etjob.dk
København kommune Fuldmægtig

Generalist til Digital Transformation i Skattestyrelsen

Har du interesse for digitalisering og god forretningsforståelse – og vil du være med til at styrke Skattestyrelsens arbejde med data og innovation? Så er det måske dig vi leder efter.

Skatteforvaltningen står midt i en omfattende transformation af data- og analyseområdet, hvor der skal skabes nye snitflader og samarbejder på tværs af styrelserne i koncernen. Til det skal vi bruge flere skarpe generalister, der kan være med til at omsætte strategiske beslutninger til konkrete indsatser og sikre fremdrift i komplekse projekter.

Derfor søger vi fagligt stærke medarbejdere, der har mod på at arbejde med at understøtte en mere decentral og effektiv anvendelse af data i hele Skatteforvaltningen. Din rolle bliver at være bindeled mellem forretningen og it – og du skal kunne navigere i en kompleks organisation med mange interessenter.

Koordinering og udvikling af rammer for it-udvikling i Skattestyrelsen
Data og Innovation har blandt andet ansvar for at koordinere Skattestyrelsens arbejde med dataområdet, skabe rammerne for udvikling af mindre it-løsninger internt i styrelsen samt afdække potentialerne ved implementering af nye teknologier.

Du vil skulle indgå i samarbejder på tværs af både kontoret, afdelingen, Skattestyrelsens fagområder og på tværs af styrelserne i koncernen, og indgå i tværfaglige projekter, hvor dine koordinations- og kommunikationsevner bringes i spil.

Derudover skal du være med til at definere fremtidige, strategiske initiativer for Skattestyrelsen og understøtte arbejdet med udvikling af data- og analyseområdet i Skattestyrelsen. For at lykkes i stillingen, skal du kunne indtænke og formidle forretningsmæssige hensyn, der sikrer meningsfuld it-udvikling.

Dine opgaver
Som en del af Data & Innovation vil du fx:

  • Understøtte arbejdet med migreringsstrategier, forandringsledelse og transformationen af vores datadomæner
  • Være med til at udvikle governance og processer, der sikrer ensartet compliance og arkitekturprincipper
  • Koordinere og facilitere samarbejdet mellem fagstyrelser og centrale enheder
  • Sikre fremdrift og eksekveringskraft i projekter
  • Bidrage til at definere de fremtidige snitflader på data- og analyseområdet

Du skal kunne holde hovedet koldt, når der er tryk på – og samtidig være opsøgende, nysgerrig og god til at skabe relationer. Vi leder efter en person, der kan navigere i et stort interessentlandskab, lande de rigtige kompromisser og bygge bro mellem forskellige fagligheder – alt sammen inden for rammerne af en stor, politisk styret organisation.

Din profil
Vi forestiller os, at du:

  • Har en relevant uddannelse, fx inden for it, statskundskab eller samfundsvidenskab
  • Enten er nyuddannet eller har et par års erfaring med digitalisering, it-projekter eller analysearbejde
  • Har forståelse for data og digitale løsninger – du behøver ikke være udvikler, men du skal kunne stave til database
  • Er god til at koordinere, formidle og skabe overblik
  • Trives med at arbejde på tværs af fagligheder og organisatoriske skel

Hvem er vi?
Som vores nye kollega bliver du en del af et kontor med højt til loftet og en uformel tone. Vi er 8 i kontoret med et bredt spænd af fagligheder og uddannelsesmæssige baggrunde. Vi trives i en dynamisk hverdag med meget forskelligartede opgaver. Vi vægter det sociale fællesskab højt, hvad end det er fælles morgenmad eller sociale arrangementer. Vi ser det også som en stor fordel at være samtidigt på kontoret, hvorfor vægter vi fysisk fremmøde højt.

Kontakt og ansættelsesvilkår
Send din ansøgning samt CV og dokumentation for uddannelse i form af eksamensbevis via linket ”Søg stillingen” senest torsdag den 2. oktober 2025. Samtaler forventes afholdt herefter.

Der kan indgå en logisk test og en personanalyse i ansættelsesforløbet. Der vil forud for ansættelsen blive indhentet straffeattest og referencer.

Tiltrædelse hurtigst muligt eller 1. december 2025.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef Simon Pilgaard Hansen på tlf. +45 72 37 69 45. Send gerne en SMS, så ringer Simon tilbage ved lejlighed.

Hvis du går videre til ansættelse i rekrutteringsforløbet, skal du være opmærksom på, at vi foretager en undersøgelse af, om du har gæld, der er sendt til inddrivelse hos det offentlige. Vi undersøger ligeledes, om du har afgjorte kontrol-/og eller straffesager på skatte- og afgiftsområdet. Din ansættelse sker under forudsætning af, at vi ikke finder oplysninger om dig, der er uforenelige med en ansættelse i Skatteministeriets koncern.

Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten (AC), overenskomst for kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK) eller overenskomst for Fuldmægtige m.fl. (DTS) i Skatteministeriet.

Ansættelse vil være i Skatteministeriet med tilhørende institutioner. Arbejdsstedet er Copenhagen Towers på Hannemanns Allé 25, 2300 København S.