Pas- og Kørekortmedarbejder i Herlev Borgerservice
Brænder du for borgerkontakt, og har du sans for detaljen? Så er du måske vores nye kollega. Vi søger en engageret og ansvarsbevidst medarbejder til vores pas- og kørekortteam i Herlev Kommunes Borgerservice. Du bliver en del af en travl og alsidig hverdag, hvor du både arbejder med frontbetjening, baglandsopgaver og telefonbetjening.
Om stillingen
Som pas- og kørekortmedarbejder vil dine primære arbejdsopgaver være:
- Betjening af borgere ved skranken med udstedelse af pas og kørekort m.m.
- Håndtering af baglandsopgaver, som ombytningssager, generhvervelser og anden sagsbehandling.
- Besvarelse af telefonopkald og vejledning af borgere.
Du vil være en vigtig del af vores frontlinje, og det er afgørende, at du møder borgerne med et smil, også når der er travlt. Samtidig skal du kunne arbejde struktureret og selvstændigt med administrative opgaver.
Om dig
Vi forestiller os, at du:
- Har erfaring med borgerserviceopgaver, fx pas/kørekort, MitID eller folkeregister (ikke et krav, men en fordel).
- Trives med at yde god service og har stærke kommunikative evner – både skriftligt og mundtligt.
- Kan fortolke lovgivning på området, og træffe korrekte afgørelser.
- Besidder holdånd, da vi er en mindre kommune med en lille Borgerservice.
Om Borgerservice
Vi er et hold på 12 temmelig dygtige medarbejdere, som praler af at være de bedste i landet. Vi løser opgaver inden for:
- Pas og kørekort.
- Folkeregister.
- Kontrolenhed for socialt bedrageri.
- Hovedomstilling.
- Digital vejledning.
Vi har en uformel omgangstone, fortæller både gode og dårlige vittigheder og har et godt kollegialt fællesskab, hvor vi hjælper hinanden og prioriterer videndeling. Vi lægger vægt på kvalitet i opgaveløsningen og en god serviceoplevelse for borgerne.
Vi tilbyder
En spændende og afvekslende hverdag med engagerede kolleger, og en rar atmosfære. Vi sørger for grundig oplæring og mulighed for løbende faglig udvikling, af såvel dig, som af hele teamet. Hos os får du gode arbejdsforhold og fleksibilitet i opgaverne. Alt i alt leverer vi et job med mening, hvor du gør en forskel for borgerne i Herlev.
Praktisk information
Stillingen er på 37 timer ugentligt med opstart hurtigst muligt.
Ansøgningsfristen er den 31. august 2025, kl. 12:00.
Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte leder i Borgerservice Christina Holbek på tlf. 2360 7350.
Mød vores medarbejdere
På herlev.dk kan du møde nogle af vores medarbejdere fra forskellige arbejdspladser i kommunen. De fortæller hver især om, hvad de arbejder med, og hvorfor de er glade for deres arbejde.
Søg stillingen
Du søger stillingen online. Husk at vedhæfte din ansøgning, CV og andre relevante bilag. Når du har sendt ansøgningen, modtager du en e-mail som kvittering. Vær opmærksom på, at mailen kan være placeret i din mappe ”Spam/uønsket post”.
Om Herlev
Herlev er placeret i hjertet af hovedstadsområdet med en velfungerende infrastruktur. Transportmulighederne til og fra Herlev er gode og bliver forstærket med den kommende letbane og de fire letbanestationer i byen. Samtidig byder Herlev på let adgang til grønne områder. Vi er i fuld gang med at udvikle byen, så den også i fremtiden har et levende handelsliv, en spændende bymidte og er attraktiv at bo og drive virksomhed i.
I Herlev Kommune arbejder vi ambitiøst og målrettet på at sikre, at vores tilbud til borgerne også i fremtiden er på et højt niveau. Det gør vi ved at indrette organisationen med et større fokus på at styrke fagligheden og understøtte dialogen med borgerne, samt forkorte afstanden mellem det lokale politiske niveau og kommunens medarbejdere.