løn og ansættelse
Lønnen forhandles med den relevante faglige organisation efter principperne i Ny Løn og dine kvalifikationer.
Vil du vide mere?
Hvis du vil høre mere om stillingen og om Socialfaglig Enhed, er du meget velkommen til at kontakte Sektionsleder Ann-Sofie Enemark, telefon 72 32 33 40 / e-mail: [email protected] eller Faglig leder Elma Kristensen, telefon 72 32 33 18 / e-mail: [email protected].
Tiltrædelse: Den 1. august 2025
Ansøgningsfrist: Onsdag d. 18. juni kl. 12. Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler fredag d. 20. juni.
*Hos os er det ikke kun arbejdet, der tæller, men også menneskene bag.
I fællesskab gør vi hver dag en forskel for kommunens mere end 54.000 borgere, og vi sætter pris på det helt særlige bidrag, som du kommer med. Vi er stolte af at gå nye veje og sammen finde løsninger på de udfordringer, som møder os. Hillerød Kommune er en fleksibel arbejdsplads, hvor vi tror på værdien af både forskellighed og sammenhold. Det er vigtigt, at alle føler sig anerkendt og respekteret, for hos os er arbejdsglæde en forudsætning for den gode kvalitet og tilfredse borgere.*