Pædagog Barselsvikariat - Rosenvangs Børnehave
Omsorgsfuld barselspædagog, som stadig synes leg er sjovt, søges til Rosenvangs børnehave
Rosenvang er en skøn og velfungerende integreret institution på Østerbro, som består af en børnehaveafdeling med 44 børn og en vuggestueafdeling med 36 børn.
Stillingen er som udgangspunkt på 37 timer, men færre timer er også en mulighed.
Om os
Rosenvang ligger i store dejlige lyse lokaler i Præstøgade 17B, tæt på Nordhavn St. og er åben kl. 7.00-17.00 hver dag og fredag til klokken 16.00.Vi er et veletableret hus, hvor du får rig mulighed for at være med til at sætte dit præg i huset. Vi er åbne og nysgerrig på, hvad du kommer med.
Vi arbejder løbende med pædagogisk udvikling med udgangspunkt i anbefalingerne fra vores Pædagogiske Tilsyn, samt med forankring af en stærk evalueringskultur, der holder os fokuseret på den pædagogiske opgave, og gør os i stand til at fejre vores succeser og justere, der hvor det er nødvendigt.
Hos os kan du forvente en arbejdsplads
- i et hus, der er dejligt at komme i, med godt arbejdsmiljø og en positiv stemning
- i et hus med høj faglighed, hvor vi står sammen, spiller hinanden gode og øver os i en faglig feedbackkultur, hvor vi er nysgerrige på hinandens praksis og også tør gå i dialog om dét, der kan være svært
- med et fagligt funderet arbejdsfællesskab, hvor alle medarbejdere interesserer sig for den pædagogiske opgave
- med engagerede og omsorgsfulde kolleger, der skaber et trygt miljø for vores børn
- med stor medindflydelse for det pædagogiske personale
- med afsat tid til forberedelse m.m. i arbejdstiden
- med skønt og forholdsvis nyt legepladsmiljø og et nærmiljø, der lægger op til udflugter
- med store lyse stuer med mange læringsmiljøer
- med en forældregruppe, der bakker os op i vores arbejde
- med en tilgængelig og anerkendende ledelse, der sætter faglighed og det gode arbejdsmiljø øverst på dagsordenen
- med et aktivt, synligt og ambitiøst ledelsesteam i klyngen
Vi søger dig, som frem for alt er glad for at arbejde med børn og pædagogisk udvikling, og som
- har fokus på barnets perspektiv i det pædagogiske arbejde
- er nærværende, omsorgsfuld og respektfuld i mødet med børn, forældre og kolleger
- er fagligt velfunderet og har lyst til at indgå i et velfungerende og professionelt arbejdsfællesskab
- er struktureret i din tilgang til det pædagogiske arbejde, så børnene oplever en meningsfuld og forudsigelig dag
- har en aktiv tilgang til forældresamarbejdet og vil arbejde tæt med forældrene om deres børns trivsel og udvikling
- er uddannet pædagog. Din erfaringsmængde er ikke så afgørende som din tilgang til det pædagogiske udviklingsarbejde
Kan du genkende dig selv i ovenstående profil, så glæder vi os til at modtage din ansøgning.
Ansættelsesvilkår
Du ansættes i Københavns Kommunes Børne- og Ungdomsforvaltning.
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og inden for rammerne af lokal løndannelse.
Stillingen, som er et barselsvikariat, er som udgangspunkt en fuldtidsstilling.
Vi ønsker stillingen besat snarest muligt.
I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest samt referencer.
Mere information
Hvis du har spørgsmål vedrørende stillingerne, eller hvis du har lyst til at kigge forbi til en rundvisning, så kontakt pædagogisk leder Laila Strøm på mail waltersdanielfm63miranda10@moran.dkkk.dkblack-gonzalez.dkhaas.dk eller 29 62 60 29.
Du er også velkommen til at orientere dig på vores hjemmeside.
Sammen med ansøgningen bedes du uploade CV og uddannelsesbevis.
Søg via linket senest fredag den 29. august 2025
Vi holder løbende samtaler.