Analytisk Medarbejder i Vurderingsstyrelsen - Ejendomsanalyse
Vil du bruge dine analysekompetencer til at skabe viden om et fagområde i fokus? Har du flair for at gennemskue datasammenhænge? Kan du omsætte dine analyser til faglige anbefalinger og løsninger? Så er du måske vores nye kollega i Vurderingsstyrelsen.
Analyser til brug for kvalitetssikring og faglige afklaringer vedrørende ejendomsvurdering
Den ledige stilling er i kontoret Forretningsudvikling Vurdering, som er et centralt fagkontor i Vurderingsstyrelsen. Vi arbejder både med strategiske beslutninger om udvikling på vurderingsområdet og med at skabe rammerne for den konkrete sagsbehandling i Vurderingsstyrelsen.
Kontorets kerneopgave er vurdering af fast ejendom, og du skal derfor opbygge viden om vurderingsopgaverne, så du bliver i stand til at afklare faglige spørgsmål og bidrager til, at kontorets analyser og data understøtter vurderingsopgaverne. Du er nysgerrig, opsøger ny viden og bruger den og dine analyseresultater til at foreslå velunderbyggede løsninger og handlemuligheder.
Vi arbejder med en bred vifte af opgaver - herunder projekter, løbende opgaver og enkeltstående spørgsmål. Nogle af de opgaver, du bliver involveret i, er fx:
- Understøtte den løbende kvalitetssikring af vurderingerne
- Analyser af forskellige faktorers betydning for vurderingen
- Analyser af effekten af forskellige tiltag på kvaliteten af vurderingsarbejdet
- Dataudsøgninger
- Kravstillelse til videre udvikling af datagrundlaget i vurderingssystemet.
Du bliver en del af kontorets data- og analyseteam, men du bliver også inddraget i de øvrige opgaver i kontoret, så din opgaveportefølje bliver varieret.
Vi er et kontor med godt kollegaskab, god stemning og høj faglighed, hvor vi hele tiden bliver klogere af hinanden. Vi har en bred palet af kompetencer i kontoret og en meget høj grad af åbenhed.
Ud over kollegerne i kontoret får du et tæt samarbejde med øvrige kontorer i styrelsen samt vores samarbejdspartnere og leverandører af det nye it-system, der skal understøtte vurderingsarbejdet. Derfor er det vigtigt, at du trives med samarbejde i forskellige relationer.
Hvem er vores kommende kollega?
Du har en relevant akademisk videregående uddannelse med fokus på analyser og brug af data. Din baggrund kan fx være inden for det samfundsvidenskabelige område, indenfor geoinformatik, som agronom eller lignende. Du har flair og interesse for at arbejde med tal og data og har eventuelt nogle års erfaring fra et job med lignende analyseopgaver. Vi tilpasser opgaver og ansvar efter din erfaring og kompetencer.
Det er vigtigt for os, at andre kan forstå vores arbejde, så du skal kunne formidle dine analyser på en klar måde både skriftligt og mundtligt.
Som medarbejder i Forretningsudvikling Vurdering vil du få en høj grad af faglighed inden for vurdering. Derfor skal du have lyst til at sætte dig ind i ejendomsvurdering som fagligt felt, så din opgaveløsning både er funderet i din analytiske tilgang og med den vurderingsfaglighed, du får opbygget.
Vi ønsker os en kollega, som er:
- Analytisk og kan håndtere komplekse sagsområder
- Systematisk, struktureret og følger opgaverne til dørs
- Fagligt nysgerrig og generøs
- Opsat på at finde løsninger
- En god formidler, både på skrift og i dialogen
- Velbevandret i værktøjer som Excel og Power BI.
Du skal trives med en varieret opgaveportefølje med både større og mindre opgaver, som også vil udvikle sig over tid, og du skal have lyst til at indgå i kontorets faglige og sociale hverdag.
Kontakt og ansættelsesvilkår
Ansøgning med CV og eksamenspapirer bedes sendt via linket ”Søg stillingen” senest søndag den 31. august 2025. Vi forventer at afholde første samtale den 5. eller 9. september 2025, og anden samtale den 12. eller 15. september 2025.
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef i Forretningsudvikling Vurdering Lone Holm Mikkelsen på tlf. nr. 72 37 49 79.
Der kan indgå en logik- og personanalyse i ansættelsesprocessen. Der vil forud for ansættelsen blive indhentet referencer og straffeattest.
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten (AC). Ansættelsesområdet er Skatteministeriet med tilhørende institutioner.
Dit arbejdssted bliver Ny Østergade 9-11, 4000 Roskilde. Tiltrædelse er 1. oktober eller 1. november 2025.