Pædagog ved Hjortholm Børnehave i Lyngby-Taarbæk
Pension, uddannelse, barsel.. Lige pludselig har vi flere ledige stillinger, hvilket også er en mulighed hvis I er flere, der søger et sted, hvor I kan arbejde sammen.
Vi synes selvfølgelig at Hjortholm er et fantastisk sted at være pædagog, og vi gerne have at du opdager det, og får lyst til at blive en del af vores fællesskab.
Derfor vil vi gerne invitere dig til at komme forbi og se Hjortholm, snakke med de ansatte, indsnuse lidt af stemningen inden du sender din ansøgning. Der er derfor lang tid til ansøgningsfristen udløber så du kan nå både at besøge os, tænke og skrive.
Vores fysiske rammer er tre ældre villaer, omgivet af fantastiske haver/legepladser, hvoraf det meste er nyrenoveret. Her er masser af kroge og mulighed for fordybelse både ude og inde.
I Hjortholm elsker vi at synge sammen, og vi har vores helt egen Hjortholmrock. Nyn derfor ”We will Rock you” mens du læser verset:
"Rød gul og blå
Vi kan kravle eller gå
Vi lærer om mange farver
Vi elsker at gynge
Er gode til at synge
Vi er de søde Larver"
Larverne er tre vuggestuegrupper, der bor i vores største villa, Skovhuset. Vi arbejder tæt sammen, hjælpes ad og har fælles projekter. Vi ved at det vigtigste for små børn er genkendelige rutiner i hverdagen, voksne tæt på, så de kan føle sig trygge, og så en rolig indføring i børnefællesskabet.
Plaske med vand
Jord eller sand
Vi laver vores egne supper
Tumler og nusser
Tegner med tusser
Vi er de sjove pupper
På Puppestuerne er 2 grupper med de mindste børnehavebørn. De har deres egen villa, med en skøn legeplads under trækronerne. Puppebørn øver sig på at indgå i større fællesskaber, bidrage, men også lade andre komme til. Vi arbejder med en fast genkendelig struktur, på tværs af de to grupper, så det på den måde også bliver let at arbejde sammen, have fælles projekter osv.
De ledige stillinger er pt. To stillinger i vuggestuen og en på Puppestuen men vi er villige til at se på hvordan vi fordeler os, afhængig af dine ønsker til ansættelse.
Hvad kan Hjortholm tilbyde fagligt?
I Hjortholm har vi små fællesskaber for børnene i de tre villaer, men et stort fagligt fællesskab for de ansatte. Vi er 20 pædagogisk ansatte hvoraf halvdelen er uddannede pædagoger.
Alle pædagoger har en ugentlig time til forberedelse. Stuemøde og personalemøder holdes ca en gang om måneden. Alle møder er velforberedte og med relevant fagligt indhold.
Som alle andre institutioner har vi også børn der i perioder har særlige udfordringer. Vi er oftest gode til at hjælpe børn og familier videre, via det tværfaglige samarbejde, men også ved at ledelsesteamet er tæt på og tilbyder hjælp og sparring, så man ikke som stuepædagog føler man står alene med opgaven.
Vi er en del af et forpligtende netværk i Lyngby Taarbæk kommune. Det betyder at vi sammen med andre institutioner, udvikler vores arbejde med bl.a pædagogik, sprog, natur og studerende. Dette foregår blandt andet ved at de ansvarlige pædagoger mødes på tværs af institutionerne.
I Lyngby Taarbæk Kommune er vi fælles optagede af at udvikle kvaliteten så alle børn kan trives og udvikle sig i gode børnefællesskaber. Derfor udbydes der løbende kurser og temadage for personalet.
Vi har vores egen Kvalitetsguide, som vi anvender som grundlag når vi drøfter pædagogiske emner. Guiden kan findes her.
Kollegialt er vi en personalegruppe hvor pædagoger og medhjælpere er gode til at samarbejde på tværs af stuer og grupper. Vi har et godt vikarkorps, hvor mange af vores vikarer er studerende der tidligere har været medhjælpere i Hjortholm.
Vi lægger vægt på at have en god skemaplanlægning, så ferier og fridage som oftest kan lade sig gøre, og så der altid er fornuftig bemanding på alle grupper.
Vi forventer af dig at du er uddannet pædagog, om din erfaring er lang eller du netop er færdig med uddannelsen er ikke så vigtigt. Du skal kunne lede en børnegruppe og skabe en tryg og genkendelig struktur for gruppen. Vi forventer at du bidrager til løbende at udvikle kvaliteten, i samspil med dine kolleger.
Stillingerne er på 37 timer, men vi har forståelse for at du kan have andre ønsker til timetal.
Til Sidst: I Hjortholm bliver det også november, regnvejr, og roskildesyge, men vi forsøger at hjælpes ad og finde løsninger, også når det ikke er så nemt.
Og ellers kan det jo hjælpe med en sang. Vi elsker at mødes på legepladsen og synge sammen alle sammen, ikke mindst vores Hjortholmsang, som slutter sådan her:
Vi er - Vi er Hjortholm
Vi er - vi er Hjortholm!
Vi glæder os til du kommer forbi og til at læse din ansøgning
I Lyngby-Taarbæk bliver du del af et stærkt fagligt fællesskab med høje ambitioner i en organisation med ca. 4.000 medarbejdere, der alle arbejder med det fælles mål – at skabe værdi for borgere og erhvervsliv. Vi lægger vægt på god ledelse, trivsel, faglige og personlige udviklingsmuligheder, kreativitet og nytænkning samt balance mellem arbejdsliv og fritidsliv. Vi ser mangfoldighed som en ressource og værdsætter, at medarbejdere hver især bidrager med deres særlige baggrund, personlighed og evner.