etjob.dk
Aalborg kommune It-konsulent

Forretningsspecialist til Telesår i Region Nordjylland

Brænder du for at arbejde med et dynamisk og samfundsvigtigt område med stort udviklingspotentiale? Vil du være en del af et team, der står for systemforvaltningen af Telemedicinsk Sårvurdering (Telesår)? Hos os får du en hverdag med mange samarbejdsflader, tæt kontakt til interessenter og en bred opgaveportefølje, der kombinerer tekniske udfordringer med udvikling. Trives du med at navigere i komplekse opgaver, prioritere og samarbejde, er du måske den kollega, vi leder efter.

Baggrund
Stillingen er nyoprettet i kontoret ”National og Tværsektoriel IT” i Region Nordjylland, hvor vi styrker telesundhedsområdet med fokus på Telemedicinsk Sårvurdering (Telesår). Teamet består af dig som forretningsspecialist og en fællesoffentlig systemadministrator (FOSA).

Kontoret for National og Tværsektoriel IT, under Digitalisering og IT i Region Nordjylland, er ansvarligt for systemforvaltningen af en bred portefølje af nationale og tværsektorielle IT-løsninger, herunder de telemedicinske løsninger Telma, Kommunal PRO og Telesår. Kontoret består af ca. 45 medarbejdere og har et dedikeret team, der arbejder med MDR (Medical Device Regulation).

Flere af kontorets fællesregionale og telemedicinske løsninger, herunder Telesår, overgår den 1. januar 2027 til Digital Sundhed Danmark, der får base i Region Nordjylland.

Telesår er en landsdækkende, telemedicinsk løsning, der sikrer optimal vurdering og behandling af sår for borgere i alle kommuner og regioner. Løsningen understøtter et tæt samarbejde mellem sundhedsfaglige i kommuner og hospitaler gennem tekst og billeder, og giver borgeren fuld adgang til egne data.

Om jobbet
Som forretningsspecialist får du en central position i teamet, der arbejder med forvaltningen af Telesår.
Telesår har været i landsdækkende drift siden 2015 og sendes i EU-udbud i efteråret 2025 med henblik på at udvikle en ny Telesår-løsning, der skal bygge på den telemedicinske infrastruktur (FUT), som sikrer, at data kan lagres og deles sikkert mellem borgeren og relevante aktører i patientforløbet.

Som forretningsspecialist vil dine opgaver spænde bredt og omfatte tekniske, administrative, brugerrettede og sikkerhedsmæssige aspekter af Telesårs udvikling, drift og videreudvikling. Du vil have en central forvaltningsrolle i at sikre, at den nye Telesårs løsning lever op til både de tekniske og forretningsmæssige krav, i tæt samarbejde med FOSA, udbudsprojektledelsen, FUT og den kommende leverandør. Dine opgaver inkluderer også at koordinere dialogen med interne og eksterne samarbejdspartnere, klinikere og andre interessenter, navigere i et tværsektorielt felt med politisk bevågenhed og bidrage til tværgående opgaver på kontoret.

Vil du vide mere om FUT? Så læs med her: https://fut-portal.rm.dk/

Arbejdsopgaver
Du får stor medbestemmelse og ansvar for dine opgaver og vil i samarbejde med FOSA selv kunne tilrettelægge din dag og prioritere dine opgaver. Opgaverne i forvaltningsteamet omfatter blandt andet:

  • Udvikling og drift: Deltagelse i udviklingssprintmøder, kundetest og fejlhåndtering i samarbejde med leverandører, både på eksisterende og kommende Telesår-løsning. Koordinering af ændringsanmodninger til FUT-infrastrukturen
  • FUT-samarbejde: Repræsentation af Telesår i samarbejdet med FUT-infrastrukturen (brugergrupper, fejlhåndtering, support og drift)
  • Procesoptimering: Koordinering og optimering af dokumenterede samarbejdsprocesser
  • Kommunikation og formidling: Deltage iudarbejdelse af information til brugere og interessenter (nyhedsbreve, hjemmeside, vejledninger) samt markedsføring af Telesår
  • Administration: Opgaver relateret til IT-sikkerhed, MDR og tilgængelighed, samt dokumentationsopgaver

Kvalifikationer
Som forretningsspecialist til Telesår søger vi en engageret kollega med en relevant kandidatuddannelse, gerne inden for sundhedsteknologi eller Klinisk Videnskab og Teknologi. Du har enten sundhedsfaglig erfaring eller indsigt, og det vil være en fordel, hvis du har kendskab til det telemedicinske landskab og FUT-infrastrukturen.

