etjob.dk
København kommune Pædagog

Pædagoger til Vuggestue Land og By på Nørrebro

Er du nyuddannet eller erfaren pædagog?
Sætter du en ære i at arbejde fagligt velfunderet med særligt de 0-3-årige?

Så kig med her. Vi har fået mulighed for at udvide med flere uddannet pædagoger i vuggestuen Land og By – er det dig?

Vi udvider med to pædagogstillinger, som begge er på 37 timer ugentligt. Vi ønsker, at du kan starte snarest muligt, da der er tale om udvidelse af personalegruppen.

Land og Bys faglige fokus
Vores overordnede fokus af vedligeholdelse og udvikling af vores pædagogiske praksis, er sprog og børnefællesskaber og særligt, hvordan det kommer til udtryk i dagligdagens aktiviteter og rutiner i kobling til barnets kropslige og sanselige bevægelsesmuligheder.

I Land og By er vi interesserede i at følge med udviklingen af ny viden indenfor pædagogikkens verden – og her kan du sikkert bidrage. Samtidig tilbyder vi dig muligheden for at læne dig ind i husets samlede erfaring og viden, i udviklingen af din professionelle praksis og faglighed. Arbejdsfællesskabet har fokus på at sikre en systematik i mødeafvikling og dermed sikre udviklende refleksioner og rum til planlægning. Vores fokus på bøgernes magi og sangens guidende og motiverende facon samt forankringen af arbejdet med at bruge egen data som Sprogtrappen og KIDS, vil sikre din mulighed for at fortsætte den fælles faglige rejse.

Er du ikke nyuddannet, er vi sikre på, at du også vil finde ovennævnte meningsfuldt.

Vi tilbyder dig

  • at blive en del af et hus med en høj andel af uddannede pædagoger
  • en arbejdsplads med levede børneliv i nuet fyldt af fordybelse i leg, samvær, relationer og plads til både voksenstyrede og børnestyrede aktiviteter
  • en pædagogisk tilgang, som tager udgangspunkt i tryghedsskabende relationer
  • en hverdag med pædagogisk sang og pædagogisk nørderi i bøgernes univers
  • et arbejdsliv, hvor vi er optaget børnenes indbyrdes samspil og skabe fælles opmærksomheder
  • en arbejdsplads med fokus på at skabe et positivt miljø for børns trivsel, udvikling og dannelse
  • en arbejdsplads, hvor der er kultur for faglig opkvalificering gennem kurser sammen med kolleger, fx i sprog, samspil og bevægelses- og naturpædagogik
  • en refleksionskultur, hvor vores relationskompetence og faglige bevidsthed fastholdes og forbedres – vi reflekterer fagligt over mulige justeringer og reflekterer både i mindre grupper på p-møder, afdelingsmøder og stuevis over faglige cases og oplevelser
  • en arbejdsplads, hvor vi producerer egne data og bruger data til at bevare fokus og forbedre kvaliteten i hverdagspædagogikken
  • p-møder, som vi bruger til at evaluere og justere læringsmiljøet for børnene – udgangspunktet for indholdet i vores årshjul, er resultaterne af forudgående års tilsyn og KIDS-observationer
  • en arbejdsplads, hvor vi har et målrettet fokus på at skærme og beskytte tiden med børnene – det skal give mening, når de voksne går fra til andet, og dette fokus understøttes af klyngeledelsen og MED-udvalget
  • et tæt, ligeværdigt og givende samarbejde med vores ressourcekolleger i forvaltningen
  • en klynge med fokus på udvikling af en høj pædagogisk kvalitet i børnenes hverdag

Tillid, tryghed og troværdighed i barn/voksenrelationen anskuer vi som helt fundamentale byggesten for barnets trivsel og udvikling. Derfor er det også disse elementer fra Tryghedscirklen, som udgør basen for hvordan vi møder børnene og tilrettelægger aktiviteter. Vi tror på, at 'børn gør det godt, når de kan' og ved, at det er vores arbejde at give børnene gode forudsætninger for at lykkes, når de øver sig i at danne relationer, lege og udfolde sig motorisk og sprogligt.

Hvad laver vi i vuggestuen?
Vi lærer med vores krop og bruger den aktivt i hverdagen. På ture, i motorikrummet, på legepladsen og på vores egne stuer. Vi synger og danser til gode rytmer og sange. Vi leger med sand, vand, blade og grene og går på insektjagt på legepladsen. Vi leger med bolde, kravler, hopper, gynger, snurrer rundt og ruller på gulvet på stuen, legepladsen og i vores store bevægelsesrum. Vi tager på ture og oplever verden uden om vuggestuen. Vi er aktive bruger af nærmiljøet på Nørrebro. Vi udforsker det urbane dyre- og naturliv både hjemme i byen og når vi besøger børnehaven på landet. Vi leger både i fællesskaber de voksne planlægger, så vi møder nye venner og i fællesskaber vi selv finder sammen i både ude og inde.

Om Land og By
Land og By er en sangprofilinstitution, der ligger midt på Nørrebro med en udflytterdel i Rungsted (Mikkelborg). Vores børnehave består af et team på 10. Vi har tre grupper, der kører på landet to uger og derefter er en uge i byen. Vi har 111 børn fordelt på seks grupper i alderen 0-6 år, heraf ca. 69 børnehavebørn og 42 vuggestuebørn. Personalegruppen er på 25 voksne og vi har en samarbejdsvillig og engageret forældregruppe. Vi er en del af Nørrebro/Bispebjerg Klynge B og arbejder fælles i klyngen med sprog, AMR-netværk, køkkennetværk og det gode arbejdsmiljø.

Du får faglighed i øjenhøjde, gode kolleger, der interesserer sig for at skabe en vuggestuehverdag i børnehøjde, en ledelse med fast blik på den pædagogiske kvalitet og faglig udvikling samt et givende arbejdsfællesskab.

Ansættelsesforhold
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse. I forbindelse med ansættelserne indhenter vi børne- og straffeattest og tager referencer.

Mere information
Har du spørgsmål, er du velkommen til at ringe til pædagogisk leder Juliana Rodrigues-Andersen på 40 49 74 27. Du er også meget velkommen til at komme forbi til en rundvisning efter aftale med Juliana.

Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV, uddannelsesbevis og relevante udtalelser.

Søg iva linket senest søndag den 28. september 2025
Vi holder ansættelsessamtaler løbende.