etjob.dk
Glostrup kommune Jurist

Funktions- og sekretariatschef ved Retten i Glostrup

En stilling som retsassessor indtil videre med funktion som chef for skifteretsafdelingen og med funktion som sekretariatschef ved Retten i Glostrup er ledig til besættelse den 1. januar 2026.

Skifteretsafdelingen varetager alle rettens dødsboskiftesager. Sekretariatschefen varetager dels visse afgrænsede administrative opgaver for præsidenten samt en række afgrænsede opgaver på tværs af afdelingerne.

Som funktionschef er du leder af rettens skifteretsafdeling, og du indgår i rettens ledergruppe. I afdelingen er der aktuelt ansat ca. 6 kontormedarbejdere og en afdelingsleder. Du skal lede afdelingen sammen med afdelingslederen.

Funktions- og sekretariatschefens arbejdsopgaver
En funktionschef har sammen med afdelingslederen ansvaret for afdelingens faglige, sagsbehandlingsmæssige og personalemæssige forhold. Opgaverne løses således i et tæt samarbejde med afdelingslederen, som har det daglige personalemæssige ansvar for afdelingens kontormedarbejdere.

Funktionschefens ansvar omfatter bl.a. ansvar for:

  • at sagsbehandlingen i afdelingen er af højeste juridiske kvalitet
  • at sagsbehandlingen i afdelingen er tilrettelagt således, at personaleressourcer udnyttes optimalt, og at afdelingen overholder fastsatte mål for berammelser og gennemløbstider
  • at vedtagne personalepolitikker efterleves
  • at udarbejde og gennemføre afdelingens handlingsplan i samarbejde med medarbejderne
  • at videreformidle informationer af både juridisk og ledelsesmæssig karakter
  • oplæring og vejledning af fuldmægtige under grunduddannelse og vejledning og sparring med andre jurister tilknyttet afdelingen
  • at lægge strategier for kompetenceudvikling for afdelingens medarbejdere
  • at skabe et godt arbejdsmiljø og sikre en høj trivsel blandt afdelingens medarbejdere.

Funktionschefen deltager i afdelingens sagsbehandling og udfører desuden andet retsarbejde efter eget ønske og efter nærmere aftale med byretspræsidenten.

Som sekretariatschef har du ansvaret for klagesagsbehandling og aktindsigter samt visse indberetninger til og besvarelser af en flerhed af henvendelser fra Domstolsstyrelsen. Du har derudover ansvaret for, at en række opgaver på tværs af retten løses smidigt og hurtigt. Der vil være tale om visse opgaver fra fogedafdelingen, familieafdelingen og notarområdet.

Funktions- og sekretariatschefen indgår i den samlede ledelse og deltager i ledermøder og lederudvikling sammen med embedets øvrige ledere. Som medlem af den samlede ledelse forventes det, at man indgår i og medvirker til helhedstænkning i forhold til det samlede embede på tværs af afdelinger.

Der er ved Retten i Glostrup aktuelt ansat ca. 150 dygtige og engagerede kolleger. Du kan læse mere om retten på www.domstol.dk/glostrup.

Yderligere information om stillingen kan fås hos byretspræsident Betina Heldmann på tlf. 29928289 eller mail bjhsboydnharris@domstol.dkgarrison.dkjackson-bruce.dk.

Kvalifikationer
Varetagelse af stillingen som funktions- og sekretariatschef forudsætter juridisk kandidateksamen og særdeles gode faglige kvalifikationer.

Vi lægger desuden vægt på, at du:

  • Har relevant faglig erfaring knyttet til de kommende ledelsesområder eller lyst til at lære områderne at kende
  • Besidder gode lederegenskaber og måske har ledererfaring og en lederuddannelse eller anden relevant uddannelse
  • Har lyst til ledelse samt kontinuerlig udvikling og efteruddannelse inden for ledelse som fagdisciplin
  • Kan tage et medansvar på tværs af retten og kan træffe svære beslutninger
  • Er parat til at træffe juridiske beslutninger af stor betydning
  • Har veludviklede samarbejds- og kommunikationsevner og troværdighed
  • Kan arbejde selvstændigt, har gennemslagskraft samt udviser respekt og ordentlighed i din kommunikation og omgang med andre.

Det er en fordel, hvis du har erfaring fra domstolene og/eller med ledelse, men det er ikke et krav. Det er derimod et krav, at du har lyst til at gøre en indsats for at få og opretholde gode relationer på din arbejdsplads, og i den sammenhæng ser vi gerne, at du har humoristisk sans.

Løn og ansættelsesvilkår
Stillingen er en retsassessorstilling i lønramme 36. Ansættelse sker på tjenestemandsvilkår.

Til stillingen som retsassessor er knyttet et personligt tillæg, for varetagelsen af funktionen som chef ydes et midlertidigt funktionstillæg. Den samlede løn i stillingen udgør for tiden 66.400 kr. pr. måned i aktuelt niveau (1. april 2025-niveau), idet der er taget højde for, at der er tale om et ledelsesansvar for to forskellige større sagsområder.

Pensionsbidraget af tillæggene udgør 17,1 pct.

Ansøgning
Stillingen søges elektronisk på www.domstol.dk under ”Job”.

Du skal vedhæfte curriculum vitae, indscannet eksamensbevis, samt eventuelle udtalelser. Har du gennemført domstolenes grunduddannelse, en byretskonstitution i uddannelsesøjemed og/eller en landsretskonstitution skal du medsende udtalelse efter endt grunduddannelse, samt eventuelle udtalelser efter lands- og/eller byretskonstitution.

Ansøgninger skal være modtaget i rekrutteringssystemet senest den 20. oktober 2025.

Vi opfordrer enhver, der er interesseret og kvalificeret, til at søge stillingen uanset personlige forhold som alder, køn, race, etnisk tilhørsforhold mv.

Opmærksomheden henledes på, at en ansøger i medfør af tjenestemandslovens § 5, stk. 4, inden ansøgningsfristens udløb skriftligt kan anmode om, at oplysninger fra den ansøgerliste, der kan udleveres til ansøgerne efter tjenestemandslovens § 5, stk. 3, ikke gengives offentligt. I givet fald påføres ansøgerlisten et tavshedspålæg ved udlevering.