Faglig indsigt

  • Solid IT-indsigt og forståelse, både teknisk og forvaltningsmæssigt
  • Erfaring med leverandørsamarbejde og udviklingsopgaver, gerne agil udvikling
  • Kendskab til FHIR-standarder
  • Kendskab eller forståelse for software, der klassificeres som medicinsk udstyr
  • Forståelse for sundhedsfaglige arbejdsgange og behov

Personlige kompetencer:

  • Struktureret og systematisk: Evne til at håndtere komplekse opgaver og mange samtidige opgaver, men vigtigst er, at du kan skabe overblik og sammenhæng i praksis
  • Koordinering og facilitering: Evne til at facilitere og koordinere processer med mange fagligheder og interesser
  • Detaljeorienteret: Trives med detaljer og teknisk komplekse opgaver
  • Kommunikation: Dygtig skriftlig og mundtlig formidler
  • Selvstændighed og samarbejde: Kan arbejde selvstændigt og søge sparring, når det er nødvendigt
  • Gennemslagskraft: Modenhed og gennemslagskraft til at nå mål
  • Helhedsperspektiv: Evne til at anlægge et helhedsperspektiv på levering af telemedicinske løsninger

Vi tilbyder
Vi tilbyder en spændende mulighed for at du kan bruge dine kompetencer i et teamorienteret miljø med fokus på at levere telemedicin, telesundhed og PRO til gavn for borgere og patienter. Vi værdsætter et uformelt samarbejde, hvor sparring og nye ideer er velkomne, og hvor vi udnytter vores forskellige kompetencer. Vi tilbyder god fleksibilitet samt en ledelse, der prioriterer din udvikling og trivsel.

Vi tilbyder løn og ansættelsesforhold efter gældende overenskomst og konkret lønforhandling med den forhandlingsberettigede organisation.
Tiltrædelse 1/1-2026 eller hurtigst muligt.

Der er ansøgningsfrist torsdag den 30. oktober.
Samtaler afholdes d. 5. og 7. november.
Evt. 2. samtale afholdes d. 10. november.

For at komme i betragtning til stillingen, skal du søge jobbet ved at klikke på SØG JOB. Kun ansøgninger som er sendt via vores hjemmeside tages i betragtning.

Hvem er vi?  Digitalisering og IT har 250 kompetente medarbejdere og har som hovedmål at levere stabil og sikker drift, 24/7/365 til Region Nordjyllands egne ca. 15.000 brugere og 12.000 IT-arbejdspladser. Du kan læse om området for Sundheds-IT her. Du kan også læse vores medarbejderportrætter, hvor nogle af vores medarbejdere sætter ord på deres job og os som arbejdsplads.
Du kan læse mere om hvad vi arbejder med i Digitalisering og IT via vores medarbejderportrætter.

 


 I Region Nordjylland søger vi hele tiden nye dygtige kolleger, der sammen med os vil arbejde for, at de nordjyske patienter og borgere er i gode hænder. Du bliver en del af et fællesskab med 15.000 kolleger på hospitalerne, det nære sundhedsvæsen, det præhospitale beredskab – og inden for de specialiserede sociale tilbud, regional udvikling og i administrationen. Vi er stolte af vores faglighed og samarbejde på tværs af hele organisationen.

Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge jobbet – uanset etnisk baggrund, køn, seksuel orientering, handicap, religion eller alder.

Læs mere om os på Job og uddannelse**, og få et overblik over ansættelsesprocessen trin-for-trin på Fra ansøgning til ansættelse.