etjob.dk
København kommune Pædagog

Pædagogisk Barselsvikariat på Jacobshøj Aflastning, Amager

Går du glad hjem fra arbejde, når dine opgaver er blevet løst med faglig kvalitet og i godt samarbejde med dine kollegaer? Har du lyst til at gøre en forskel for voksne borgere med handicaps ved hjælp af pædagogisk relationsarbejde? Og vil du være en del af et stærkt fagligt team på et aflastningstilbud?

Vi søger dig, der vil medvirke til at realisere vores vision om at tilbyde et meningsfyldt hverdagsliv med fokus på individuel udvikling, kvalitet og nærhed.

Aflastningstilbuddet – ikke to dage er ens
Aflastningen er en del af botilbuddet Jacobshøj på Amager – et moderne tilbud med 20 lejligheder og 10 aflastningspladser til voksne borgere mellem 18 og 70 år med udviklingshæmning, multiple funktionsnedsættelser og i nogle tilfælde psykiatriske diagnoser.

Borgerne – som vi kalder gæster, når de er i aflastning – har brug for pædagogisk støtte, omsorg, pleje og meningsfulde aktiviteter, der understøtter et så selvstændigt liv som muligt. Vi arbejder ud fra neuropædagogiske principper og en reflekterende faglig tilgang, hvor vi søger at forstå den enkeltes adfærd og skabe trivsel, udvikling og livskvalitet.

Aflastningen giver hjemmeboende voksne mulighed for et ophold i en kortere eller længere periode. Der kommer årligt omkring 60 borgere i turnus, og som medarbejder vil du opleve, at ingen dage er ens – både antal og sammensætning af gæster varierer. Det kræver fleksibilitet, overblik og evnen til at aflæse og møde den enkeltes behov.

En kollega i Aflastningen fortæller
”Mit arbejde på Aflastningen bringer mig en masse glæde. Her er man omgivet af de skønneste gæster, der hver især er unikke og har deres særlige udfordringer. Man skal dagligt forholde sig til nye gæster og sammensætninger, og jeg nyder, at dagene ikke er ens. Den neuroaffektive udviklingspsykologiske tilgang giver så meget mening i disse rammer – og mine kolleger er enten uddannet eller i gang med at uddanne sig, hvilket gør, at vi har en fælles forståelsesramme for mennesker og deres ageren. Nyder du, ligesom mig, et arbejde med skønne mennesker og faglige udfordringer i en foranderlig hverdag – så ses vi måske snart.”

Når gæsterne er i aflastningen, støtter du dem i alle daglige gøremål – fx pleje, kommunikation, socialt samvær og aktiviteter – altid med udgangspunkt i deres individuelle behov. Hverdagen er struktureret og rolig, og du arbejder tæt sammen med kollegaer, pårørende og fagpersoner.

En typisk arbejdsdag i Aflastningen
Om morgenen møder du kl. 6.30 og samarbejder med nattevagten og en kollega om at få gæsterne op, i tøjet og klar til dagen. Efter morgenmad pakkes tasker, og mellem kl. 7.00 og 9.00 køres gæsterne til deres dagtilbud.

I dagtimerne (kl. 9.00–14.00) forberedes nye gæster, der udføres praktiske opgaver og dokumentation, og der samarbejdes med pårørende og fagpersoner.

Om eftermiddagen vender gæsterne tilbage til ro, socialt samvær og aktiviteter. På aftenvagten (kl. 14.00–23.00) tager du imod gæsterne, hjælper med indlogering, deltager i fælles aftensmad og støtter i de individuelle aftenrutiner, inden du overleverer til nattevagten.

Vores nye kollega
Det er en fordel, hvis du har erfaring med målgruppen eller med arbejde på et aflastnings- eller botilbud – men vigtigst er din motivation for at arbejde fagligt og relationelt med mennesker med funktionsnedsættelser og komplekse behov.

I Aflastningen lægger vi vægt på at skabe et trygt og rart sted for vores gæster, hvor de mødes af engagerede medarbejdere, der ser og støtter den enkelte.

Vi søger dig, der

  • er uddannet pædagog og har en høj pædagogisk faglighed, som du formår at bringe i spil både i arbejdet med borgeren og på vores personalemøder, hvor refleksion er en del af vores pædagogiske arbejde
  • trives i et miljø, hvor rutiner samt tydelig og målrettet kommunikation er en del af den pædagogiske praksis, og du er god til at skabe struktur og trygge rammer, så borgerne mødes af ro og stabilitet
  • er ansvarsbevidst, nærværende og stabil og positiv i din tilgang til borgere og kollegaer
  • kan støtte og hjælpe nogle af vores beboere i personlig pleje
  • kan dokumentere den daglige indsats og ser dette som en integreret del af din faglighed
  • værdsætter at være en del af et arbejdsfællesskab, hvor samarbejdet om kerneopgaven har førsteprioritet og ønsker at bidrage til en professionel faglig kultur og vidensdeling
  • har gode samarbejdsevner og sætter pris på at arbejde tværfagligt og bidrager til det kollegiale fællesskab med god energi og humor

Hos os vil du få

  • et meningsfuldt arbejde, hvor du bidrager til livskvalitet for vores borgere
  • grundig oplæring og introforløb
  • løbende kompetenceudvikling ved interne og eksterne kurser samt undervisning i dokumentation, medicinhåndtering, konflikthåndtering m.m.
  • et moderne aflastningstilbud med alle de nødvendige hjælpemidler
  • dygtige og engagerede kollegaer med forskellige faglige baggrunde
  • tillidsbaseret ledelse, der har fokus på faglighed, trivsel og arbejdsmiljø
  • en arbejdsplads med mulighed for indflydelse og ansvar

Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse.

Barselsvikariatet er fra 1. december 2025 til start oktober 2026 med mulighed for forlængelse.

Arbejdstiden er skiftende og ligger i tidsrummet kl. 6.30-23.00 – fordelt på morgen-, aften- og weekendvagter. Du arbejder hver 2. weekend samt på helligdage.

Der indhentes referencer forud for ansættelsen.

Vil du vide mere?
Vi sætter stor pris på, at du kontakter os på telefon for at høre mere om stillingen. Du kan ringe til faglig koordinator Susanne Heibøll på 21 18 37 36 eller afdelingsleder Britt Riis på 23 41 95 07. Begge kan træffes på hverdage mellem 9.00 og 15.00.

Søg via linket senest søndag den 26. oktober 2025
Der afholdes samtaler løbende.