Kontorelev ved Region Hovedstadens Akutberedskab
Er du vild med blå blink og udrykning? Og brænder du for offentlig administration og sundhedsområdet? Så er du måske vores nye kontorelev.
Region Hovedstadens Akutberedskab søger lige nu en ansvarsbevidst, serviceminded og initiativrig kontorelev, der har mod på at tage en alsidig uddannelse inden for offentlig administration.
Med vores elevuddannelse får du mulighed for at dykke ned i en række forskellige opgaver, som du løser i tæt supervision og samarbejde med Akutberedskabets faste personale. Alt efter dine kompetencer og interesser vil der også være opgaver, som du får ansvaret for selvstændigt at løse.
Vi sørger for en grundig oplæring og løbende feedback og udvikling undervejs, men vi forventer også, at du som vores nye elev både er opsøgende og deltagende i egen udvikling og uddannelse.
Derudover får du også mulighed for at deltage i elevnetværk med vores øvrige kontorelever.
Ud over masser af blå blink kan vi tilbyde dig dette
Du kommer i praktik i to forskellige afdelinger, som vil være henholdsvis en administrativ afdeling, og en operativ afdeling. Det betyder rent praktisk, at du vil være i Administrationen i et år, og i Ambulancen i et år. I løbet af det første år vil du også varetage opgaver i afdelingen Logistik og Service, hvor du vil være en dag om ugen, og primært løse opgaver i vores reception.
I de respektive afdelinger vil du arbejde med et væld af spændende – og vigtige – opgaver, så som:
- Administration af fællespostkasser og mails.
- Receptionistopgaver, fx modtagelse af gæster.
- Opgaver i vores driftsafdeling, ambulancen.
- Sekretæropgaver, herunder udarbejdelse af dagsorden, referater, mødebooking mv.
- Praktiske og administrative opgaver ved f.eks. møder og kurser.
- Kursusadministration.
- Personaleadministrative opgaver i forbindelse med ansættelse af nye medarbejdere, herunder opgaver med relation til rekrutteringsprocesser.
- Opgaver i forbindelse med regnskabsmæssige funktioner, f.eks. bogholderi, budget og regnskab.
Hvem er du?
Vi forventer, at du:
- har bestået et af følgende grundforløb inden ansættelsesstart: Handelsskolens EUX, HG eller HGS med adgang til kontoruddannelsen med specialet offentlig administration, HHX eller STX/HF/HTX suppleret med EUS Kontor.
- er mødestabil.
- kan lide at servicere og samarbejde med mange forskellige kolleger.
- er opsøgende, har ordenssans og er god til at planlægge.
- er interesseret i at arbejde i en politisk ledet organisation.
- har gode færdigheder i dansk, skriftligt såvel som mundtligt.
Hvem er vi?
Akutberedskabet er ansvarlig for den præhospitale indsats i Region Hovedstaden og har til formål at skabe et sammenhængende akutberedskab for regionens 1,8 millioner borgere.
Vores opgaver består i at modtage opkald til Akuttelefonen 1813 og 1-1-2, at disponere og køre ambulancer i hele regionen, samt at koordinere regionens præhospitale indsats – både ved dagligdagsopgaver og ved store komplekse hændelser.
Kontoruddannelsens rammer
Kontoruddannelsen med speciale i offentlig administration tager cirka to år, alt afhængig af din alder og uddannelsesbaggrund. Uddannelsen består af både skoleforløb, praktik og eventuelt en erhvervsrettet studietur. Undervisningen foregår på erhvervsskolen Niels Brock.
Løn- og ansættelsesvilkår
Dine løn- og ansættelsesvilkår er overenskomstbestemt og afhænger af din alder. Du vil som kontorelev være dækket af overenskomsten mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn og HK Kommunal for administrations- og IT-personale m.fl.
Dit primære arbejdssted – når du ikke er i skole – bliver på Telegrafvej 5 i Ballerup, hvor Akutberedskabet har til huse. Dog med undtagelse af, at når du er i Ambulancetjenesten, vil du skulle møde ind på vores base i Hvidovre. (Avedøre Havnevej 35) en gang om ugen.
Stillingen er med opstart 2. marts 2026.
Har vi fanget din interesse?
Send din ansøgning, dit CV og dine eksamensbeviser elektronisk til os ved at benytte vores e-rekrutteringssystem. Vi skal have modtaget din ansøgning senest 22. oktober 2025.
Vær venligst opmærksom på, at vi kun modtager ansøgninger via vores online rekrutteringssystem.
Vi forventer at afholde samtaler medio uge 44.
Hvis du er over 25 år, skal du også vedlægge en realkompetencevurdering fra en handelsskole til din ansøgning.
Hvis du vil høre mere om kontorelevuddannelsen i Akutberedskabet, er du velkommen til at kontakte HR-partner Majbritt Lizette Piper i Økonomi og HR på mail majbritt.lizette.pipersjonesftaylorriceshane@wilson.dkfrazier-lucero.dkward.dkregionh.dk
Yderligere oplysninger om Akutberedskabet kan findes på: www.regionh.dk/akutberedskabet
Vi glæder os til at høre fra dig.