Juridisk Stilling hos Byg og Natur, Bornholms Regionskommune
Drømmer du om et job med både faglig tyngde og plads til livskvalitet? Hos Byg og Natur i Bornholms Regionskommune får du mulighed for at arbejde med komplekse juridiske sager i unikke omgivelser med klipper og hav lige uden for døren.
Bornholm er i rivende udvikling – og det mærker vi i høj grad i vores arbejde. Vi håndterer alt fra komplekse byggesager og lokalplaner til sager om fredning og naturbeskyttelse. Energiø Bornholm, stigende erhvervsaktivitet og mange private byggeprojekter gør det juridiske arbejde både udfordrende og meningsfuldt.
Bornholm er en ø med knapt 40.000 indbyggere. Vi har otte byer med bopælspligt og en del bevaringsværdige områder, hvor der er tilhørende lokalplaner, som sætter ramme for, hvad der må gives tilladelse til. Derudover er øen beriget med lange kyststrækninger og store naturområder samt fortidsminder og fredede områder. Alt sammen forhold, der til tider øger kompleksiteten af de sager og opgaver som Byg og Natur løser.
Vi søger derfor en juridisk stærk kollega, der vil være med til at sikre lovmedholdelige og gennemsigtige afgørelser og samtidig bidrage til bedre sagsgange og tydeligere kommunikation med borgere og erhvervsliv.
Dine opgaver bliver blandt andet:
- at understøtte myndighedsarbejdet på byggesags- og naturområdet og bidrage til at sikre kvalitet i kommunens afgørelser
- rådgivning og sparring ved juridiske spørgsmål og retning på sager vedr. byggelov, planlov og naturbeskyttelseslov
- implementering af ny lovgivning og intern undervisning
- at bidrage til en konstruktiv proces, hvor vi vil sikre en mere enkel og digitaliseret sagsbehandling og administration af lokalplaners bestemmelser
- at bidrage til at gøre vores skriftlige kommunikation mere tilgængelig for borgere og samarbejdspartnere
- selvstændig håndtering/sagsbehandling af enkelte sager.
Om dig
Vi forestiller os, at du er cand.jur. eller cand.merc.jur. – gerne med erfaring fra en offentlig myndighed eller et advokatkontor. Du har interesse for myndighedsarbejde inden for særligt byggesags- og gerne naturområdet, og du trives med at samarbejde med andre fagligheder.
Du har blik for helheden i sagerne og evner at skabe klarhed i komplekse juridiske problemstillinger – både skriftligt og mundtligt.
Vi tilbyder dig
- en nøgleposition, hvor din faglighed gør en forskel
- en hverdag med stor selvstændighed, fleksibilitet og balance mellem arbejde og fritid – herunder hjemmearbejdsdage og flextid
- gode muligheder for kompetenceudvikling og faglig sparring med andre jurister
- fagligt stærke og engagerede kolleger i et tværfagligt miljø - i kantinen møder du både miljøteknikere, biologer, ingeniører, geologer, skovfogeder, arkitekter, konstruktører, beredskabsfolk og mange flere
- en arbejdsplads med højt til loftet, stærkt kollegaskab og fokus på trivsel.
Om os
Byg er en afdeling med 20 medarbejdere og Natur er en afdeling med 9 medarbejdere. Begge er en del af Center for Miljø, Plan og Kultur i Bornholms Regionskommune, og holder til i Tejn på Nordbornholm – med udsigt til havet og kort til skov og klipper.
Selvom du bliver den eneste jurist i afdelingerne Byg og Natur, bliver du også en del af kommunens juridiske fagfællesskab. Du får mulighed for en ugentlig arbejdsdag sammen med Juridisk Service under kommunens Stab i Rønne. Her får du kollegial sparring, erfaringsudveksling og løbende faglig opdatering.
Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst og efter principperne i lokal løndannelse.
Der vil blive indhentet straffeattest ved ansættelse.
Kørekort til kategori B - Almindelig bil er et krav.
Stillingen er på 37 timer pr. uge.
Praktisk information
Hvis du har spørgsmål er du velkommen til at kontakte leder af Plan, Byg, Miljø og Natur Linda Matzen på telefon +45 20 29 73 36 eller michelle88Linda.Matzenzjohnsonfmartin@watts.dkhines-ramsey.dkbrk.dk eller projektleder Andreas Lund Povlsen på telefon +45 56 92 23 85 eller knoxjameskochwilliamAndreas.Lund.Povlsen@brk.dkparker-williams.dkshaffer-mills.dk
Send din ansøgning og CV samt dokumentation for uddannelse, via "Søg Jobbet" knappen. Hvis du kommer i betragtning til jobbet, vil vi bede om et par referencer.
Ansøgningsfrist
07-09-2025
Samtaletidspunkt
12-09-2025
Ansættelsesdato
01-10-2025
Kontaktperson
leder af Plan, Byg og Miljø
Linda Matzen
56922136 / 20297336
Arbejdssted
Plan, Byg og Miljø
Skovløkken 4, Tejn, 3770 Allinge
En arbejdsplads, der binder øen sammen
BRK er en unik kommunal arbejdsplads, fordi øen er en selvstændig region. Vi arbejder derfor med strategier og opgaver inden for erhverv, turisme og trafik, som er ansvarsområder danske kommuner normalt ikke varetager. På brk.dk kan du læse mere om kommunen, der med 3.600 ansatte er øens suverænt største arbejdsplads.
BRK er en røgfri arbejdsplads.
Vi hjælper dig på plads
Det er en stor beslutning at flytte til ’solskinsøen’ – derfor står du heller ikke alene med den. Vi har nemlig en tilflytterkonsulent, der hjælper med bolig, job til din ægtefælle og skole- eller fritidstilbud til familiens mindste. Læs mere her.