Læsekonsulent til læse- og skriveenheden i børne- og ungdomsforvaltningen i københavns kommune

logo for Københavns Kommune

Vil du være med til at sikre endnu bedre forudsætninger for, at eleverne i Københavns folkeskoler bliver mødt og hjulpet i deres læse- og skriveudvikling? Og har du viden om sprog og erfaring med, hvordan flersprogethed kan styrke elevernes faglige udvikling?

Københavns Kommune har i foråret 2024 etableret en ny bydækkende enhed, der skal styrke almenområdets undervisning af elever i læse- og skrivevanskeligheder.

Der er stor efterspørgsel på vores support, og vi søger derfor endnu en læsekonsulent med stor viden om læse-, skrive- og flersprogsområdet, som har lyst til at indgå i vores team.

Dine opgaver hos os
Som læsekonsulent bliver du ansat i Organisation og HR i Børne- og Ungdomsforvaltningen, hvor du får fem læsekonsulentkollegaer. Størstedelen af din arbejdstid foregår ude på byens skoler, hvor du giver praksisnær vejledning og formidler den nyeste viden på området.

Du skal give konkret og målrettet rådgivning og vejledning til lærerteams, læsevejledere og DSA-vejledere – og du skal også være med til at opkvalificere medarbejderne på skolerne gennem co-teaching, så de har bedre forudsætninger for at udvikle elevernes læse- og skriveudvikling.

Det er vigtigt, at du vil være med til at understøtte det ressourceorienterede børnesyn på skolerne, så flest elever i læse- og skrivevanskeligheder støttes i deres skolegang i almenmiljøet. Du skal også understøtte inkluderende læringsmiljøer, hvor fx vores flersprogede elever får mulighed for at bruge deres sproglige kompetencer, deltage aktivt og udvikle deres læring.

Opgaverne skal du løse i tæt samarbejde med byens skoler og de lokale områdeforvaltninger. Sammen tilpasser I supporten til de enkelte skolers behov og skaber sammenhæng med de øvrige supportfunktioner.

Om dig
Vi leder efter dig, der har baggrund som lærer og relevant efter- og videreuddannelse inden for undervisning af elever i læse- og skrivevanskeligheder.

Derudover skal du have

  • viden om og erfaring med at arbejde med undervisning af flersprogede elever
  • erfaring med at bringe relevant viden og forskning i spil, når du vejleder og sparrer med kollegaer og fagpersoner
  • kompetencer til og meget gerne erfaring med at planlægge og koordinere indsatser lokalt på den enkelte skole og på tværs af skoler
  • mod på at stille spørgsmål til praksis og indgå i dialog med fagprofessionelle, skoleledere og områdeforvaltning i forhold til udvikling af praksis

Hvad kan vi tilbyde dig?
Hos os bliver du en del af et godt fagligt arbejdsmiljø med god mulighed for sparring med de fem øvrige læsekonsulenter i teamet og de øvrige medarbejdere i forvaltningen, der arbejder med udvikling og ledelsesunderstøttelse til byens skoler.

Udover dine fem kollegaer i læseenheden får du ca. 70 kollegaer i Organisation og HR, som har kontor på Gyldenløvesgade 15 tæt ved Vesterport St. Vi har et godt arbejdsmiljø med god mulighed for at skabe balance mellem arbejds- og privatliv, og vi har en rar og uhøjtidelig omgangstone.

Ansættelsesvilkår
Stillingen er på 37 timer om ugen, og ansættelse er efter gældende overenskomst.

Vi håber, du kan starte den 1. august 2025.

Vi indhenter referencer samt straffe- og børneattest som led i ansættelsesprocessen.

Spørgsmål til stillingen
Har du spørgsmål til jobbet, dine muligheder og vores forventninger til dig, er du meget velkommen til at kontakte teamleder Anne Klebak på 21 39 03 11 eller læsekonsulent Anne Sofie Nesgaard Andersen på 24 62 53 47.

Søg via linket senest fredag den 13. juni 2025
Vi holder 1. samtaler den 23. juni og evt. 2. samtaler den 26. juni 2025.