etjob.dk
Nyborg kommune Folkeskolelærer

Lærer til 4kløver Skole - Dansk og Engelsk Underviser

Brænder du for at gøre en forskel for de yngste elever i folkeskolen? Er du gennemsyret af et børnesyn, hvor meningsfulde læringsfællesskaber, nysgerrighed og autensitet er vigtige pejlemærker i din undervisning? Så er stillingen på 4kløver Skole og Børnehus måske noget for dig.

På 4kløver Skole og Børnehus er vi så heldige, at vi har et øget elevtal på skolen. Vi søger derfor en lærer, som har undervisningsfagskompetence i dansk og engelsk. Har du erfaring med at undervise i flere af skolens fag fra 0. – 6. klasse, vil det være en fordel.

Undervisningen vil i første omgang primært foregå på 5. klassetrin, da vi især har et stigende elevtal i denne klasse. Der er en forventning til, at du efter sommerferien også kan varetage undervisningen på skolens yngste klassetrin. Som lærere i grundskolen vil du have din base i vores afdeling i Ørbæk, men der vil også være mulighed for at have timer i vores afdeling i Frørup.

Udover førnævnte faglige kompetencer er vi interesseret i ansøgere, som kan skabe tydelige strukturer, og som kan udøve klasserumsledelse og derigennem understøtte elevernes udvikling, samt faglige og sociale trivsel. Til dette arbejde, har vi som grundsyn udgangspunkt i den kognitiv, ressourcefokuseret og anerkendende pædagogik.

Som ny lærer på 4kløver Skole og Børnehus skal man være indstillet på at arbejde i forpligtende kollegiale fællesskaber, hvor der er plads til såvel individuel som fælles forberedelse og evaluering af undervisningen. 

4kløver Skole og Børnehus tre strategiske fokus- og indsatsområder er:

  • Fagligt løft med fokus på læringsprogression og positiv undervisningseffekt for alle elever.
  • Samarbejde på tværs af afdelingerne til gavn for såvel elever som medarbejdere
  • Projektorienteret undervisning med fokus på elevernes mange talenter.

Om skolen:
4kløver Skole og Børnehus er en landsbyordning på tre matrikler i Ørbæk og Frørup, der ligger i den sydlige del af Nyborg Kommune. Skolen har ca. 440 elever og 60 medarbejdere og består af to skolematrikler: Afdeling Ørbæk med 0.- 9.klasse og  afdeling Frørup med 0.-6. kl. og dertil tilknyttet Børnehuset Skattekisten med vuggestue og børnehave. Afdeling Ørbæk og afdeling Frørup har begge egen SFO, der har god opbakning fra eleverne.

Skolen er bl.a. kendetegnet ved at have et højt fagligt niveau, et veluddannet og ambitiøst personale og en engageret institutionsbestyrelse. Desuden har vi særdeles gode fysiske rammer både inde og ude. Skolen råder over idrætshaller på begge matrikler og har i Ørbæk PLC integreret i det lokale folkebibliotek, der findes i tilknytning til skolen.

Yderligere information
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst og principperne for lokal løndannelse. Vi gør opmærksom på, at der indhentes offentlig straffeattest og børneattest inden ansættelse.

Stillingen er en fuldtidsstilling og forventes besat pr. 1. november 2025 eller hurtigst muligt derefter.

Hvis du vil vide mere:
For yderligere oplysninger om stillingen bedes du kontakte afdelingsleder for grundskolen Bo Michael Pedersen på tlf.: 2943 3618

Ansøgningsfrist 22. september 2025
Ansættelsessamtaler forventes afholdt 29 september 2025 fra kl. 14.00
Tiltrædelse 1. november 2025 eller hurtigst muligt derefter

Nyborg Kommune har indført røgfri arbejdstid. Politikken gælder alle ansatte og betyder, at det ikke er muligt at ryge i arbejdstiden. Rygepolitikken skal sikre, at alle ansatte i Nyborg Kommune kan færdes i et røgfrit arbejdsmiljø.

Vi ser frem til at modtage din ansøgning med tilhørende relevante bilag.