Faglig Teamkoordinator til Datateam i Skattestyrelsen
Har du lyst til at stå i spidsen for et fagligt stærkt datateam, der arbejder med at analysere store datamængder i Danmarks største styrelse? Kan du spotte trends, tendenser og muligheder, når du ser på store datamængder på tværs af systemer? Trives du i en koordinerende rolle, hvor du er med til at udvikle opgaveløsningen som et fagligt fyrtårn for et team af dygtige dataanalytikere? Så er du måske vores nye faglige teamkoordinator for datateamet i kontoret Analyse og Projekter i Skattestyrelsen
Vi arbejder med data for Skattestyrelsens opkrævning af ca. 1.300 mia. kr.
Kontoret Analyse og Projekter er en del af Skattestyrelsens fagområde Borger- og Virksomhedskontakt og er placeret i afdelingen PMO og Opkrævningsprojekter. Afdelingen arbejder med analyser, forretningsudvikling og projekter, der udvikler og fremtidssikrer opkrævning af skatter og afgifter, så det sker effektivt og korrekt. Sammen med de øvrige afdelinger og andre styrelser i Skatteministeriet sikrer vi fundamentet for finansieringen af den offentlige sektor.
Du bliver faglig teamkoordinator for et datateam, der bl.a. arbejder med analyser og ledelsesinformation til vores direktion, ligesom teamet samarbejder med Skatteforvaltningens øvrige styrelser, med Skatteministeriets departement og eksterne interessenter.
Spændende opgaver og meget ansvar
Du er med til at sikre, at data og evidensbaseret viden styrker beslutningsgrundlaget for fremtidige initiativer rettet mod, at borgere og virksomheder betaler korrekte skatter og afgifter til tiden.
Vi har store mængder af data – heriblandt en stor mængde af transaktionsdata for borgeres og virksomheders betaling af skatter og afgifter. Du kommer derfor til at arbejde med og understøtte teamet med din erfaring i behandling og kvalitetssikring af store ubehandlede datamængder, dataudtræk og kobling af data fra forskellige databaser samt udvikling og drift af BI-dashboards mv.
Som teamkoordinator for datateamet får du det faglige ledelsesansvar for et datateam med 10 medarbejdere og 2 studenter. Som fagligt fyrtårn for teamet skal du bidrage til koordinering, kvalitetssikring og udvikling af opgaveløsningen. Du vil i tæt dialog med kontorets øvrige ledelse være med til at tilrettelægge opgaveløsningen i teamet samt være en del af dialogen om kontorets samlede trivsel og udvikling. Du vil være faglig leder af medarbejderne og teamets produkter, men du vil ikke have personaleansvar.
Som teamkoordinator får du bl.a. ansvaret for følgende opgaver:
- Prioritering og koordinering af datateamets opgaver
- Faglig og strategisk sparring med medarbejdere
- Faglig kompetenceudvikling af medarbejdere
- Kvalitetssikring af teamets leverancer og slutprodukter
- Afdækning af forretningens behov
- Interessenthåndtering
- Ledelsesrapportering på teamets opgaver, identificerede risici, KPI’er mv.
Teamet løser både egne opgaver, indgår i forretningsudviklingsprojekter og understøtter med data og sparring til øvrige kontorer i afdelingen og andre enheder i Skatteforvaltningen. Du får derfor god mulighed for at arbejde med, hvordan data kan understøtte tværgående løsninger, og du vil få en bred kontaktflade i hele Skatteforvaltningen. Du får samtidig mulighed for at sætte dit præg på den fortsatte udvikling af datateamet, så datateamet hele tiden udvikler sig.
Om dig
Vi forestiller os, at du har en relevant uddannelsesmæssig baggrund inden for matematik, økonomi, finansiering, datascience, it eller lignende. Alternativt kan du have tilsvarende kvalifikationer gennem relevant erhvervserfaring. Du har selv flere års erfaring med dataanalyse og har ideelt set nogle års erfaring med faglig teamledelse eller du er godt klædt på til at tage dit første skridt ind i denne rolle. Det er til gengæld ikke et krav, at du har skattefaglig viden, men du skal have lyst til at tillære dig den viden.
Vi forventer, at du med din stærke logiske sans, gode datadisciplin samt strukturerede og analytiske tilgang sikrer, at opgaverne bliver løst med høj kvalitet. Vi forventer ligeledes, at du har et stærkt blik for koordination og samarbejde, hvor du har fokus på, hvordan teamet bedst muligt understøtter helheden i afdelingen og organisationen bredt set. Det er vigtigt, at du er i stand til at arbejde og træffe beslutninger selvstændigt og bevare overblikket i pressede situationer. Samtidig skal du have interesse for at inspirere og udvikle fagligheden hos de medarbejdere, du er faglig teamkoordinator for.
Derudover forestiller vi os, at du:
- har erfaring med Excel og programmering i fx SQL, SAS, R, eller lignende
- har erfaring med at arbejde med SQL-databaser
- er en knag til at designe og lede dataanalyser
- brænder for at videreudvikle din og teamets analytiske værktøjskasse og samarbejde på tværs af fagligheder, så dine og teamets løsninger bidrager til forretningen
- bevarer overblikket, samtidigt med at du har et skarpt øje for kvaliteten i detaljen
- har sans for videreformidling af komplekse budskaber og har stærke skriftlige formidlingsevner
- formår at kommunikere positivt og konstruktivt med fagspecialister, ledelse og øvrige interne/eksterne interessenter.
- har lyst til faglig ledelse; eller eventuelt har gjort dig de første erfaringer med faglig ledelse
Lidt mere om os i kontoret Analyse og projekter:
Analyse og projekter er et kontor med to kontorchefer, en souschef og ca. 40 medarbejdere, hvor vi skal levere skarpe og analytisk velfunderede beslutningsgrundlag. Vi arbejder for at understøtte beslutninger, analyser og projekter relateret til forretningsudvikling, risikostyring og regelforenkling af opkrævningsområdet.
- Vi sætter stor pris på sparring og udveksling af erfaringer – og vi husker altid på, at det skal være sjovt at gå på arbejde.
- Vi går op i, at der skal være balance mellem arbejde og privatliv.
- Vi har fast 1:1 samtale med nærmeste leder med fokus på faglig udvikling og trivsel.
- Skattestyrelsen er med godt 5.000 medarbejdere Danmarks største styrelse og med en dedikeret karriererådgivningsfunktion, er der også rig mulighed for at gøre karriere hos os.
Kontakt og ansættelsesvilkår
Send din ansøgning inkl. CV og karakterer fra din uddannelse via linket ”Søg stillingen” senest 8. september 2025. Beskriv gerne, hvordan du konkret vil gribe opgaven an som vores nye teamkoordinator, og hvordan dine erfaringer spiller ind i det.
Vi forventer at afholde samtaler løbende, så send din ansøgning allerede i dag.
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef Christel Boëtius på tlf. 72 37 68 82.
Vi forventer at bruge en personprofilanalyse, en logisk test samt en case i forbindelse med rekrutteringsprocessen.
Der vil forud for ansættelse blive indhentet referencer og straffeattest.
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten (AC), overenskomst for kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK) eller overenskomst for Fuldmægtige m.fl. (DTS) i Skatteministeriet. Ansættelse vil være i Skatteministeriet med tilhørende institutioner.
Tiltrædelse den 1. november 2025 eller snarest muligt.
Din fysiske arbejdsplads bliver Copenhagen Towers, Hannemanns Allé 25, 2300 København S.