Ph.d.-studerende: Stofpsykoser Forskningsprojekt - Psykiatrisk Center København
Stofpsykoser medfører en markant øget risiko for at udvikle skizofreni, bipolar lidelse, angst og depression samt har markant øget dødelighed, og risikoen for disse ting er forøget selv 10 og 20 år efter at stofpsykosen er indtrådt. Stofpsykoser er en af de stærkeste risikofaktorer for skizofreni, og er endda forebyggelige. Desværre er der meget, vi endnu ikke ved om stofpsykoser. Bl.a. ved vi ikke, i hvilket omfang folk stopper eller fortsætter med stofbrug efter at have modtaget behandling for en stofpsykose, ligesom vi ikke ved, hvem der konkret er i øget risiko for efterfølgende at få skizofreni. Det vil vi nu rette op på med et fuldt finansieret ph.d.-studie, hvor du dels kommer til at rekruttere og interviewe patienter med stofpsykose, og gennemføre både kvantitative og kvalitative analyser på de indsamlede data.
Arbejdsopgaverne
Arbejdsopgaverne vil være en spændende kombination af kvantitativ og kvalitativ klinisk forskning. Som led i den kliniske forskning vil du skulle gennemføre både kvantitative og kvalitative interviews med patienter med stofudløste psykoser, gennemføre statistiske og kvalitative analyser af de indsamlede data, og udarbejde videnskabelige artikler, naturligvis under vejledning gennem hele processen.
Derudover vil projektet skulle udmunde i en ph.d.-afhandling på baggrund af ovenstående forskning, ligesom du som ph.d.-studerende vil skulle deltage i ph.d.-kurser.
Din kommende arbejdsplads.
Vi tilbyder en spændende og fleksibel arbejdsplads i et internationalt velanset forskningsmiljø med mange kollegaer af forskellig uddannelsesmæssig baggrund. Vi er i øjeblikket omkring 60 ansatte seniorforskere, postdocs, ph.d.-studerende, projektsygeplejersker, forskningsårs-studerende m.m.
Arbejdspladsen er beliggende på Psykiatrisk Center København, på Gentofte Hospital. Projektet er et samarbejde med forskere fra Aarhus Universitet og Psykiatrien i Region Sjælland, og er muliggjort gennem en bevilling fra Danmarks Frie Forskningsfond.
Vi forventer, at du;
- Er uddannet læge, psykolog, kandidat i folkesundhedsvidenskab, cand.scient.san eller lignende.
- Har erfaring med kvantitative og kvalitative forskningsmetoder, eller er motiveret for at lære det.
- Både kan arbejde selvstændigt og som del af et team.
- Har mod på at arbejde opsøgende og fleksibelt for at få interviews gennemført.
Løn- og ansættelsesforhold
Arbejdstiden er gennemsnitligt 37 timer om uge med mulighed for fleksibel tilrettelæggelse.
Stillingen er tidsbegrænset til 3 år, med ønsket start 1. oktober 2025.
Du ansættes i henhold til gældende overenskomst.
Ansøgningsfrist er søndag den 17. august 2025.
Der stiles mod ansættelsessamtaler tirsdag den 26. august.
Yderligere oplysninger kan fås hos:
Forskningsleder, lektor Carsten Hjorthøj, carsten.hjorthoejfmercerqhaysewatson@regionh.dkdouglas-moss.dkbryant.dk, tlf. 2613 6290.
Motiveret ansøgning med CV indeholdende oplysninger om uddannelse og tidligere beskæftigelse, samt kopi af eksamensbevis og evt. andre kvalifikationer sendes via elektronisk ansøgningssystem. Forud for ansættelse vil der blive indhentet en til to referencer efter aftale.
Om Psykiatrisk Center København
Psykiatrisk Center København er et ambitiøst og udviklingsorienteret center. Vi har en stor akutmodtagelse, 270 sengepladser, seks ambulatorier, et psykoterapeutisk ambulatorium og en række specialfunktioner samt mere end 100 forskere. På centret arbejder 1400 dygtige medarbejdere, der hver dag er med til at give vores patienter en god behandling. Som en del af Københavns Universitetshospital er forskning og undervisning en vigtig del af hverdagen og understøtter vores evidensbaserede behandlingstilbud.
Den nationale integration af psykiatri og somatik betyder, at Psykiatrisk Center København pr. 1. januar 2026 vil være en del af Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.