etjob.dk
København kommune Jurist

GDPR-specialist hos Skattestyrelsen i København

Har du lyst til at blive en del af et fagligt stærkt og meget dedikeret kontor på databeskyttelsesområdet i Danmarks største styrelse? Så er du måske vores nye kollega.

Vi søger nye kolleger, der skal være med til at sikre optimale rammer for god databeskyttelse i Skattestyrelsen og Skatteministeriets koncern. Vi leder efter dig, der kan din databeskyttelsesret, trives med komplekse juridiske udfordringer, og omsætter din viden til brugbare løsninger.

Vær med til at sætte dit aftryk på udviklingen af databeskyttelsesområdet
Vi er et kontor i udvikling. De nuværende 13 kolleger løser primært kontorets to kerneopgaver:

  • Vi er Skattestyrelsens interne persondatakoordinator, hvor vi rådgiver, udvikler og understøtter GDPR-arbejdet internt i styrelsen
  • Vi varetager en koncernfælles juridisk funktion, hvor vi udarbejder de overordnede rammer for GDPR i hele Skatteministeriets koncern.

Som Skattestyrelsens persondatakoordinator besvarer vi interne henvendelser i Skattestyrelsen, og vi står for udviklingen af databeskyttelsesområdet i styrelsen. Vi har også en koordinerende funktion i forhold til Skattestyrelsens forskellige fagområder bl.a. via et netværk af GDPR-kontaktpersoner.

Vi faciliterer workshops, holder oplæg og udarbejder interne retningslinjer mv.

Derudover har vi ansvaret for den juridiske rådgivning om tværgående og principielle spørgsmål på databeskyttelsesområdet i hele Skatteministeriets koncern. Vi udarbejder de rammesættende juridiske politikker og retningslinjer mv., herunder implementeringsplaner og planer for compliancetiltag. Dette sker bl.a. i samarbejde med koncernens tværgående netværk af persondatakoordinatorer i alle koncernens styrelser og myndigheder.

Til vores opgaver hører fx også lovhøringer og awareness. Endelig fylder AI mere og mere i vores opgaveportefølje med de mange snitflader, der er til GDPR.

Vi har et tæt samarbejde medUdviklings- og Forenklingsstyrelsen (UFST) om opgaver inden for databeskyttelse, hvor UFST fx er udførende på indsigtssager, tærskel- og konsekvensanalyser, databehandleraftaler, behandlingssikkerhed og risikovurderinger vedrørende databeskyttelse. Derudover arbejder vi selvfølgelig tæt sammen med Skatteministeriets koncernfælles databeskyttelsesrådgiver (DPO).

Vi tilpasser stillingen til dine erfaringer og kompetencer, og dine primære opgaver vil være:

  • Konkret og generel rådgivning – både internt i Skattestyrelsen og i koncernen.
  • Udvikling og videreudvikling af fx retningslinjer, der skal benyttes af kolleger i hele organisationen.
  • Løfte opgaver i kontorets årshjul og deraf følgende indsatser.

Fagligt stærk databeskyttelsesspecialist
Vi forestiller os, at du har en relevant uddannelsesmæssig baggrund, som fx cand.jur., cand.merc.(jur.) eller tilsvarende. Det vigtigste er dog, at du har erfaring med databeskyttelse. Du kan dit håndværk og er skarp til formidling – og så skal du have lyst til at lære nyt og løfte sammen med dine kommende kolleger.

Herudover forventer vi, at du:

  • har gode samarbejdsevner og kan tilpasse din kommunikation efter modtageren
  • er engageret og nysgerrig af natur – både i forhold til dit fag og de kerneopgaver, Skatteministeriets koncern løser
  • er en dygtig formidler både mundtligt og på skrift
  • vil tage ansvar og være med til at gå forrest i udviklingsarbejdet
  • har forståelse for sammenhængen mellem GDPR og it- og informationssikkerhed, og har mod på at opnå nødvendig teknisk forståelse

Som person er du løsningsorienteret og pragmatisk samtidig med, at du står fast på din faglighed, når det er nødvendigt. Du trives i en stor og kompleks organisation, hvor vi håndterer mange personoplysninger.

Om din kommende arbejdsplads
Du kommer ind i et kontor i en spændende udvikling med mange interessante planer for fremtiden. For at lykkes er det en forudsætning, at vi løfter opgaver i flok og har et tæt samarbejde på tværs af kontoret. Vi sætter fx en ære i, at vi bruger hinandens forskelligheder og styrker, og at vi sammen skaber brugbare produkter for vores kolleger i hele koncernen til gavn for skatteyderne i Danmark.

GDPR-kontoret er organisatorisk forankret i afdelingen Proces og Intern Compliance, som er en del af fagområdet Jura i Skattestyrelsen. Jura er med mere end 450 medarbejdere en af Danmarks største juridiske afdelinger. I Proces og Intern Compliance er vi kendetegnet ved, at vi arbejder proaktivt og kontinuerligt med retlig compliance for at fremme og fastholde en stærk forvaltningskultur.

Stemningen er god, og vi lægger vægt på et godt kollegialt sammenhold med plads til sparring og videndeling. Alt sammen i en fleksibel hverdag, hvor du har stor mulighed for at tilrettelægge din arbejdsdag.

Kontorchef Christina Rune fortæller: ”Du bliver en del af et kontor med høj faglig stolthed. Som din kommende leder lægger jeg vægt på gode relationer, ordentlighed og respekt for hinanden og andre. Vi løfter en samfundsvigtig opgave og er vores ansvar bevidst. Jeg udviser stor tillid og sætter pris på, at du udviser initiativ og tager ansvar.”

Kontakt og ansættelsesvilkår
Ansøgning med CV og eksamensbevis bedes sendt via linket ”Søg stillingen” senest den 1. september 2025. Vi forventer at afholde 1. samtaler i uge 36 og 37. Efter den 20. august vil vi dog løbende invitere til 1. samtaler. 2. samtaler afholdes i uge 38.

Ønsker du at vide mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte kontorchef Christina Rune ved at sende en sms på telefon 72 37 56 69, hvorefter du vil blive ringet op.

Der kan indgå en personlighedsanalyse, en logikanalyse og/eller en case i forbindelse medrekrutteringsprocessen.

Tiltrædelsesdatoen forventes at være 1. november 2025 eller derefter.

Der vil forud for ansættelse blive indhentet referencer og straffeattest.

Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten (AC), overenskomst for kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK) eller overenskomst for Fuldmægtige m.fl. (DTS) i Skatteministeriet.

Du bliver ansat i Skatteministeriet med tilhørende institutioner. Arbejdsstedet er Hannemanns Allé 25, 2300 København S.